Først naar Mørket falder paa,
Tause Skygger gjennem Haven gaae,
Kommer jeg til Live,
Kan min Sjæl sig rive
Løs fra Støvet, hvor den bunden laa.
Først naar Alt, hvad Aande fik,
Lukket har for Dagens Pragt sit Blik,
Aabner jeg mit Bæger,
Og jeg vederkvæger
Dem, som vaage, med min Himmeldrik.
Naar i Nattens tætte Flor
Hylles hvert Forgængeligheds Spor,
Naar den klare Stjerne
Funkler i det Fjerne,
Spreder jeg min Virak over Jord.
Muserne med Sang og Dands
Svæver i den milde Stjerneglands;
Sangeren dem følger,
Og i Tankens Bølger
Svømmer han med stille, henrykt Sands.
Kølig breder sig en Eng,
Tvende mødes paa den bløde Seng,
Lytte sødt bedøvet
Af min Duft; — i Løvet
Nattergalen slaaer sin Harpes Streng.
Aandeverdenen sin Magt
Mister brat ved Morgenrødens Pragt,
Og, naar Solen stiger,
Bort min Vellugt viger,
Og min Sjæl har sig i Dvale lagt.