P.L. Møller (1814–65)

Det Kobberstik, hvorefter ovenstaaende Udsigt over Esrom Sø er kopieret, faldt mig fornylig ved et Tilfælde i Hænderne, og fremkaldte pludselig den længe slumrende Erindring om en Ungdomsven, hvis Minde jeg stundom har tænkt paa at hellige nogle Blade. Jeg tilbragte engang i Selskab med ham nogle uforglemmelige Dage i denne Egn; og Efterklangen heraf og af den freidige, sorgløse Ungdom, hvori vi begge da befandt os, vakte et Chor af forsvundne Stemninger, og gav dette lille Billede for mig en vidunderlig yndig Tone, en baade livsglad og vemodig Skjønhed, som det rimeligvis slet ikke har for Andre.

        Han var jævnaldrende med mig, det vil sige, vi vare begge en 18—19 Aar, da vi gjorde Bekjendtskab. Han var temmelig høi og velbygget, langt fra at være smuk, men der var i hans Ansigt og Øine et ualmindeligt Liv, og tidt en eiendommelig Jovialitet, der maaskee forekom mig dobbelt tiltrækkende, fordi han til andre Tider var melankolsk, eller som man i de Aar kalder det, i slet Humor. Skjøndt han ingenlunde havde udmærket sig ved sin Examen, var han dog meer end almindelig begavet, og havde mere Aand og poetisk Sands, men tillige mere Livserfaring, end en ung Student pleier at medbringe til Hovedstaden. Hans kraftige, lidenskabelige Natur gav sig jævnlig Luft i en djærv Lystighed, noget „Forsorent,“ som frastødte Mange, men netop drog mig til ham, da jeg bag dette Ydre anede et varmt og rigt Gemyt. Naar han saaledes stod foran En, med det brunladne Ansigt, det lyse stride Haar og den trodsige Nakke, der syntes at udfordre hele Verden, forekom han mig altid at ligne en arabisk Hingst, ja han havde virkelig, hvad man hos Heste kalder Reisning. Saa vild og overgiven han var, naar ikke Dæmonerne hjemsøgte ham, saa ærlig og trofast en Sjæl var han i alvorlige Forholde, dertil modig som en Beduin, aldrig forknyt for at vove Pelsen, naar det derpaa kom an.

        Vi vare begge i den Periode, som de Fleste vel have gjennemgaaet, da man sværmer for Venskabet, det uegennyttige, ideale, ungdommelige Venskab, der ofte er ligesaa skjønt som Kjærligheden, og altid mindre farligt at hengive sig til. Hvo har ikke kjendt den Tid, da man enten har været forelsket, og vel eller ilde overstaaet denne Ungdomsepidemi, eller endnu har den tilbage? da kaster man ofte sit Hjertes hele Fylde paa en Yngling, som Tilfældet fører En imøde, man søger ham med instinktmæssig Higen, betroer ham Alt, hendriver den meste-Tid i hans Selskab, og elsker ham med en Lidenskab, ja med en Jalousi, som man først senere bliver sig bevidst. Saa hænder det undertiden, at man langt om længe gjenseer en saadan Ven som Embedsmand og Familiefader. Man iler ham imøde med udbredte Arme og straalende Øine, man hilser ham med et Haandtryk varmt af de varme Aars Erindringer; og da — kan det vel indtræffe, at Manden har ondt ved at kjende En, at han studser ved den megen Artighed, at han ikke erindrer sig anden Gjeld her i Verden, end den at sørge for Kone og Børn, og at hans Forretninger aldeles ikke tillade ham at opfriske den Tid, da de to Venner drak Dus, og troede hver for sig, at deres Hengivenhed maatte trodse Tid og Adskillelse. Da vil den, som erindrer, maaskee blive lidt flau og fattig tilmode, han hører taus paa Vennens Beretning om sin Forfatning, Indtægter, Udsigter o. s. v., og føler at have begaaet en Daarskab. Og dog — leve Daarskaben! leve Venskabet og Kjærligheden, Ungdommens ubegrændsede Følelser og urimelige Haab! — thi for disse Daarskaber er det dog værdt at leve.

        Jeg for min Part erindrer endnu, at der i hin Periode var ikke mindre end tre — Mandspersoner, som jeg saaledes havde forgabet mig i, som jeg kunde have offret mit Hjerteblod, som staae for min Erindring hver i sit coulørte Lys, og som for længe siden ere forsvundne af min Synskreds. En af dem var han, jeg her taler om.

        Hvis jeg ikke husker feil, skriver vort første Sammenstød sig fra Exerceerhuset i Gothersgade, hvor de unge Musesønner indvies i Krigens Sysler. Det var en rigtig kjedelig Tid. Jeg havde forgjæves haabet at blive fritaget for Tjenesten, og da jeg halvt af Trods ikke kunde beslutte mig til at anskaffe Uniform, gik jeg i de tre Uger, Skolen varede, hver Dag til min egen store Ærgrelse igjennem Gaderne i min jydske Frakke med Musketten paa Nakken. Den eneste Behagelighed ved denne Campagne var den halve Times Hvil, da man flokkedes om Marketenderens Bord, hvor navnlig jeg lagde Grunden til et Venskab med Sukkerkringlerne fra Bageren i Møntergaden, som har vedligeholdt sig til Dato med uforandret Varme fra begge Sider. Den Section, hvortil jeg hørte, blev exerceret af en Underofficier, som ingenlunde var streng i Tjenesten, og satte meget mindre Pris paa Subordinationen, end paa at lade sig traktere med Snapse af sine Undergivne. Følgen heraf var, at vor Section ved Mønstringen uden Sammenligning stod sig slettest, og kun med Nød og Neppe slap for at udholde et nyt Cursus. Til denne Section hørte nu ogsaa han, som jeg herefter vil kalde Janus. Hans virkelige Fornavn fik jeg tilfældigvis aldrig at vide, eller det er gaaet mig af Minde.

