De svandt, de Odelbønders lave Stuer
og med dem flygtede al gammel Skik,
det hvide Lys i Bondegaarden luer
og stjal den sidste Rest af Romantik,
selv Plejlens muntre Sang fra Lo og Lade,
den høres ej, den Tid er længst forbi,
nu synger fra sit høje, spinkle Stade
en Motor skarpt og lydt sin Melodi.
Og Gaasebænken med dens haarde Sæde
langs med det store, svære Egebord,
hvor Bønder sad og kendte Lunets Glæde
naar Vinterstormen hylede fra Nord,
de findes ej i Stuerne, herinde,
nu kom der Sofa, Spejl og Taffelur,
og savnes kun af Gaardens gamle Kvinde
— her sad hun trygt og fik sin Middagslur.
Ej ses de gamle Krus med svære Hanke
og Messinglaag med mærkelige Tegn,
af Hovmarkbønders Fingre slidt saa blanke
og Trøstermand for Landsbyens „Per Degn“.
Den Humleduft som lokked Bi og Flue
og krydrede den trætte Vandrers Sind;
er længst forsvundet fra den gamle Stue,
og Humlehaven den er draget ind.
Bilæggerovnen med sin Plads i Krogen
til Gammelfar og Gaardens stive Hund,
hvor Aftægtsmor har gransket Bibelbogen
til Tanken slukned og hun gled i Blund,
hvor Barnet sad med Dukken paa sin Skamle,
og Katten spandt sit endeløse Spind,
den svandt med Skikkene — de gode, gamle
— en ny, moderne drog i Stuen ind.
Men Haven er endnu trods alt den samme,
med krydret Duft af Timian og Dild,
om Georginer slaar Lavendlerne en Ramme
og sender ud en Duft saa sød og mild;
Tuja og Buxbom staar i høje Hække
og kaster Skygge paa den hvide Gang,
og gemt bag Slaaenbuskens hvide Dække
som forhen lyder Nattergalens Sang.