Unge Pige, hvorfor iler du saa heftig frem?
Venter dig en Elskers Favntag i dit stille Hjem?
Venter dig en elsket Moder, strakt paa Leiet ned?
Føre dig til Fest og Jubel dine lette Fjed?
Hvorfor strækker du blandt Mængden dine Arme smaa?
Er det Brudepyntens Smykker, som du skjærmer saa?
O, nu seer jeg, hvad du bærer, er en Burbonkrands;
Og nu veed jeg, hvad der volder dine Øines Glands!
Denne Krands med hvide Blomsters sørgelige Skin
Er det sidste hellige Offer af et kjærligt Sind.
Paa din Faders sorte Kiste skal den lægges ned;
Den skal hvile paa et Hjerte, som — maaskee — har Fred.
Den skal hvile paa et Hjerte, som med Ungdomsmod
Søgte Livet, for at finde Køling for sit Blod.
Den skal hvile paa et Hjerte, som har jublet vildt,
Paa et Øie, som har tindret elskovsfuldt og vildt.
Den skal hvile paa et Hjerte, sødt af Haab berust,
Som af Skuffelse og bitter Sorg blev sønderknust,
Som udmattet, efter Stormen, fandt den sidste Havn
I en trofast Hustrus Arme, i en Datters Favn.
Som det sidste Suk af Sjælen, der har Alt forlist,
Skal den følge med til Gravens Skjød som venter hist.
Den skal tage mod det sidste Glimt af Øine blaae,
Den skal sænkes ned i Jorden, smuldre og forgaae.
Unge Pige, skynd dig! — seer du, Vognen kjører frem.
Følg kun med den, o du har jo dog nu intet Hjem.
Du skal kastes ud i Livets maanekolde Glands;
Du skal prøve nu, om Verden fletter dig en Krands.