        Han udmærkede sig snart som den største Spilopmager af os Alle, og var ligesaa ufortrøden til at traktere Underofficieren med Snapse, som uudtømmelig i at finde paa smaa Gavtyvestreger. Skjøndt han ikke stod i Anseelse for sine Kundskaber, gav hans Livsmodenhed, og jeg kunde sige, begyndende Livslede, ham en Overvægt, der er uimodstaaelig for de uerfarne Gemytter. Der gik ingen Dag forbi, uden at han jo fik os forført til den aabenbareste Insubordination; naar der kommanderedes „Geveer ved Foden,“ præsenterede vi, naar vi skulde ligeud, gjorde vi heltomkring, naar vi skulde gjøre Holdt, løb vi Storm, og borede de fældede Bajonetter ind i Væggen. Ethvert i en Militærskole for Studenter muligt Oprør bragte han i Udførelse, selv gjorde han det allergalest, og jeg kan endnu høre hans overgivne Latter, naar han havde frembragt en fuldstændig Forvirring, der ofte steg til en Art Tarantelfeber, og udbredte sin Smitte til vore Nabosectioner. Naar saa den inspicerende Kaptain ude af sig selv af Harme kom styrtende, præsenterede han med den pudserligste ironiske Mine, medens denne udgød sig i alle mulige Interjectioner af militært Raseri.

        Det næste Sted, vi mødtes, var ved et stort Rusgilde, en rig Aagerkarl gjorde af Glæde over, at det endelig var lykkedes hans Søn at blive Student. Beværtningen var god, Punschen stærk, og som Følge heraf drak vi naturligvis alle Dus og bleve naturligvis alle berusede.

        Et tredie Sted, hvor vi og et Par andre „Russer“ jævnlig kom sammen, var hos en Manuduktør i Mathematik; det var en skikkelig Mand, og hvad han foredrog, syntes at være meget klart for ham selv, kun ikke for os, som skulde have Gavn deraf. Som Følge af den Anstrængelse, det koster med Opmærksomhed at høre paa Noget, man ikke forstaaer et Ord af, hændte det sædvanlig, at vi faldt i Søvn. Det Eneste, der da holdt os vaagne, var at Janus ofte afbrød Undervisningen med Beretninger om sine seneste Gade- og Nattebedrifter, hvortil Manuduktøren lyttede, som om der aabnedes ham en heel ny og ukjendt Verden. Eller ogsaa begyndte han pludselig at gjøre den ustyrligste Støi og Commers, og drive det mest forvildede Gjækkeri med den skikkelige Mand, hvilket tilsidst gik saa vidt, at denne maatte jage ham bort som aldeles uforbederlig. Vi Andre bevarede derimod Janus i taknemlig Erindring, og Timerne bleve efter hans Bortgang aldeles utaalelige.

        Nu hengik et Aarstid, hvori Janus ganske lagde Bøgerne paa Hylden, og førte, hvad man kalder et temmeligt vildt Liv. Han var af velhavende Familie og, skjøndt han stadig var brouilleret med den, havde han dog altid Penge, hvorimod jeg, der aldeles manglede Remisser, levede meget stille og ærbart i alle Maader. Vi saaes nu kun en Gang imellem paa Gaden, saa trak han mig gjerne hjem med sig, og Sjældenheden af vore Sammenkomster gav dem en forhøiet Inderlighed. Jeg beundrede og misundte i mit Hjerte den poetiske Livsfylde, der udtalte sig af hele hans Væsen, og den af Lidenskaben beaandede Veltalenhed, som han havde forud for mig. Han blev mig dobbelt interessant ved hyppige Glimt af et virkeligt Humor, ved et vist Anstrøg af trodsig Foragt for det prosaiske Livs Smaaligheder. Med spændt Opmærksomhed lyttede jeg til, naar han fortalte om sine dristige Jagtture og Fruentimmereventyr, medens der dog stundom opstod en smertelig Forudfølelse hos mig af, at en oprindelig ædel Natur mulig i ham vilde forfeile sit Maal. Jeg, som endnu næppe havde affyret et Gevær, og som tabte Mælet, naar jeg befandt mig vis-à-vis med et Fruentimmer, interesserede maaskee netop ham ved mit pigeagtige Væsen, som en Gjenklang fra den Periode, han forlængst var kommen ud over.

        Omtrent ved denne Tid var det, vi gjorde en temmelig vidtløftig Fodtur sammen gjennem det nordlige Sjælland, og saaledes ogsaa tilbragte nogle Dage i Skovene omkring Esrom Sø. Paa denne Vandring lærte jeg naturligvis nærmere at kjende ham, og derpaa fulgte en stadigere og fortroligere Omgang. Anledningen hertil var følgende.

        Som jeg en Middag gaaer hjem fra Forelæsningerne med mine Hefter under Armen, bliver jeg tiltalt af en Mand med et ærligt, godmodigt Ansigt, som i en fremmed Dialekt spørger om Veien til Universitetet. Det var en Svensker, hvad jeg dog først erfarede af ham selv, thi jeg var da endnu ung, og forstod ikke at skjelne mellem Svensk og Norsk. Den skandinaviske Idee var efter vore moderne Skandinavisters Mening dengang endnu ikke født, (det var nemlig i Aaret 1834), den førte i alt Fald da et mere jomfrueligt Liv, den var ikke bleven politisk fashionable, ikke bleven trivialiseret i Blade og Spiseselskaber. Men den var maaskee derfor ikke mindre levende — hos Enhver, der kjendte Oehlenschlægers og Grundtvigs Skrifter, og jeg er endnu i dette Øieblik tilbøielig til at troe, den fremmes bedre ved disse, end ved en Journaldeklamation eller en Svir paa Skydebanen. Idetmindste maa jeg for min Part tilstaae, at jeg dengang var meget ivrigere Skandinav, end nu.

        Som Følge heraf lod jeg mig ikke nøie med at opfylde hans Ønske, men spurgte i ungdommelig Begeistring, om jeg ikke i andre Henseender maatte være ham til Tjeneste under hans Ophold her. Han svarede meget oprigtig, at hans letsindig behandlede Finantser nødte ham til hurtig at vende hjem. Jeg saae mig just i Stand til at tilbyde ham Logis hos mig, og da jeg vidste, at Janus baade kunde skaffe Penge og havde Hjerte til at bruge dem, foreslog jeg ham at forlænge Opholdet.

