Langsomt fremad, Skridt for Skridt
kører den sortklædte, triste Karm,
fulgt af den takfaste, dumpe Larm
— Lyden af hundrede Fødders Trit,
Hjulene knirker i Vejens Grus,
det er Manden der køres af Hus,
Manden fra Bakkegaarden.
Vaarens Blomster i Krans og Kors,
Lærken sender sin Afskedssang,
nede fra Fjorden staar Duft af Tang,
svøber sig tæt om Folk og Hors,
Vognen hyler i Eger og Svang,
Hestene trækker for sidste Gang
Manden fra Bakkegaarden.
Oppe fra Taarnets Glughulskarm
holder Ringerne Udkig paa Tur,
Følget som nærmer sig Kirkens Mur
hilses af Klokkernes dirrende Larm.
. Bag Gardinernes sorte Hang
køres til Kirke for sidste Gang
Manden fra Bakkegaarden.
Borte er Vinterens Sne og Slud,
Lærken synger en Sang for sit Kuld —
dér hvor Kisten sænkes i Muld
staar alle Graner med friske Skud.
Degnen synger sin triste Sang,
Klokkerne hilser for sidste Gang
Manden fra Bakkegaarden.