O Land med dunkle Palmeskove,
Hvor Aanden først fik Himmelflugt,
Og hvor dens Lyn blev atter slukt
Ved Gangesflodens tause Vove!
Hvor mægtig dine Palmer vifte
Med store, tause Fugles Hær!
O gik jeg under disse Træer,
Og vilde Alt for mig de skrifte!
— Jeg seer dig Land, mit Blik bedøvet
Seer dine Fjeldes stolte Bryst.
De gyldne Fugle flagre tyst,
Og Tigren hvisler mellem Løvet.
Jeg seer Pagoders Kæmpepiller,
Jeg svømmer i den hellige Flod,
Jeg føler Rædslen i mit Blod,
For Dybets skjulte Krokodiller.
Men hist, hvor Himlens Skyer glide,
Der hviler Indiens gamle Gud,
Der hviler Vischun, hugget ud
Af en uhyre Klippeside.
Der slumrer han, i Sekler lange,
Femtusind Aar han slumred saa.
Og Gudens Hoved hviler paa
En sammenrullet Kæmpeslange.
Engang der høres vil en Torden,
Da rører sig den stærke Orm,
Da vaagner Guden, og som Storm
Han drager vældig over Jorden!