        Det første Studenteraar! — Lykkelige, sorgløse Tid, da vi leve som Lilierne paa Marken, og ikke tænke paa den Dag imorgen, og vente, at den himmelske Fader skal føde og klæde os, hvilket dog ikke altid gaaer i Opfyldelse! Hvor gladelig spilder man ikke da den gyldne Tid med i hele udslagne Dage at træffe om som Veiviser for en Fremmed, fra Fredriksberg til Rosenborg, fra Kunstkammeret og det nordiske Museum til Theatret o. s. v. o. s. v.

        Saa gjorde da jeg med min svenske Magister; Ekenberg hed han, den skikkelige Fyr — (han skal siden have faaet sig et ganske fedt Præstekald, men jeg tænker dog ikke, han derfor har glemt de Dage, han levede med os) — og naar jeg var træt af Skandinavismens Byrde, saa maatte Janus holde her, og tage den paa sig, og det gjorde han ogsaa som en brav Karl — Ingen skal sige ham Andet paa — skjøndt han rigtignok omgikkes den gode Magister paa en ganske anden Maade end jeg. Jeg tog nemlig Gjæstevenskabet fra en mere seriøs, næsten sentimental Side; Janus derimod behandlede Gjæsten som en gammel Kammerat, havde snart afsløret ham enhver uskyldig Særhed og Keitethed, og yttrede sædvanligvis sin Gemytlighed med en Tilsætning af de overgivneste Drillerier og temmelig profane Løier. Heri fremturede han med stigende Opfindsomhed især da han mærkede, at vor Magister var orthodox Theolog og virkelig let lod sig drille. Dog han blev snart vant hertil, og syntes endog hellere at omgaaes med Janus, end med mig. Thi skjøndt han som de fleste Svenske i Ord og Talemaader viste noget Hang til det Sentimentalmetaphysiske, var han dog ikke blot af den anden Verden, men ogsaa af denne. Og da Janus langt bedre end jeg kunde anvise ham de Steder, hvor denne Verden var at finde, taalte han af Taknemmelighed hans ubundne Tale og ubændige Væsen, og erklærede ham for „Virtuos i det Desperate.“

        En Scene fra de Dage staaer endnu lyslevende for min Erindring. Jeg boede dengang paa Christianshavn, helt ude ved Amagerport. Blandt de mangfoldige halv landlige Figurer, som det Christianshavnske Folkeliv frembringer, og som give det et fra det Kjøbenhavnske saa komplet forskjelligt Præg, at man befinder sig der som i en anden Verden, udmærkede sig en Kone, ualmindelig høi og korpulent, som boede paa Laboratoriet. Hun var temmelig til Aarene, men havde endnu ved Traditionen beholdt det Navn, hun engang i sin blomstrende Ungdom havde erhvervet sig. Hun hed nemlig „Skjøn Ane,“ og kjendtes ikke under andet Navn. Blandt forskjellige nyttige Talenter besad hun ogsaa den Gave at kunne vaage Børn. Da jeg en Aften kommer hjem, — jeg havde om Morgenen overdraget mine Forpligtelser som Gjæsteven til Janus — og træder ind i min Stue, seer jeg Skjøn Ane, staaende med blussende Ansigt og en Byldt under Armen, midt paa Gulvet, og Janus liggende paa Knæ foran hende.

        Hvad betyder dette? — sagde jeg, — hvor er Magisteren?

        „Ti stille, du blondlokkede Achil!“ skreg Janus, „udsend ikke din uendelige Vredes Pile, før Du har hørt mit Forsvar!“

        Jeg maa bemærke, at han kunde huske sin Homer og de andre klassiske Forfattere langt bedre, end de Fleste; og naar Noget satte ham i livlig Bevægelse, pleiede han med en pudserlig Færdighed at indflette homeriske Udtryk og Lignelser i sin Tale.

        „I en Tid,“ vedblev han, „som for et forelsket Dødelig er en Evighed, men som Guderne vilde kalde fem Minuter, har jeg ligget for denne guldlokkede Chryseïs’s Fødder, men hun vil ikke lade sig bøie af mine søde Ord. Hun siger, hun vil gaae, — naar hun faaer fem Mark for disse herligskinnende Burer. Magisteren har det vel, Du vredeblussende Høvding, det haaber jeg idetmindste; han befandt sig saa inderlig lyksalig i et Selskab, hvor jeg førte ham hen, at han, da vi gik derfra, vilde fordøie Nydelsernes Erindring i Eensomhed. Derfor forlod jeg ham paa Østergade, og nu er han maaskee gaaet vildt.“

        „Hvis Du virkelig skjælver for min Vrede, Forræder,“ sagde jeg, idet jeg dog maatte lee ved Situationen, „saa stat øieblikkelig op, og medens jeg søger at forsone den krænkende Dyd, saa drag du ud og opsøg det Klenodie, jeg haver anbetroet til din Varetægt.“

        Næste Dag erfoer jeg, at han havde truffet Magisteren gaaende som i Drømme paa Østergade, hvorhen han efter flere mislykkede Forsøg paa at finde hjem, var vendt tilbage; og da det var forsilde til at komme ind hos mig, havde han taget ham med til sit eget Logis.

        Efterat vor Gjæst nu saa temmelig var indviet i de Kjøbenhavnske Fornøielsesmysterier, tænkte han paa at komme hjem, og da han, skjøndt han ofte indløb til Satire, virkelig var et flinkt og aabent Gemyt, besluttede han, for at blive nærmere bekjendt med Sjællands Naturskjønheder, at drage tilfods til Helsingør. Vi grebe da Leiligheden og fulgte med, for ogsaa at see os lidt om.

        Vi forsynede os med en Botaniserkasse og de nødvendige Penge for en otte Dage, jeg blev udnævnt til Kassemester, og vi vare enige om ikke at forhaste os, eller følge nogen fast Plan, men overlade Alt til Øieblikkets Indskydelser, og slaae os til Ro efter Behag, hvor vi maatte befinde os vel. Janus havde ikke før seet nogen rigtig Skovnatur, og allerede Egnen om Frederiksborg, hvor vi „laa qvar“ et Par Dage, Slottet og Søen, hvor vi fiskede i en maanesklar Nat, satte ham i et Perlehumør, og gav ofte hans Lystighed et næsten dithyrambisk Sving. Dette tiltog endmere, da vi vandrede til Fredensborg gjennem de frodige Enge og vidtløftige Skove, hvor vi undertiden adskiltes, gik vildt, og atter mødtes efter forskjellige Eventyr.

