Dengang Hjeronymus var ung, til Rom han emigrerte,
De klassiske Forfattere han der med Flid studerte, —
Dog ei af Hedenskab, men kun for Lærdoms Skat at hitte,
Han talte haant om Bacchus og om Zeus og Aphrodite.
Han var en Christen from og god, i Bøger kun han blader,
For ret sig at uddanne til at vorde Kirkefader.
Han vidste, at i Helveds Ild saa gjerne Satan steger
Den, som ei lever skikkelig, og tidlig Kjødet speger.
Han pinte sig med Faste tidt, og præked høit og fyndig,
At hver en klassisk Gud var død, at Tro paa dem var syndig.
Dog af den salig Gudeflok end Aphrodite leved:
Hvor skrækkelig hun hævned sig, er os berettet blevet.
Han sad en Dag blandt Folket paa Theatrets Marmorbænke,
Og paa et dunkelt Skriftsted hos Sanct Paul han monne tænke.
Da sprang en Dandserinde frem, en ung og deilig Kvinde,
Halvnøgen lod for Publikum sin Skjønheds Sol hun skinne.
En saare kunstig Dands hun nu til Fløitens Klang opførte,
Og forhen skjulte Ynder ved hver Bøining hun afslørte.
Snart sprang hun frem saa kjækt, og snart sig skjulte bly med Haaret:
Hvergang som af en Amorspiil Hjeronymus blev saaret.
Snart blotted hun det hvide Bryst, og snart hun Benet viste:
Ved hvert et Spring Hjeronymus lidt af sin Ro forliste.
Han gik derfra med Længsler fyldt, saa brændende, saa ømme;
Han pidsked sig, men naar han sov, — hun dandsed i hans Drømme.
Han reiste bort til Bethlehem og Biblen oversatte,
Ved hvert et Vers hun lokked ham med sine Skjønhedsskatte.
I Palæstinas Ørken han for Mennesker sig dulgte,
Men Dandserindens Skikkelse selv derhen ham forfulgte.
Som Eremit, blandt vilde Dyr, han prøved Nød og Farer, —
Hun dandsed mellem Linierne, naar han skrev Kommentarer.
Han slog sit Bryst med store Steen, saa knap han kunde sandse,
Dog glemte han den Jomfru ei, som han i Rom saae dandse.
Af Bjergets Snee og Markens Torn han redte sig et Leie,
Men, naar han nøgen laa derpaa, for Kjødet ret at spege, —
Den skjønne Dandserinde kom, og — hvilte ved hans Side:
Ak, hellige Hjeronymus, hvad du har maatte lide!