Dengang, da Møllen brændte, det var et prægtigt Skue;
Tag, Vinger, Havens Træer, stod i den klare Lue.
Men dengang Alt faldt sammen med Bragen og med Knittren,
Og Alles Hjerter bæved i rædselblandet Zittren;
Da hørte man det klappre: ud af de tætte Luer
Med Vingeslag i Dødsangst steg en Flok hvide Duer.
De hvirvled sig om Hjemmet i store lave Kredse,
Da kom en vældig Røgsky, og de forsvandt for stedse.
Saadan, da først vi mødtes, en Ild hos mig du tændte,
Der flammed stolt og herlig; men da dit Sind sig vendte,
Og da du fra mig skiltes, fløi af de stærke Luer
Med halvforbrændte Vinger en sneehvid Skare Duer.
Fra Hjemmet ud de droge, forlod de gamle Skranker:
— Det var min Ungdoms glade, uskyldig friske Tanker.