        Men da vi naaede til det skjønneste Strøg, hvor Skoven af og til aabner sig, og Esromsøen, lig en yndig Kokette, kun fremviser flygtige Glimt af sin smilende Skjønhed, for atter at tilsløre den, — da blev han rent ustyrlig og ellevild. Vel var Magisteren „ganska förtjust,“ men det var ikke Noget imod Janus. Aldrig har jeg seet Mennesket saa glad, han jublede og græd som et Barn, tog os om Halsen, sprang Buk over os, og improviserede i sit homeriske Sprog. Undertiden satte han sig paa en Stub og forsøgte at nedskrive sine lyriske Udbrud i poetisk Form; men han opgav det gjerne i samme Øieblik, og hans utaalmodige Natur syntes ogsaa mere at henvise ham til den mundtlige Poesi.

        „Seer I,“ sagde han engang, da vi stode paa en Høi i „Holtet,“ hvorfra man oversaae Søens stille sølvblanke Flade, med det lille Færgehuus paa den ene Side og Tagene i Nøddebo paa den anden: „seer I det vinfarvede Hav, der bugter sig idyllisk mellem hiin skovbevoxede phæakiske Høie? Det er F— fløite mig det Yndigste, jeg med mine vidtomspeidende Øine har seet. Her under Dulichions høitkneisende Træer skulde det fryde mit kjære Hjerte at bygge en lavtømret Hytte (hvis jeg havde Raad dertil), og i den velbygte, bugede Snække at befare de skjønthenrullende Bølger, og med den fjerntrummende Flint at forfølge det rapfodede Vildt! Ja, ved Zeus! her er dog endnu skjønnere end i det urtebegroede Indelukke ved Fredriksborg, hvor jeg indhentede den yndighoppende, loftopskiltrede Dryade, (som de usle Hverdagsmennesker vilde kaldet en Bondepige) og bedaarede hende med de honningsødeste Ord!“

        Og saaledes blev han næsten uafladelig ved, medens vi drev om her et Par Dage i det fuldkomneste Farniente, sladdrede med Bønderne, satte over Søen paa Kryds og Tværs, badede os og levede af Smørrebrød, Mælk og Skovens Bær. Ja, vi levede virkelig som rene Naturbørn, vi generte os i alle Henseender saa lidt som muligt, naar Varmen trykkede os, trak vi Kjolerne af, ja Magisteren vandrede endog ofte barbenet, medens Janus satte hans „herligknudrede Smalbeen“ og hans „vidtomskuende Fodblad“ i Hexametre. Vi levede saa lykkelig i de Dage, frie for Regninger og alle prosaiske Sorger, Plager og Pligter, vi levede som de brægende Lam, som Skovplanterne, — ja, ogsaa vi vare i Arkadien!

        Endelig naaede vi da med vor Svensker til Helsingør, og toge en hjertelig Afsked med ham ved Bryggen. Han kunde ikke finde Ord til at udtrykke sine Følelser. Janus sparede ham Uleiligheden. Han omfavnede ham, saa han skreg høit derved, men Janus blev ved at klemme ham og sagde: „Ligervis som den deiligkrøllede Nymfe Kalypso saare ugjerne slap den raadsnilde Odyssevs, ligesaa ugjerne slippe vi Dig, Du vidtomflakkende Magister, skjøndt Du i mange Maader er et Vagbeest. Vi have hædret Dig med bevingede Ord, og givet Dig Brød og Vand og den rødlige Viindrik, at Du ei skal forgaae af Hunger inden Guderne forunde Dig at naae til din kjære Hjemstavn. Ikke vil jeg formene Dig at skrive os til, om Du nages af hjertefortærende Længsel, dog maa Du selv betale Portoen.“ — Og saa reiste han da.

        Janus, der hidtil havde været yderst beskeden i sine Nydelser, fik pludselig det Indfald at tage Revanche. Han begyndte at leve flot paa Gjæstgivergaarden, han krævede ind som om vi vare Kapitalister, det Bedste, der kunde faaes, og naar jeg kom med Modforestillinger, gjorde han sig rasende. Følgen var, at da vi Dagen efter skulde afsted, maatte jeg blive fire Skilling skyldig paa Regningen. Jeg foreslog nu at gaae hjem ad Strandveien, hvor man lettest kunde vente at komme med en Vogn, og saaledes undgaae den truende Hungersnød. Men derpaa var ei at tænke, han vilde partout tilbage til Esromsøen.

        „Denne Plet,“ deklamerede han paa Latin efter Horats, „tilsmiler mig ene fremfor alle,“ og da jeg, for om muligt at fordele hans Lidenskab, uden hans Vidende førte ham gjennem den skjønne Egn ved Gurre, hvis Slotsruiner unægtelig ikke have meget Tillokkende, havde det kun den Virkning, at han i Kong Valdemars bekjendte Ord fandt et nyt Udtryk for sin Kjærlighed til Esromskovene. Havde Klosteret der endnu været i Aktivitet, vilde han upaatvivlelig ladet sig engagere som Munk.

        Endelig kom vi da dertil. Han hilste disse Skove som Elskeren sit Hjertes Dronning efter en længselsfuld Adskillelse. Dog syntes hans dithyrambiske Ild at brænde mattere som naturlig Følge af den langvarige Mangel paa Næringsmidler. Imidlertid gav han sig til at drive om efter Udsigter, uden at tænke paa den bedrøvelige Udsigt, vor Kasses Status bebudede, og da han tilsidst havde fundet et særdeles yndigt Sted, hvorfra Søen tog sig fortrinlig ud, lagde han sig i al Mag ned i Græsset, hensunk i Drømmerier og lod til ikke at ville staae op. Det var aabenbart, han var betaget af en Art fix Idee, han var formelig forelsket i denne Sø.

