Poul Martin Møller (1794–1838)

Naar Lyset flammer rødt i dunkle Stue,

        Og rundt paa Væggen lange Skygger sætter,

        Fra Ruden flyver ud den arme Flue,

        Saa høit den sine Silkevinger letter;

Den hvirvler sig om Glandsen i en Bue,

        Og aldrig den det søde Skjer forgjætter,

        Men Farten mod sin lille Sol’ den retter,

        Indtil den aander ud i heden Lue.

Saa maa jeg mig i Kredse stedse svinge,

        Rundt om dit Øies englelyse Stjerne,

        Skjøndt i mit Bryst det sender Luepile.

Det søde Baal jeg flygtede saa gjerne,

        Og dog saa gjerne vil jeg ved det hvile,

        Til Graven dækker mine brændte Vinger.