Eensom groer den stille Urt paa Heden,
Ukjendt folder den sit Blomster ud;
Skjebnen bød, at ydmyg og beskeden
Den sig dølger, ikkun seet af Gud.
Ej ved Sommersol i lyse Have
Sprang den frem, en rig og herlig Gave.
Bleg dens Farve er, og aldrig gløder
Paa dens Blade Rosens Purpurskær;
Ingen Himmelluft dens Liv forsøder,
Ej den dufter venligt Hjerte nær.
Kun ved Nat den aabner lukte Bæger,
Kjølig Dug den tørre Rod da kvæger.
Stundom og en klar, en hellig Stjerne
Sender den et Glimt af Himlens Ild;
Og den vender sig mod høje Fjerne,
Hvor den skuer Haabets Glands saa mild,
Der, hvor Kjærlighed kan evig gløde,
Hvor ej slukkes Livets Morgenrøde.
Ungdoms lyse Drømme sødt nedsvæve
Stundom til dens hemmelige Vraa,
Og en mægtig Tryllekraft vil hæve
Blomsten højt mod Stjernens klare Blaa.
Men da suser vild en Storm i Lunden,
Snart bag Mulm er Nattens Glands forsvunden,
Blegner Stjernen, Blomsten snart sig lukker,
Staaer da atter haabløs og forladt;
Og af Savn og Længsel dybt den sukker
Efter Trøst i kolde Vinternat —
Dog i Vaarens morgenblide Lufte
Tør den atter frisk og frodig dufte.
Gjerne suger den da Livets Aande,
Fryder sig ved varme Straaleglands;
Og den glemmer Smertens lange Vaande,
Stræber op mod friske Blomsterkrands,
Som paa Jord os Himlens Engel fletter,
Som hvert Aar os Evighed forjætter.
Du, som i din stille Sjel bevarer
Ubevidst den ædle, rige Skat,
Som allene Livets Taage klarer,
Straaler helligt end i Dødens Nat:
Du, som med uskyldig Glæde lytter
Gjerne til den underfulde Klang,
Som paa Fjeldets Tind, ved Dalens Hytter
Toner sødt Naturens Foraarsang:
Venligt Du den lille Krands modtage,
Som jeg rækker dig med trofast Haand;
Blidt den minde dig om svundne Dage,
Om den Trøst, du gav en modløs Aand,
Naar jeg, i dit veemodsslørte Øje
Tindre saae min Stjerne fra det Høje.
C. Molbech.