Man siger, at Vaaren er Ungdommens Ven,
I den sig kun Skiønheder samle;
Men dybt i mit Hjerte jeg føler, at den
Fornemlig er for de Gamle.
Hvor Ungdommen blusser, fra Vinterens Iis
Selv Kulden og Mørket maa vige;
Men Elskeren finder kun der Paradiis,
Hvor henrykt han finder sin Pige.
Hvad er vel Kierminder mod Øinenes Blaa,
Hvis Blikke saa saligt ham saare?
Hvad ere vel Kildernes Sølvbølger smaa
Mod hendes fortryllende Taare?
Hvad er selv en Rose mod purpurne Kind?
Og, skiøndt vel en Lillie blænder,
Hvad er selv dens Hvidhed for Elskerens Sind
Mod Skiønhedens Lilliehænder?
Er Møen tilstede, kun Møen han seer,
Naturen til Nød kun han ændser,
Men er hun forsvunden og smiler ei meer —
Da føles — Tilværelsens Grændser!
Han stirrer i Maanen og drømmer, at den
Nedsmiler til ham i hans Fængsel,
Og at den fortrolig og Elskerens Ven,
Begræder hans ømme Forlængsel.
Vi Ældre — hvis Foraar i Livet forsvandt,
Som sidde tilbage med Bogen, —
I Vaaren vi Ungdom og Venner gienfandt,
Og Lunden os lokker af Krogen.
Ei føle vi meer os forladt og forglemt —
Nei Verden er længer ei fremmed,
Omgivningen har os til Munterhed stemt,
Og lifligt igien er os Hiemmet.
Der staaer han, den gamle, den trofaste Ven,
Den herlige Bøg, saa alene,
Der staaer han og favner mig kiærligt igien
Med sine fortrolige Grene.
Og Fuglen mig qvidrer den selvsamme Sang
Af Gretry og Schulz — og ved Roden
Slaaer Kilden sin Harpe med selvsamme Klang,
Dens Toner ei støie paa Moden.
End seer jeg som førend Napoleons Tid
I Græsset de selvsamme Stater;
Saa frodige, friske, skiøndt fierne fra Strid,
De røde, de blaa Kammerater.
Naturen mig smiler i sød Harmoni;
Min Ild den, min Følelse nærte,
Og lærer endnu mig den Philosophi,
Som den i min Ungdom mig lærte.
Nu opstiger Maanen — saa herlig den staaer,
Og gyder i Hjertet sin Lindring.
Den vækker ei Haabet om — hvad der forgaaer,
Den smiler en hellig Erindring.
O, alle de Kiære gienfødte jeg seer,
O Vaar! hvor Du bortmaner Sorgen;
Nu oprinder Solen — jeg tvivler ei meer
Om hellig Opstandelses Morgen.
