P.L. Møller (1814–65)

Hvor Dagen dog er lang! thi først naar Løvet

Sig kruser dunklere paa Mark og Gren,

Da flagre frem de blye, de lette Been,

Naar Vinden ikke længer hvirvler Støvet.

Er Dagen da ei lang? jo jeg har prøvet,

        Fra Solen steg af Badet blank og reen,

        At vente paa en Sommeraften seen;

        Jo, i Taalmodighed jeg har mig øvet. —

Og naar da Intet dulmede min Længsel,

        Og mørk, utilfredsstillet jeg gik hjem,

        Ledsaget kun af Savnet og af Sorgen,

Og Tanken rastløs, fra sit dunkle Fængsel,

        Kun mod den næste Aften higed frem:

        Hvor var da Natten lang til næste Morgen!

Men, naar min skjulte Vandring lod mig møde

        Den ranke Væxt, og Øiets dybe Hav,

        Som Flætningernes milde Skygger gav

        Forhøiet Klarhed; Glædens Straaler gøde

Sig paa min Kind som Pigehænder bløde:

        Som Rankens Friskhed om den tørre Stav,

        Som Liv og Død i Blomster paa en Grav,

        Sødt alle Hjertets Tanker sammenfløde.

Naar blot en Luftning Duften til mig førte

        Af hendes Lokker, mens hun svæved bort,

        Da døde Sukket, Længselen og Klagen.

Saae jeg et Vift af Kjolen, hvis jeg hørte

        Et Fodtrin blot, o, da var Natten kort,

        O, da var Søvnen sød, og let svandt Dagen.

Jeg rev mig løs fra mine Venners Tale,

        Og fulgte Haabets, Anelsernes Røst.

        Den blege Maane glimtede fra Øst,

        Halvmørket jeg min Uro lod husvale.

Stolt hvælved sig de mørkegrønne Sale,

        Og Alt var taust, kun i mit eget Bryst

        Der sad en Fugl, som uden Fred og Trøst

        Af intet Vindpust lulledes i Dvale.

Da lød der Skridt, saa svævende, saa stille,

        Mens Løvet sused om de gamle Ranker, —

        En Gang som Bølger bævende og milde.

Det var — ved Mindet end mit Hjerte banker —

        Hin Fod, saa let sig hævende, saa lille;

        Jeg sank paa Bænken hen i søde Tanker.

Hun vandred, hvor Kastanierne skygged,

        Den høie Væxt, den lette Gang jeg saae,

        Jeg kjendte Dragten klar og himmelblaa,

        Skjøndt Aftnen længst sit mørke Skyslot bygged.

Alt nærmed Skikkelsen sig, skjønhedssmykket;

        Jeg hæved mig, imøde den at gaae,

        Men før mit Øie ret den kunde naae,

        Paa mig to Stjerner Trylleseglet trykked.

Den faure Svanehals sig sagte dreied —

        O, at jeg ei forstod dets tause Ord,

        Det milde Blik, som strax sig monne vende!

O, aned det Alt, hvad jeg overveied! —

        Jeg fulgte disse fine Formers Spor,

        Jeg fulgte dem, og saae, at det var hende.

O ja, jeg veed, jeg veed, at det var hende,

        Hvem jeg min tause Lidenskab i Aar

        Og Dage vied, ja, forvist jeg troer,

        Blandt Tusinde jeg hende skulde kjende.

Og Stemmen, aldrig end jeg hørte denne,

        Dog jeg skal kjende Droslen, naar den slaaer,

        Paa Øinene, hvis Alterkerter Aar

        Og Dage mine Vinger jeg lod brænde.

Men, naar engang min Lykkes Time klinger,

        Vi tale skal som gode gamle Venner

        Om Svanehalsens sagtelige Dreining,

Og meget meer, mens mine brændte Vinger

        Hun læger, og i hvert mit Billed kjender

        Med Fryd sig selv, trods Skygger og Fortegning.

Og dog, hvor kan jeg svage Daare tænke,

        En saadan Time vil for mig oprinde,

        At, om jeg end kan Tankens Syner binde,

        Jeg disse Skjønhedsstraaler skulde lænke?

Og vilde jeg vel, uden dem at krænke

        Til dem mig kunne nærme nogensinde,

        Da kun, naar Dagens stærke Straaler svinde,

        De blye til min Beskuelse sig sænke?

Og vilde disse fine Former ikke,

        Hvis blot et Kys at trykke paa en Flig

        Af deres Klædebon jeg fik i Sinde,

Unddrage sig aldeles mine Blikke,

        Og føres, til en Sky forvandlet, lig

        Ixions Elskte, bort af Æthervinde?

Naar din Skygge svæver

    Sagte bag Gardinet,

    Heftig Attraa hæver

    Gjennem al min Sjæl,

Efter dig at skue

    Nærved, i din Ynde,

    Tolke Dig min Lue

    I et Flammesprog, —

Efter Dig at skjenke

    Al mit Hjertes Rigdom,

    Efter Dig at lænke

    Til min Tankes Maal.

