Hvad er en Sangers bedste Løn? —
En Laurberkrone om hans Pande,
Af Folket flettet, frisk og grøn?
— Den voxer ei i disse Lande.
Men Jubelraab og Bifaldsklap,
Et Navn, som er paa Alles Munde?
— Derefter strives tidt omkap,
Dog mig det ei husvale kunde.
En Arv, en lille Million,
Som sikkert Værn for Fremtids Lykke?
— Hvo for den flygted, var Cujon,
Dog — Musen kan den ei opbygge.
Et klart, et blinkende Krystal,
Med Saft af Sydens hede Drue?
— Ved Gud! den skummende Pokal
Sødt lønner Følelsernes Lue!
Et Smil af Kvinden huld og skjøn,
Et Kys af hendes friske Læbe —
Opflammer saligt Sangens Søn
Til mod det Høieste at stræbe.
Dog Et jeg veed, o ingen Krands
Opveier det, — Et som er bedre,
End Hædersnavn og Ros og Glands,
Og Guld i Arv fra rige Fædre.
En Løn meer værd end Druens Ild,
Ja, Roserne jeg agter mindre,
Som under Pigers Kys og Smil
Udspringer i en Sangers Indre.
En Løn saa sød, saa dyrebar,
Ei Skrin med Diamanter klare,
Ei gylden Kapsel værdig var
Til denne Skat at opbevare.
Og denne Løn var Bladet, som
Af hendes Haand jeg fik tilbage:
Jeg gjemmer som en Helligdom
Det Blad i alle mine Dage.
Thi dette Blad bar Sporet af
Et ædelt Hjertes varme Taare,
Det skal mig trøste til min Grav,
Og følge mig paa sorten Baare.