Hvor ofte har jeg vandret til din Grav,
I Krogen hist bag Kirken, flad og lav;
Dybt var du sunken alt i Jordens Favn,
End ruged dog en Steen, paa den dit Navn;
Johannes Evald der paa Stenen stod,
Halv vasket ud af Regnens Vinterflod.
Hvor tit gik jeg den stille Grav forbi
Igjennem Kirkegaardens trange Sti,
Og titted gjennem Sprinkelværket ind,
Da randt en hellig Taare paa min Kind;
Thi fra jeg kunde løfte Bog i Haand
Var jeg fortrolig med din Digteraand.
Ak! tænkte jeg, halvvoxen som jeg stod
Ved Gittret, Stenen lige for min Fod:
Hvi har de lagt ham her i denne Krog?
Han skrev jo dog saamangen herlig Bog!
Hvi hviler ei derinde Skjaldens Been
For Altret, bag en snehvid Marmorsteen?
Hvert Aar, som Gud mit Liv veldædig gav,
Jeg vandred fromt og ene til din Grav;
Helst dog, naar ned af Kirkens Linderad
Høstvinden blæste kold det gule Blad;
Naar Solen skiulte sig bag Skyens Slør,
Da tyktes mig: nu er det, som det bør.
Og da jeg ældre blev, da tyktes mig,
At sindrigt her man havde jordet dig:
Ved Issen: Kirken rolig i sin Skye!
Ved Foden: Usselhed i snævre Bye!
Her hellig Kraft og Trøst, hist Sorg og Nød.
Du stodst i Livet, som du laae i Død.
Ja Linden selv her med sin sorte Hud
Seer ved din Grav fuld af Betydning ud;
Thi du var og et Træ af stærk Natur;
Men lænket, haget ved den skumle Muur,
Omklædt af Brædder, at ei Stammens Gang
Kjæk skulde gjøre Mængden Gaden trang.
O Kirke! skjerm ham med din høie Muur,
Yd Blade, Træ! af tarvelig Natur:
Bred ud din Røst, o Orgel! som et Hav,
Og lad den tone over Evalds Grav.
Kald med din Straale frem, o stærke Sol!
Ved Issen mangen lille Martsviol,
Mod Himlen stegst du, fromme Cedertræ!
Sødt slumre du da nu i Kirkens Læ.
Lad Stenen synke meer alt Aar for Aar,
Dit Navn dog blomstrer i en evig Vaar.
Længst foer den fra sin sørgelige Vraa,
Og funkler nu en Stjerne fra det Blaa.