Min Gud! vær takket for din Ro,
Din Fred i dette unge Hjerte!
Her boer det trygt i Uskylds Bo,
Og kjender ej til Livets Smerte.
Dig ene kjender det, min Gud!
Din Aande vifter gjennem Skoven,
I Blomstens Øje staaer dit Bud,
Højt taler du fra Kildevoven.
O, gid du ogsaa i min Sjæl
Maa stedse boe, du Evighøje!
Da flød mit Liv som Kildens Væld,
Som Blomstens smilte da mit Øje: