Omkring den Eensomme de Bølger spille
Kun let, som vildt i Larmen sammenslaae.
Om ham henglider Livets Strøm saa stille,
At roligt han skal bæres hen derpaa.
Men medens disse Bølger sagte trille,
Skal friere det indre Liv fremgaae.
Thi stort og fuldt det vælter sig derinde,
Som Havet vælter under stærke Vinde.
Der Livets rige Kilder jo udstrømme
Dybt af det uudgrundelige Væld,
Som Evigheder ikke kunne tømme;
Og alle Ting sig speile i vor Siel.
De svundne Tiders Billeder med Drømme
Forenes om et fiernt, dog evigt Held.
Som Vinden hersker over Havets Vover,
Saa hersker en forborgen Aand derover.
Hvo fri for Livets Trældom veed at skue
Ind i sig selv med uforstyrret Sands,
Han ogsaa i Naturen seer den Lue,
Som brænder overalt med hellig Glands,
Den Kraft, som Stiernerne paa Himlens Bue
Indflætter i den store gyldne Krands.
Hvad taus han veed, det skal han glad fornemme,
At Skialden synger med sin klare Stemme.
Derfor, o Ven! med Lyst jeg har fornummet,
Med festlig Lyst Din Harpes høie Klang.
Det stærke Qvad, som længe var forstummet,
Det har jeg hørt gienlyde i Din Sang.
Thi under Aaget har vor Slægt sig krummet,
Og sukker mat kun paa den træge Gang.
I skændig Tvang nedtynget veed den ikke
Fra Jordens Dynd at hæve sine Blikke.
Vel Den, hvem Himlen gav den store Gave,
Den Skaberkraft i letbevæget Sind,
Som smykker Verden til en Underhave,
Hvor Frugten modnes sødt i Rosenskin,
Hvor Skikkelser staae op af slunkne Grave,
Og Fremtids Morgenrøde smiler ind.
Det rører sig, og ordner sig, og lever,
I sælsom Glands det om hinanden svæver.
Siig, hvo har aabenbaret for Dit Øie
De Syn, som Mængdens Blik har aldrig seet?
Hvo har det dannet til at sammenføie
I store Billeder, hvad trindt er spredt?
Hvo har imellem Østens Blomsterhøie,
Som op paa Nordens stolte Field Dig ledt?
Hvo viste Dig det Liv, som dybt sig skiuler
I Skovens Tykke og i Biergets Huler?
Vel Digteren! Hans rige Hierte giemmer
En Verden, som sig altid ny forynger.
Den tydes ham af hemmelige Stemmer,
Og hvad af dem han lærer, fro han synger.
Og hvo ham hører, glad sin Møie glemmer,
Sig Folket lyttende omkring ham klynger.
Den Kraft er lagt i Skialdens fromme Røst,
At den kan gyde Himlen i vort Bryst.
Den Vise giver villigen ham Ære,
Han vækker Livets Mod og Lyst igien.
Hans Toner ere Qvinders Hierter kiære,
De flætte blye en Krands til deres Ven.
Og Børn staae om ham, som hans Sange lære,
Og lange mod de gyldne Strænge hen.
Og i den raske Ungdoms Arme flammer
Ny Kraft at løfte Sværd: Vee, hvem det rammer!
Ja fordum havde Sangeren sin Hæder,
Da var han Folkets Stolthed og dets Lyst.
Han skulde de Henfarnes ædle Sæder
Og deres Viisdom tolke med sin Røst.
Religionen sine rene Glæder
Hans Qvad betroede, og sin høie Trøst.
Hvorfor fik Sangen ellers Magt og Ynde,
Hvis den det Hellige skal ei forkynde?
Held, hvo den lader klinge stærk paany,
At den kan trøste Sielen i dens Fængsel!
Som byder Mismods tunge Taager flye,
Og Tanken stræbe over Jordens Trængsel!
Naar Lærken stiger fro ved Morgengry,
Da hæver Sielen sig med hellig Længsel.
Saa lyde Sangene os sødt imøde
Som Forbud om en evig Morgenrøde.
