Kong Erik
Ideen tydsk
Ideen tydsk
Hr. Erik, Kongesøn, havde saa kjær
Liden Anna udi sin Vaar.
Hun var en Fiskerpige skjær,
Saa gule var hendes Haar.
Han Hjorten jog, som i Skoven boer,
Hun loved den lækre Ret.
Hver Kvæld de sammen paa Havet foer,
Og droge det tunge Net.
„Farvel! — min Fader jeg lyde maa,
Jeg tør ikke blive borte.“
Til Vaaren kom han igjen; da laa
Liden Anna i Jorden sorte.
Hans Fader sad i sin kongelig Borg,
Han i Graven maatte stige.
Ung Erik, glem nu din Kvid’ og Sorg,
Nu gjælder det Land og Rige.
Det var ung Erik, paa Thronen han steg,
Hans Glæde den var forspildt.
I Striden aldrig den Kæmpe veg,
I Freden han raaded saa mildt.
Men der Kong Erik af Dage var mæt,
Beskikked han Folk og Lande;
Og foer med Spyd og med Baad og Net
Alt over de vide Vande.
Og foer til sin Fæstemøes øde Huus,
Alt over Havet vide.
Naar Stormen hvifted i Tag og Grus,
Han tænkte paa fordums Tide.
Han Hjorten jog, som i Skoven boer,
Ret aldrig blev han træt.
Hver Kvæld langt ud paa Havet han foer,
Alt drage det tunge Net.
En Aften som han i Slummer laa,
I Drømme han monne kjende
Liden Anna høit udi Himlen at staae, —
Og vaagnede op hos hende. —