Hanegal bag dunkle Tremmer
vidner, Dagen alt er nær,
overalt et Brus af Stemmer,
og en morgendygtig Svale
dukker frem fra Tagets Spær,
ryster af sig Nattens Dvale,
drikker Gryets første Skær.
Morgengryets første Straaler
spreder deres gyldne Spind,
sulten Spædebarnet skraaler,
det har fastet altfor længe,
Pigen kysser, ømt dets Kind
rører let ved Vuggens Gænge
til det atter slumrer ind.
Tunge Døre arrigt skriger,
Træskotrin i Gaard og Gang,
Støj af morgentravle Piger;
mod en Himmel uden Skyer
stiger Lærkemor med Sang,
og fra fjerne Nabobyer
toner Kirkeklokkers Klang.
Hestene i Stalden sparker
— Tøjrekøllens dumpe Slag
lyder fra de fjerne Marker,
Viber skriger over Enge,
paa det grønne Bakkedrag
leger Bakkegaardens Drenge
med den unge, muntre Plag.
Bedstemor ta’r Plads ved Rokken
— Gammelfar gaar sig en Tur,
støtter sig saa tungt til Stokken
— gæster baade Lo og Lade,
lister om i Stald og Skur,
binder Vinens grønne Blade
fast imod den hvide Mur.
Larm af tunge, svære Gryder
— krydret Duft af Kød og Kaal,
Kobberkedlen arrig syder,
nær er Dagens Middagshvile,
fra det store Køkkenbaal
ser man Konen hastigt ile,
snart med Pande, snart med Skaal.
Hør: nu lyder Middagsklokken
— alting standser samme Stund,
hjemad vender Arbejdsflokken,
hjem til Ro og Middagshvile,
og et lille hastigt Blund,
Solen skyder hede Pile
fra en skyfri Himmelrund.