Giver den gamle, blinde Mand Lidt,
Som her under Bøgen sidder og synger!
Hans Røst er saa svag, hans Haar saa hvidt,
Kummer hans matte Hjerte nedtynger.
Alt Gravens Taage sig tungt har lagt
Omkring hans udslukte, døde Blikke;
Han trylles ej meer ved Naturens Pragt,
Han hører kun Fryd, han føler den ikke.
En Hustru havde han, from og blid,
Ak! ogsaa hende skulde han miste!
Han hørte, hun ralled’ i Dødens Strid,
Men ej han saae hendes Øje briste.
Fiolen var hans eneste Trøst;
Den havde en Ven ham i Døden givet.
Naar Mulmet han gjennembrod med sin Røst,
Da kaldtes han som tilbage til Livet.
Men ak! i Vinter, i haardeste Nød,
Da Ingen ænsed’ hans Sang og Klage;
Da solgte han sin Fiol for Brød;
Nu har han Intet mere tilbage.
Snart trænger min Sjæl af det døde Leer,
Som, liig en Snegl, det maa med sig slæbe.
Snart er jeg Ingen til Byrde meer;
Snart tier min kolde, min blege Læbe.
Skaffer mig min Fiol igjen,
At jeg kan tolke min stumme Smerte!
Den var min eneste, sidste Ven.
Skaffer mig min Fiol igjen!
Ellers brister mit fulde Hjerte.