Til denne Gierning kaldte Hiertet Dig.
Held Dig, o Ven! at Du forsaged ikke!
For Dig Naturens Fylde aabned sig,
Dens Herlighed indsuged Dine Blikke.
Og Oldtidens Bedrift, vidunderlig
Og stor og stærk, Du sang; dens vise Skikke,
Dens gamle glemte Sagn Du kaldte frem,
Og glad Forhaabning smilte mellem dem.
Dog fremfor alle Sagn er eet paa Jorden,
Som drager alle Hierter til sig hen.
Det er forkyndt fra Syden indtil Norden,
Og, eengang kiendt, det glemmes ei igien.
Hvad blev forskudt, en Hiornesteen er vorden,
Historiens Bygning hviler heel paa den.
Om den, som deres Middelpunkt, sig samle
De nye Tider venligt med de gamle.
Thi hvor vor Slægtes Krønike begynder,
Ved Tidens Udspring, ved det dybe Fald,
En himmelsk Røst de Faldne alt forkynder,
En Fredens Fyrste dem opreise skal.
Ved Ham skal Folket frelses fra dets Synder,
Ved Ham skal udgaae Himmerigets Kald.
Ham Faderen gav over alting Magt,
At Alt ved Ham skal vorde underlagt.
Du kiendte, at det er ei tomme Leeg,
Ei et Bedrag, af snedig List opfunden;
Fra Himlens lyse Salighed han steeg,
Og blev i Ydmyghed iblandt os funden;
Og Mørket for den Herlige bortveeg,
Og Jorden blev med Himmelen forbunden.
Han blev i Gravens skumle Giemme lagt,
Men han har overvundet Dødens Magt.
Det er en underfuld og hellig Tale,
Vel værd blandt alle Mennesker at æres.
Den skal, at vække dem af dorske Dvale,
Fra Slægt til Slægt i stadigt Minde bæres.
Det sorrigfulde Sind den kan husvale,
Og Livets bedste Kræfter ved den næres;
Dens Gave er en høi og evig Fred,
Dens Lærdom: Tro og Haab og Kierlighed.
Endskiøndt den Herlige ei bliver funden,
Som Han tilforn blandt Mennesker blev seet,
Han er ei død, Hans Guddom ei forsvunden,
Det aabne Øie er den trindt udbredt.
Han er det Legeme, som har forbundet
De mange Lemmer kierligen til Eet.
Han er den Stamme, riig og stærk, som ene
Udstrømmer Næring i de mange Grene.
Det var Din Tale, Sanger! da Dit Øie
Du hæved glad mod Vaarens Herlighed.
Den steg fra Jorden pragtfuld i det Høie,
Den sank fra Himmelen til Jorden ned.
Da lød Din Sang: Du vilde Hiertet bøie,
At agte paa den Hellige derved.
Thi hvad vi skue der, den milde Glands,
Og den Guddommelighed er jo Hans.
Derfor Du lod om Ham os Alting minde,
Hans salige Erindring os opvarme.
Thi salig, hvo i Alt ham veed at finde,
Som Ham kan slutte fast i sine Arme.
Lad Tiderne med voldsom Fart henrinde,
Lad Stormens grumme Kræfter om os larme:
Ham over Alt er Herredømmet givet,
Hvo Ham har fundet, har og fundet Livet.
Ud over Tidernes de vilde Krige
Du saae hen til den Fred, som skal oprinde.
Engang skal Fienden overvunden vige,
Den ene Mægtige hans Magt skal binde;
Engang i Klarhed straaler Lysets Rige,
Og Mørkets Taageskikkelser forsvinde.
Derhen vi vende tillidsfulde Blikke,
Staae mandigen i Strid, og vakle ikke. — —
O Sanger med den tonefulde Røst!
Hil Dig! Du kommer til os ei alene.
Din Stemme aander Liv i Manges Bryst,
De skulle kiekke sig med os forene.
Saa gaae vi til vort Værk med Kraft og Lyst.
End ligge Templets gamle, faste Stene;
Vi rydde bort det sammenfaldne Gruus,
Og bygge atter freidigt Herrens Huus!