En Mand i tyndslidt Frakke; en Luft af Taage fuld —
En Kiste under Armen, lidt Flor om Hattens Pul...
Et Klæde om Hals og Skulder til Stød for den trætte Arm,
Det er den hele Sorgestads, uden Sang og Klokkelarm.
Fast til hans Haand sig klyngende, ved Siden af ham gaaer
En lille grædende Pige, med blonde uredte Haar;
Med Kinden bleg, indfalden af Kummer og daarlig Kost,
Med Træsko, graasprængt Kjole og Hænder røde af Frost.
Faderen iler fremad, med store, hastige Trin,
Hun løber saa godt hun kan, og tørrer saa tidt sin Kind.
Det var det hele Følge, de Frænder fjernt og nær
Kjende jo ei den fattige Mand, som vandrer her.
Moder er alt derude, nu skal hendes lille Dreng
Hvile ved hendes Side i den mørke, kolde Seng.
Ingen slog Sand paa Kisten, og Graven blev klappet til;
Ikke en Sjæl i Verden de Levende trøste vil.
De vandred hjem alene, — de mæled ei et Ord, —
Op ad den smudsige Trappe til Bagsalen, hvor de boer.
Faderen tømmer en Flaske, som staaer i en skummel Krog.
Den Lille tygger en Skorpe og tager sin Lærebog.
Næste Dag i Skolen saa mange Skjend hun faaer.
Hun kunde jo ikke læse et Ord for Graad igaar.