        Tilsidst udbrød jeg: „Janus, der er ikke Meer i Kassen.“

        „Hvad er det Du siger?“ skreg han, idet han dreiede sig om til mig paa Albuen, „Du blondlokkede Yngling, Du de blaaøiede Musers ikke mindre blaaøiede Fostersøn! hvilket ubesindigt Ord undslap gjennem dine Tænders Gjærde?“

        Dette var det sidste klassiske Udbrud, jeg hørte af ham paa denne Tur; thi da han ikke var at formaae til at staae op og følge med, sagde jeg ham kort og godt, at jeg ikke vilde blive her længer, og vi skiltes. Silde paa Aftenen naaede jeg til Klampenborg, besteg paa Lykke og Fromme en Kaffemølle, og kom paa Kredit til Kjøbenhavn. Heldigvis traf jeg i Nærheden af Nørreport en Bekjendt, som hjalp mig med et Laan til at klarere Kudsken.

        Næste Dag gik jeg hen, hvor Janus boede, men hans Værtinde havde endnu ikke seet noget til ham. Da jeg silde paa Aftenen kom igjen, var han endelig arriveret. Han var tilsyneladende i godt Humør, dog var der i hans Lystighed noget mere Forstyrret og Adspredt, end ellers. Han fortalte, at han kort efter min Bortgang var falden i Søvn, og havde havt den deiligste Drøm i sit Liv.

        „Søens stille Speil havde pludselig begyndt at skumme, og af de oprørte Bølger var Esromsøen fremstegen i en prægtig Baad med et Følge af unge Najader. Hun havde nærmet sig og lagt sin Haand paa hans Pande, Skovens Træer vare ærbødig vegne tilbage, og de unge Piger havde stillet sig i en Kreds og sunget:

Feens Haand havde trykket stærkere og stærkere paa hans Pande, det var som hun vaklede og med det ene Knæ berørte Græsset. Hendes Arm gled ned om hans Hals, og han følte sig gjennembævet af en uhyre Varme, han smeltede hen i en Salighed, som han aldrig havde følt eller tænkt sig. Da aabnede Søen atter sin Flade, et glimrende Pallads steg frem og gled majestætisk hen ad Bølgerne; da det nærmede sig Stranden, viste sig mellem Træerne en Skare grønne Jægere med Geværer og Jagttasker, de grebe hver en af de syngende Najader og forsvandt med dem alle. Palladset kom nærmere og nærmere, det hævede sig op og sank i al sin Glands og Herlighed ned over de to Tilbageblevne. Væggene og Søilerne vare gjennemsigtige som Chrystal, men snart forekom det ham, at dette Chrystal kun var Is; Rødmen forsvandt af Feens Kinder, hendes Gevandt blev til en gjennemsigtig Ishinde, og derunder saae han hende selv, stiv og bleg som en af Statuerne i Fredensborghave. Han syntes, at han selv ogsaa blev til Is, langsomt gled den isnende Magt gjennem hans Lemmer; men da den endelig nærmede sig hans Hjerte, havde han samlet hele sin slumrende Villies Kraft for at staae imod, og derved var han vaagnet. Duggen faldt, det var bleven Aften, han rystede af Kulde, halv bevidstløs stod han op, og løb af alle Kræfter lige ind i Skoven. Han troede endnu hist og her mellem Træerne at see et Glimt af de unge Piger, som lode sig bortføre af Jægerne, og høre deres forelskede Hvisken.“

        Hiin Drøm havde gjort et dybere Indtryk paa ham, end han selv vilde tilstaae; han fortalte den imidlertid ikke som jeg her har gjort det, men paa sin sædvanlige lystige, satyragtige Maneer, idet han stadig oplivede Fortællingen med sine homeriske Billeder og Tillægsord: „Utallige stivhalsede Gjedder og lethoppende Aborrer havde dandset med Finnernes vimse Kast i Furen af Esromfeens Baad, og nappet hendes Najader i de nydelig dreiede Ankler; ja, ved alle Arter af Udødelige,“ sagde han, „ved Loke, hiin oldnordiske Don Juan, og ved den gyldne Aphrodite, som ogsaa kom op af vaaget Vand! — havde jeg hende igjen, dette skjøntombæltede Kvindfolk, og kunde faae hende godt tøet op, da skulde hun være min første Sultaninde; thi i Sandhed hun overgik langt i Reisning og Faurhed baade Camilla og Mine, og Klosterstrædets Aspasia og den høibarmede Stine, der allene kan lignes ved

Efter at have gjennemstreifet Skoven den hele Nat, opjaget nogle Harer og Daadyr, og løbet Panden mod adskillige Træer, var han hen ad Morgenstunden kommen ud til en Vei, som førte til Hirschholm. Her havde Søen, Kirken, som har arvet det gamle Slots Plads paa Øen, og de selsom melankolske Omgivelser, fængslet ham og nedsænket ham i nye Drømmerier; det forekom ham, at Drømmegestalten fra Esromsø smeltede sammen med de Portræter, man har af Caroline Mathilde, han hørte Jagthorn og Hundegram, og deriblandt sin egen Røst:

Da havde endelig en ulidelig Hunger og Tørst revet ham afsted, han var kommen til Dyrehaven, havde omgaaet den paa tre Kanter uden at finde en Indgang. Endelig var han krøbet ind gjennem en Aabning i Gjærdet, men kunde ikke orientere sig. Han havde kastet sig som et vildt Dyr ned paa Jorden, i Fortvivlelsen oprevet det frodige Græs og fortæret det med Graadighed. Han havde befundet sig saavel derved, at man skulde troe, han virkelig havde en Hestemave. Tilsidst havde han opdaget en befærdet Vei, hvor han befandt sig mellem Eremitagen og „Bakken,“ og var saa uden videre Modgang kommen hjem.

