Der er en lille Stund igen,
min Dreng, før du skal sove;
og Mor har maattet love,
at hvis vi kan Neapel naa,
før Uhret gir sig til at slaa,
saa skal hun ikke hente dig
til Sengs, men rolig vente dig.
Neapel!
Det er ingen Sag
for os, som Vejen kender,
at naa derned før Uhrets Slag,
før Mor dig bort vil bære!
Se! Allerede løfter sig
langt borte i den skære
og milde Luft:
Vesuv!
Dens sorte Røg mod Himlen staar
som Abels, da han ofred Faar;
maaske er den et Offerbaal
for alle Verdens Synder!
Vi skynder
os fremad mod vort Maal!
Neapel!
Se, der øjner
vi Byen langs den havblaa Bugt,
blandt Pinjer, der sig højner
saa stateligt og smukt.
Den gyldne Sol forgylder den,
den varme Dis indhyller den,
med Blomsterduft fortryller den,
den ligner, som den ligger dér,
en Pige, der vil vade
i Vandet for at bade!
Vi vandrer i dens Gade,
hvor sammen vi har vandret før.
Vi standser ved den gamle Dør
til Huset, hvor vi boede.
Nu er de grønne Skodder stængt,
som trætte Øjne, der har tænkt,
og som, af Solen stukket,
har Laagene tillukket!
Lad os langs Golfen gaa,
hvor Sejl som Svaner svømme;
dér er saa godt at drømme,
naar Himlen er saa fuld af Sol,
og Bugten er saa blaa.
Her dufter af Viol!
Og kan du høre Guitarklang?
Min lille Dreng, der var en Gang,
din Fader til Neapel kom
saa fattig som en Rotte,
der aad sin Rede tom.
Han var saa syg af Sult og Sol,
og svimmel —
Da kom der fra Guds Himmel
en Duft som af Viol,
der mætted ham, beruste ham
og gjorde ham saa kry.
Og derfor er Neapel hans kæreste By!
Neapel, ak Neapel
saa fuld af Synd og Sang! —
— Min Dreng, nu falder Mørket paa,
Vesuv sin Fakkel tænder.
Og Moders Uhr er ved at slaa!
Saa hjem igen! Det kan ej gaa,
at Moder paa os skænder!
