I.
I Oehlenschlägers Album.
Der gives Folk, som for Din Skyld har lidt
Heel meget af Musernes Vrede,
Lig Pharaos Køer de slugte Dig tidt,
Og blev dog ei mere fede.
Men Din Poesi som Nilens Strøm,
Befrugtede hele Folket.
Det vaagned til Rigdom af fattig Drøm
Ved hvad Din Harpe har tolket.
Ei meer i det store Kanaans Land,
„Daraußen“, foragtes nu Jydsken:
Slaaer Kornet os feil, vi stundom dog kan
Nu sælge lidt Aand til Tydsken.
Men, naar vi samles engang i det Land,
Hvor det hedder, at Alle er lige,
Vi vidne: „Vorherre, der var dog som han
Ei fleer i det danske Rige!“
II.
Da Oehlenschläger blev Æresmedlem i Studenterforeningen.
Der var en yndig Mø,
Hun laa halvt som i Drømme
|: Nær salten Østersø. :|
Stærkt bæved Barmens Høi og Dal
Og hendes Sind betrængtes
|: Af Tanker uden Tal. :|
Men Læben stummed svagt
Kun om den Vægt af Længsler,
|: Som var paa Hjertet lagt. :|
Og Øiet aabned hun mod Nord,
Men Sjælen famled efter
|: Et klart bevinget Ord. :|
Da kom en Ungersvend
Med høi og mandig Pande,
|: Med Styrkens Gjord om Lænd; :|
Han favnede den unge Mø,
Og kyssed hendes Læber
|: Alt ved den blanke Sø. :|
Da Tungens Baand blev løst,
Og som de høie Musers
|: Sig hæved hendes Røst; :|
Men han, som endte hendes Savn,
Han sidder her iblandt os,
|: Og Adam er hans Navn! :|
Hil dig, Du Mø i Nord! —
Nu klinger høit Din Stemme.
|: I Aandens Folkechor. :|
Og han, som Ordets Væld Dig gav,
Som fjerne Aanders Fader
|: Skal prises i sin Grav! :|
III.
En Thevise.
Paa en Moders Fødselsdag.
Hvor hyggelig er Stuen ei,
Naar Themaskinen snurrer,
Og naar lig Duerne i Mai
Den venlig for os kurrer!
Ret som Maskinen, naar i Sus
Og Damp paa Bord den blinker,
Saa er det kjære Fædrehus,
Som tidt os sammen vinker.
Og, hvis I ei ad mig vil lee, —
Hvor svært det end kan falde,
Jeg vise skal i en Kop The
Et Billed af os Alle.
Den gode The vor Fader er,
Som Navn har Drikken givet.
Og Sukkret er vor Mutter her,
Som ham forsøder Livet.
Men Stoffet med det hvide Skjær,
Som begge mildt forbinder,
Det er de vakkre Børn, som her
I Kreds man samlet finder;
Hvad fostret blev med Mælk engang,
Maa sagtens bringe Fløde:
Og vi forene ved vor Sang
Det Stærke med det Søde.
Nu nærer jeg det høie Mod,
At den, som haver Nemme,
Indseer, der laves kan en god
Kop The af os herhjemme.
Jeg, som lod Harpens Strenge slaae, —
Det var dog reent forbandet,
Om Nogen skulde falde paa
At ligne mig med Vandet.
Af denne Undersøgelse
Som Resultat vi sætte:
Alt Kjød i dette Huus er The,
Og for det Andet dette:
At uden Sukker var det dødt
Med alle Husets Goder,
Og skal vi sige noget Sødt,
Saa — nævne vi: vor Moder!
Ja, Sukkret fremfor Alt idag,
Skal holdes høit i Ære.
Gid os og Alle til Behag,
Det længe maa florere!
At ønske Sukkrets Told sat ned,
Ei nytter her i Visen:
Hver Dag dog ved vor Kjærlighed
Det stige vil i Prisen!