        Fra den Tid antog hans Lystighed jævnlig en aldeles overstadig, ofte konvulsivisk Charakteer, men ogsaa hans mørke Stemninger overvældede ham hyppigere end før, og stege snart til den sorteste Melankoli. Undertiden talte han da pludselig blødt og bevæget om Egnene ved Esrom, han gjenkaldte sig med et underligt Vemod enhver ubetydelig Omstændighed fra de Dage, vi tilbragte der, og hans Længsel efter disse Steder yttrede sig ofte saa stærkt og besynderlig, at den ikke saae ud som en Gemytstilstand, men snarere som en magnetisk Natursympathi. Dog, det Onde, hvoraf han led, havde allerede en ældre og dybere Grund, det var kun ved denne Leilighed kommen til et afgjørende Udbrud.

        Og hvad var da denne Grund? Maaskee gjætter en og anden Læserinde allerede paa en ulykkelig Kjærlighed. Men jeg vilde ønsket, det ikke havde været Andet; den Sygdom kan man dog i Almindelighed overstaae. Vel var han ingenlunde ufølsom for kvindelig Ynde og Fortræffelighed, og jeg har en Anelse om, at hans Hjerte flere Gange har været saaret af Amors Pile. Især talte han ofte med poetisk Henrykkelse om den yndige Frøken S..., hvorledes han havde roet om med hende paa en af Søerne, i hvis Nærhed Nogen af hans Familie havde et Landsted, og hvorledes han havde lært hende enkelte latinske Talemaader, for at hun hermed kunde brillere blandt de andre Damer, hvis Sprogkundskaber ikke strakte sig saa vidt. Han var uudtømmelig i at beskrive, hvor nydelig det klædte hende, naar hun med junonisk Majestæt havde overrasket Herrerne, som i Mængde sværmede om hende, med det bekjendte Vers af Virgil:

Hende syntes han virkelig at have elsket med Lidenskab; imidlertid var hiin Følelse ikke stærk nok til at betvinge hans excentriske Æresfølelse eller trodsige Charakteer. Det var denne, som havde bragt ham paa en spændt Fod med hans Familie; da han derfor trak sig tilbage fra den, og de Steder, hvor han kunde støde paa dens Medlemmer, saa var ogsaa hermed Leiligheden opgivet til at see hans Tilbedede. Han havde desuden, da han studerede Jura og hyppig forsømte sin Manuduktør, lange Udsigter til en Stilling, hvori han med Anstand kunde fremtræde som Beiler. Men dette havde ingen Andel i hans Fortvivlelse; han betragtede hende kun som en smuk Oase i Livets Ørken, hvor han undertiden lod de oprørske Tanker udhvile. Hans eneste ulykkelige Kjærlighed, som jeg undertiden for Spøg drillede ham med, det var hans Passion for Egnen ved Esromsø. Nei, det var noget ganske Andet end Kjærlighed, som trykkede ham.

        Ofte, naar jeg havde truffet ham forstemt, og foreslog ham at spadsere, gik vi Arm i Arm omkring i afsides Gader til langt ud paa Natten. Han kunde da i hele Timer og med en vidunderlig Veltalenhed ligesom klamre sig fast om den Orm, der gnavede paa hans Tilværelse, beskrive dens Oprindelse, og hvorledes den havde grebet om sig. Saa udgjød han sig i de bittreste Klager over sig selv, indtil det tilsidst endte med en fuldkommen Trøstløshed. Og hvad var saa det Hele? ikke Andet, end hvad tusinde Andre glide hen over med den største Rolighed af Verden.

        Han havde levet, som man siger, noget lystig, som tusinde Andre, slaget en Svir af, hengivet sig til letsindige Eventyr, og stundom i en vild Kraftfølelse mishandlet og fornægtet sin bedre Natur — som tusinde Andre. Ja han gjorde vel stundom det samme endnu, for at bortjage „Eumeniderne“, som han udtrykte sig, der efter enhver maskeret Retirade rykkede stærkere og stærkere frem. Resultatet af dette Liv, eller hans Maade at betragte det paa, var ikke blot en utaalelig Livslede og Tomhed, men en brændende Anger, der ofte anfaldt ham med en saa uhyre Heftighed, som man vel yderst sjelden seer det i vore Dage, hvor man ellers saa bekvemt veed at bortreflektere Alt. Tvertimod unge Mænds sædvanlige Viis, vendte han, uden at høre paa nogen Trøst, bestandig tilbage til sin tabte Uskyldighedstilstand, og betragtede sig som den største Synder mod Gud og Menneskene. Disse Forestillinger syntes især at have vundet Styrke under vort Ophold ved Esrom, Bevidstheden om et stille uskyldigt Livs Lyksalighed havde grebet ham her med en næsten dæmonisk Magt; derfor længtes han uafladelig efter denne idylliske Egn, og paastod, han aldrig, siden han forlod sit Hjem og sin Moder, havde været saa lykkelig som her. Ogsaa var han midt i Udskeielsernes Hvirvel, i Grunden et naivt og barnlig-reent Gemyt. Paa disse Felttog mod sin egen Ro, var han naturligvis ikke alene; han havde en Hær af Bundsforvandte, som jeg dog sjelden saae Noget til; thi han opsøgte dem kun, naar Bersærkergangen kom over ham. Ofte, naar de feirede deres Orgier, skete det da, at han pludselig sprang op, og skreg: „jeg hader jer Alle, jeg foragter jer, og jeg foragter mig selv, fordi jeg er i Eders Selskab.“ Derpaa stormede han hjem til sit Logis, hvor han saa indesluttede sig nogen Tid, for atter at lade sig martre af de ubønhørlige Eumenider og hengive sig til den trøstløse Anger. Og dog kunde jeg næsten beedige, at han aldrig havde begaaet noget egentlig Forbrydende, at han ingensinde har havt anden Skyld paa sin Samvittighed, end de almindelige Ungdomsdaarskaber, som vore andægtigste Præster og de mest ansete Mænd over hele Landet, have tilladt sig uden mindste Skade for Humøret.

        Da han ikke følte Kald til at fordybe sig i noget videnskabeligt Studium, og dog ved den begyndte Bane var fjernet fra anden Beskjæftigelse, kunde han ikke her finde den Trøst og Forsoning, han trængte til. Da jeg viste ham en mere oprigtig Interesse, end den, han var vant til at møde, bidrog min Omgang maaskee undertiden til at adsprede ham, men jeg kunde jo dog ikke opoffre mig til altid at være om ham. Den eneste Udvei, han havde tilbage, var, om det maatte lykkes ham, at hensøge til Religionens Skjød; og virkelig lode enkelte af hans Yttringer formode, at han følte denne Trang, at hans Fortvivlelse vilde føre til en Kamp for at vinde Troen og den evige Naade. Der gik nu et halvt Aars Tid.

