Nattetanker
(Aarets sidste Nat.)
(Aarets sidste Nat.)
Den sidste Time slog; snart synker Aaret —
Hvorhen? hvor giemmes Timerne?
Hvor er, hvad var? I Intets Skiød henbaaret,
Dybt i Forglemmelse?
Skal Viisdoms Værk, og Kierlighedens Taarer,
Skal rene Glæders Smiil
Døe hen, som Leeg af Tankeløse Daarer,
Som en Indbildnings Spiil?
Hvad Viisdom? — Kierlighed der er; dybt føler det mit Hierte;
Forlængsel uopfyldt, et evigt Savn;
Men Viisdom? hvilket fremmed Sagn mon lærte
En Dødelig det Navn?
Samvittighed, Pligt, Troskab, Retfærd, Orden —
Hvor mon dog disses dunkle Udspring er?
Hvo nævnede de Ord saa lydt paa Jorden,
At end de kiendes der?
Hvad lærer dog en Mand, at han fornægter
Naturens Stemme i sit Bryst?
De vilde Sandser at beherske mægter,
Og døe foruden Lyst?
Hvad? og en Slægt, der Dødens Mærke bære,
Som han, kiæk kalder denne Viis?
Og, før den synker hen, endnu den lærer
Sin Efterslægt hans Priis?
Du høie Lys, hvori sig Aanden fryder;
Du Kierlighed, som Hiertet smelter ved;
Du! Heltens Kraft; I Hiemmets stille Dyder,
Du rene Siæles Fred —
Afsindig, hvo endog kun kiøber Eder
For kortest Nydelse,
Med mindste Tab af Jordens usle Glæder,
I høie Himmelske!
Hvis Eders Dyrker ei I mægter tage
Til Eders lyse Boliger;
Hvis Retfærd aldrig kalder det tilbage,
Som er forsvundet her! — —
Der er en Gud! det Maal, hvorhen vi hige,
Er til, og varer ved;
Det er et Sandhedens og Dydens Rige,
Og Løn for Kierlighed!
Vaagn af din lange skammelige Slummer —
Er du da skabt til Sandsers Træl? —
O vaagn fra Daarskab, vaagn fra sløve Kummer,
Du høie Væsen, Siæl!
Først hæv du dig saa høit op over Jorden,
Som Tankens Flugt formaaer,
Og see omkring dig, hvor en anden Orden
Af Tingene bestaaer!
Her mørkner Taage Hellighedens Flamme,
Her iler Tidens Skiften dig forbi!
Hist throner Gud, fra Slægt til Slægt, den samme,
Nødvendig, evig, fri.
Og aldrig slukkes Luen, han optænder —
O! thi, skiøndt her kun svagt,
Dybt i mit Væsens Inderste dog brænder
Hans Kierlighed, hans Magt.
Forgiæves skulle alle Mørkets Hære
Til Kampen rulle sig,
De skulle evig ei det Liv fortære,
Som blusser høit i mig. —
Rull Tidens Strøm! jeg midt i dine Bølger.
Skal klippefast bestaae,
Mens Timen Timen hen i Intet følger,
Mens Aarene forgaae! —
Forgaae? Ja Tiderne forsvinde, glemmes!
Men det, som fyldte Aarene,
O! hver den Ting, som var, skal evig giemmes
Hos den Retfærdige;
Hos den Alvise, Hellige, Algode —
Brand, Andagt, aldrig slukt!
Thi hver, som reen af Hiertet paa ham troede,
Skal see sin Troes Frugt.
Og derfor skal min Kraft med Alvor stræbe
At fremme her hans Værk;
Og salig Lyst kun tone fra min Læbe
I Lovsang, høi og stærk.
Og denne Jubel skal det ny Aar møde,
Med ydmyg Bøn foreent,
Bevar, o Gud, min Vandel uden Brøde,
Mit Hierte reent!
J. P. Mynster.