Til P. O. Brøndsted
(Paa hans Fødselsdag 1812.)
(Paa hans Fødselsdag 1812.)
Jeg tidligt hørte Brøndsted nævne:
En Græker og en Digterven.
Ved Elben vi os satte Stævne, —
I Dig og Koes jeg fandt mit Dannemark igjen.
I Dresden skiønne Toner, Tavler,
Vi sammen hørte, saae; det var i Livets Vaar!
I Weimar, mellem gamle Gavler,
Vi fandt den store Goethes Gaard.
Og „Salve“ ved hans Dør velkommen bød de Danske.
Vi hilste Tydskland, da i Kamp
Det overvandtes af de Franske.
Napoleon stod i Røg og Damp.
Og Alting adlød Seierherrens Villie,
Vi fulgte ham til hans Paris.
„Ou peut on être mieux qu’au sein de sa famille“
Sang Folket der i hundredtusindviis.
Vi skiltes ad. — I Rom vi atter fandtes,
Der, store Thorvald! glædte Du vort Sind.
Og fast’re Venskabsbaandet bandtes
Hvor Jasons Kunstner fandt sit gyldne Skind.
I Fædreland — i elskte Norden
Vi atter boede sammen, Dør ved Dør,
Og Venskabs Blomst sprang ud ved Isefjorden,
Som hist ved Tibren, Seinen, Elben før.
Og Alderen har ikke gjort os gamle,
De fordums Glæder ei os flye.
Vi ikke blot de visne Blomster samle,
End i vort Urtebed der spire nye.
End Danerskjaldens Harpe klinger
Og Brøndsted fra sit Grækenland
Os herlige Cypresser bringer,
Der fæste Rod, som Graner, ved vor Strand.
Min elskte Ven, gid længe vi tilsammen
Da nyde maae den unge Alderdom,
Med samme Friskhed, samme Gammen
I Axelstad, som i Paris og Rom!