        En Dag kommer han op til mig med et usædvanlig oprømt Ansigt. „Er der tilstødt Dig noget Glædeligt?“ spørger jeg.

        „Ja, min Ven! ligesom den bølgende Kornmark, som et Uveir har nedslaget, men som den rosenfingrede Eos atter reiser med frodig kneisende Vipper, saaledes og ikke anderledes reiser sig atter mit børstede Hoved, de slangehaarede, hævngjerrige Eumenider ere flygtede — jeg er bleven Theolog. Allerede har jeg solgt baade Hurtigkarl og Forordningerne, og kjøbt mig Testament og hebraisk Bibel etcetera. Imorgen tager jeg ud paa Landet til en udmærket dygtig og fortræffelig Præst; han skal manuducere mig, og har lovet at gjøre mig færdig paa to Aar. Du faaer mig nu neppe at see, før jeg kommer her ind og tager Attestats. Jeg haaber, jeg skal blive en ganske taalelig Sjælesørger, der maaskee engang kan modtage Dig i min landlige Lyksalighed, og præsentere Dig for en yndig blomstrende Hustru og ditto Unger. Saa skal vi rigtig snakke sammen om gamle Dage. Du kan troe, jeg skal læse som et Asen, for at jeg snart kan blive Præst.“

        „Maaskee i Esrom!“ sagde jeg smilende.

        „Ja, hvem veed?“

        Jeg havde ofte været bekymret for ham, som for en Broder. — Hvor glad jeg var over denne Vending, det pludselig havde taget med ham, behøver jeg ikke at sige. Og saa gik vi ud, og tømte et Bæger af „den guldlodne Viindrik“, som de Dødelige kalde Nierensteiner, paa et lykkeligt Udfald.

        Det kunde vel være et Par Maaneder efter at han var reist, at jeg modtog følgende Brev fra ham:

        Kjære Ven!

        „Iblandt alle de Savn, som mit Ophold her paalægger mig, beklager jeg dog mest den Nødvendighed, der forbyder mig at nyde dit Selskab som før. Men adskilt fra Alt, hvad Verden kalder Adspredelser, som jeg nu er, vil Tanken om, undertiden at blive erindret af Dig, dog stedse være mig en behagelig Nydelse i min Eensomhed. Var det til en Anden end til Dig, jeg skrev, maatte jeg gjøre en Hob Undskyldninger, for at jeg først nu efter saa lang Tid lader høre fra mig; men til Dig behøves slige Talemaader vel neppe, Du veed, at det ikke er af Forsømmelse eller Forglemmelse disse Linier udebleve saa længe. Omendskjøndt det ydre Liv herude henglider den ene Dag ene Dag som den anden, har dog mit indre Liv aldrig været saa roligt eller uforstyrret, og sandelig, det maatte være et meget letsindigt Menneske, der ikke i en saadan Eensomhed og under saadanne Forholde, som dem jeg lever i, kunde komme til alvorlig Betragtning af sig selv, især naar han havde levet et saa verdsligt og forfængeligt Liv, som jeg, og havde en saa trykkende Byrde at bære paa. Og dog priser jeg mig usigelig lykkelig over, at jeg er bleven revet ud deraf og endelig har naaet en Havn, hvor det dog med Guds Bistand var muligt, at jeg kunde blive til et andet og bedre Menneske. Skjøndt jeg ved dette Haab føler en Tilfredshed, der før var mig fremmed, er der dog Noget, som de Fleste vilde ansee for en stor Behagelighed, men som for mig er en daglig Kilde til Plage, nemlig mine Kontubernalers Munterhed, der passer til min sædvanlig alvorlige Stemning, som en Balmusik til at opføres paa en Kirkegaard. Du veed, min Ven! at jeg altid havde brandgule Anskuelser af Verden, og mest, fordi jeg selv havde benyttet den saa galt; det har tidt været nær ved at udarte til Misanthropi, og det er derfor maaskee meget godt, at jeg er nødsaget til at see Mennesker daglig omkring mig, især da de i Grunden alle — ei at tale om vor fortræffelige Lærer — ere meget skikkelige Folk. Alvorligere maa jeg dog blive Dag for Dag, jo mere jeg føler, at der er noget Andet at leve for, end denne Verdens Tant og Forfængelighed, som jeg kun alt for meget før har hengivet mig til med Forglemmelse af alt Bedre. Ogsaa det ydre Liv, jeg fører, bidrager Sit dertil, thi om end de Andre tage i Besøg et eller andet Sted, seer dog næsten Ingen mig, og det skal blive ved saaledes, baade nu og for Fremtiden, vil jeg haabe. Ensomme Spadsereture engang imellem, enkelte smaa Rideture, og om Søndagen Kirkegang, et stort Gode, hvor der er en saa høitbegavet og hjertelig troende Præst, som her, er det Eneste, der gjør smaa bølgeformige Kredse paa mit daglige Livs stille Flade. Mangfoldige Ting vilde jeg fortælle Dig, ifald jeg havde Din Phantasi og Din Evne til at udmale dine Følelsers Lys- og Skyggeside for Andre, men nu maa Du tage Villien for Udførelsen, og for at vise, at Du bærer over med min Skrøbelighed, ret snart og ret udførlig meddele mig, hvad der er mødt Dig siden vi skiltes ad, thi Du veed, at det vil inderlig glæde

        P. S.

        Ret mange Hilsener bedes Du bringe min forrige Værtinde og Døttre, især den Lille, og fortælle hende, at jeg ofte tænker paa hende, da jeg veed, at det vil glæde hende. Du kunde ogsaa gjøre mig en Tjeneste, ved at sige til N..., at han ikke behøver at subskribere for mig paa Lindbergs Bibeloversættelse, som jeg havde anmodet ham om, da jeg kan faae den her hos Præsten. Rimeligvis vil det vare meget længe inden vi sees igjen; thi jeg kommer ikke til Kjøbenhavn, og Du kan vel ingen Fornøielse have af at komme herud. Dog jo længere Skilsmissen er, desto behageligere maa Gjensynet vel ogsaa være, og til den Tid ønsker jeg, at Du maa leve ret vel.“

