Over Bjerg og Dal, over salten Sø
Til Norriges Klipper Du iler;
Der boer blandt Frænder en vennesæl Mø,
Saa huldt ved Dit Komme hun smiler.
Ej bringer Du hende det røde Guld,
Ej Smigerens hyklede Tale;
Men Blomsten, der aldrig skal synke i Muld,
Der evig skal Hjertet husvale.
Ved milde Varme den spirede frem,
Den dufter med Himmelens Aande,
Den følger os trolig til sidste Hjem,
Den slukker al Jorderigs Vaande.
Og hvor den smiler, er Himlen nær,
Og Fred og salige Dage;
Og Graad maa standse, og Sorgers Hær
Maa flye, og tie hver Klage.
Den Blomst er Livets helserende Sol
Fra spæde til sildigste Alder;
Saa rolig vi vandre fra Pol til Pol
Saalænge vi vores den kalder.
I Kjærligheds Rose med himmelsk Ild
Dens Morgenlue mon brænde;
I Venskabs Lilie en Stjerne saa mild
Mod Aften vi see den at tænde.
Den Lilie mig stedse var huld og tro,
Rodfæstet saa dybt i mit Hjerte;
Den skjænked den Haabløse kvægende Ro,
Og stilled min jordiske Smerte.
Saa ty Du til Norges det herlige Land,
Som evig min Længsel omsvæved;
Den Blomst Du medbringer ej visne kan,
Thi kraftfuld i Hjertet den leved.
Naar hisset Du vandrer, som helst i Løn,
Og Yndlinge høre Din Stemme:
Da vidne Du trolig om Danmarks Søn,
At aldrig han Norge kan glemme.