        Det glædede mig inderlig at see, hvorledes hans stormende Lidenskaber og hans excentriske Phantasi havde lagt sig til Hvile, og syntes at ville udgjære som et Væld af blide Følelser. Jeg tvivlede ikke om, at han jo efter denne Gjæring atter engang vilde fremstaae i sin Kraft, og uden at ængstes af det Forsvundne, gaae Fremtiden freidig imøde. Især frydede det mig, at han saa venlig tænkte paa „den Lille“. Det var en ung Pige, uden kunstig Dannelse og langt fra at være smuk, men en af disse elskelige, bløde Naturer, som synes skabte til Taalmod og Hengivelse, og til at udbrede Fred og Velsignelse i en huslig Kreds. Allerede tidligere havde jeg ofte havt Leilighed til at bemærke hendes umiskjendelige Velvillie for ham; hun var utrættelig i alle de Smaaopmærksomheder, der forsøde Livet for en Logerende; var han syg, pleiede hun ham som en Søster, og naar Nogen dadlede ham, tog hun ham i Forsvar, saa hendes Øine tindrede og hun næsten blev smuk. Han syntes dengang dels ikke ret at sætte Pris paa Alt dette, dels ansaae han sig maaskee for uværdig til at besidde en Plads i et saa uskyldigt kvindeligt Hjerte. Nu derimod forekom det mig ikke utænkeligt, at naar jeg engang i Tidens Løb besøgte ham, jeg da med det samme kunde hilse paa hende.

        Jeg besvarede kort efter hans Brev; men nu gik der vist over et halvt Aar, hvori jeg ikke hørte fra ham. Da træffer jeg tilfældig en fælles Bekjendt paa Gaden, som fortæller mig, at han pludselig har forladt Præsten og er taget hjem til sine Forældre, som boede et andet Sted paa Landet. Anledningen hertil, erfarede jeg, var følgende: Den Guds Mand, som i saa høi Grad havde indtaget hans Hjerte, og udøvet en saa velgjørende Indflydelse paa hans sønderrevne Gemyt, havde forunderlig nok den Grille, at han ikke gjorde sine Pensionærer delagtige i det Troens og Naadens Himmellod, der udgik af hans Mund, uden imod prompte Forudbetaling af det stipulerede Kvartalshonorar. Da Janus’s Kontingent en Gang var udeblevet over Tiden, forandredes hans Opførsel paa den besynderligste Maade, den apostolske Salvelse forsvandt og de opbyggelige Taler omskiftedes til stadige Paamindelser om hurtig at skaffe Penge, eller i modsat Fald søge Veiledning hos en Anden. Janus, der var af et pirreligt og heftigt Gemyt, og stedse havde havt en fiin Følelse for det Noble og den gjensidige Tillid, der bør forudsættes mellem Mænd af Ære, var strax reist hjem, og havde med det Bud, der overbragte Pengene, forlangt sit Tøi tilbage.

        Dette huede mig naturligvis ikke, og det af flere Grunde: 1) kunde denne Skuffelse med Hensyn til en Mand, han i saa høi Grad havde æret, maaskee endnu forøge hans ældre Bekymringer med religiøse Tvivl, og kaste ham tilbage i en Tilstand, der var værre, end den tidligere; 2) havde jeg hørt ymte om en Art Sindssvaghed, der ansaaes for en Familiesygdom, og som maaskee kunde træde ham for Øie og smitte ham; 3) havde han under ingen Omstændigheder godt af Eensomheden. Jeg besluttede ganske alvorlig at reise ud og besøge ham; men, som man nok veed det kan gaae, den ene Anledning til Opsættelse kommer efter den anden, og saaledes trak Tiden ud.

        Saa møder jeg da en Dag igjen den samme Bekjendt paa Gaden. Han seer en Smule betænksom ud, og vi tale om Dit og Dat. „Apropos!“ siger han, „Du har da vel hørt det med Janus?“

        „Hvadfornoget? — Nei, jeg har ikke hørt Noget til ham, siden jeg sidst talte med Dig. Men i næste Uge har jeg tænkt at tage ud og besøge ham; har Du Lyst at gjøre Følgeskab?“

        „Aa nei, det er nok bedst at lade det være.“ „Hvad mener Du, hvorfor skal jeg ikke reise derud?“ spurgte jeg, idet Blodet stemte sig op om Hjertet, thi jeg anede intet Godt. „Hvad har du hørt? hvad tager han sig for?“

        „Aa, Du veed vel, at det ikke altid er rigtig hyggeligt hos hans Familie, og saa gik han gjerne ud paa Jagt tidlig om Morgenen, og kom først hjem seent om Aftenen. Sommetider blev han borte i flere Dage.“

        „Nu, men hvordan havde han det ellers?“

        „Ja, han talte nok ikke gjerne med Nogen, og saa var det engang for noget siden, at han igjen var borte, og saa syntes hans Moder, det varede for længe, og sendte Folkene ud for at lede efter ham; de fandt ham da endelig ogsaa i Utkanten af en Skov, der laa han indenfor Gjærdet med knust Hoved. Ved Siden laa hans affyrede Gevær, og i Jagttasken fandtes en Hare.“

        Deri gjenkjendte jeg min ulykkelige Ven. Endnu engang havde han villet føle sig i sin Kraft, endnu engang med den fjerntrummende Flint indhente det rapfodede Vildt, og derpaa — havde han sagt Verden Farvel.

        Har ingen Anden, saa veed jeg dog Een, der har grædt ved hans Død, og det er „den Lille“. Kort Tid efter døde ogsaa hendes Moder, de to Søstre ere forsvundne, adskilte — Gud veed hvorhen — for at søge Brødet blandt Fremmede, — og saa skal Alt adskilles, hvad her i lykkelige Timer sluttede sig mildt og kjærlig sammen.