Og jeg vilde strække

    Armene imod Dig,

    Hele Verden lægge

    Ydmyg for Din Fod. —

O, men hver Gang, naar jeg

    Nærved mig Dig skuer,

    Taus og stille staaer jeg

    I Beundring tabt.

Du er Væsnet, født af Tidens Bølge

I mig, som min rette Mulighed.

Jeg er kun et Gjenfærd af mig selv,

Jeg er Skyggen af min tabte Sjæl;

Derfor maa jeg evig, evig følge

Dig, hvorhen Du vender Dine Fjed.

Arabiens golde Sandhav

Sig strækker taust og øde,

Og alle Spirer martres

Af Solens Ild tildøde.

Men, hvor i kølige Nætter

Den tætte Dug sig gyder,

Der grønnes dunkle Skove,

Og Livet rigt frembryder.

Saaledes er mit Indre,

En Ørken, taus og øde,

Hvor himmelsk Dug kun falder,

Naar dine Blik mig møde;

Og naar din Sjæl sin Aande

Sødt mig imøde lufter,

Da som et frugtbart Landskab

Det grønnes og det dufter.

Naar Du i Livet viser

Dig mellem Mænd og Qvinder,

Taust da i Tanken priser

Jeg Dig, som Solen, naar

Den fra de klare Vover

Staaer op bag fjerne Høie,

Og kaster Glandsen over

En flad, tilploiet Mark.

Luk Vindvet op, Du Elskede! —

See, Maanen blank og fri

Paa Himlen staaer, mens Skyerne

Vildt tumle den forbi!

Saa i mit Bryst een Følelse

Udstraaler evig Glands,

Og alle andre tumle sig

Om den i Taagedands.

Den Aand, jeg før med Lyst adlød,

Er segnet syg og mat

Hen paa en Klippepynt, og seer

Ud i den dunkle Nat.

Ja, som Stjernerne, de klare Stjerner,

Tindrende med mystisk Straalespil,

Er de fjerne, ubekjendte Verdner,

Som i unge Aar vor Hu stod til.

Ingen naaer i Natten disse Stjerner,

De forsvinde ved den lyse Dag:

Saa til hine Idealers Verdner

Fast at holde, Kraften er for svag.

Derfor jeg til Jorden nu mig holder,

Derfor her jeg under Løvet gaaer.

Ikke Stjernens Glimt mig Længsel volder,

Ei de svundne, sværmeriske Aar.

Hvad som Maal mig nu paa Vandring vinker

Er kun et Par Øine, milde, blaae, —

Over Søen hist et Lys, som blinker,

Og — selv dette kan jeg ikke naae!

Dig er det, som kunde opfylde min Drøm,

Dig ene min Længsel søgte

I Skovens Skygger, ved Havets Strøm; —

Nu aldrig fra mig Du flygte!

Min bly Sneeklokke med Rosenskjær,

Dit Baand Du løse, og stige

Med mig blandt usynlige Aanders Hær

Over Jordens uklare Rige!

Min Saronsrose, min Lillie pur,

Vank ei hos Blomsternes Bede!

Men bliv som en Fugl i mit Hjertes Bur,

Og byg Din evige Rede!

Min lette Gazel, min frygtsomme Hind,

O fly fra de dunkle Skove, —

Sval mig med Kjærligheds Æthervind

Og dens evig rislende Vove!

Du svulmende Sky, mit Himmeltegn,

Bæv ikke ved Stormens Smerte,

Men kom som en velsignende Regn,

Og læsk mit tørstige Hjerte! —

I Havens høie Skygge,

Hvor vi forleden Aften

Udveksled vore Hjerters dybe Mening,

Hvor, svag mod Elskovskraften,

Du tillod mig at trykke

Dig til mit Bryst i aandig tæt Forening;

Hvor gjennem Rankens Smykke

Hist gløder Lueaften,

Og hvor vemodig-mildt Kastanien flokker

Sin mørke Alvors Fylde

Med lave, muntre Hylde: —

Blandt Astersflor og — dunkelbrune Lokker

Gaaer Du, min Herskerinde,

I yndig Enekamp med kaade Vinde.

Tillad Din unge Slave

I Troskabs kjække Glæde

Som Sekundant sig her imellem lægge! —

Som Skjold han vel tør træde

For denne spæde Have,

Med Arm og Mund dens Blomster ømt bedække.

Høstvindene, de frække,

Min Sommer ei begrave:

For mig — jeg kjender Aarets Vexel ikke —

Er Storm en Vaarvind luftende,

Din Lok en evig duftende

Aurikkel, og Fioler Dine Blikke;

Derfor, min Elskerinde,

Jeg dem beskjermer mod de kaade Vinde.

Det skumrer nu mod Aften,

Længst Dagens Lys sig fjerner. —

See, som fremtryllet ved en Guddoms Aande

Fremstaae de hulde Stjerner, —

Og, stærk ved Guddomskraften

Snart hæver sig den guldslørklædte Nonne,

Som hine stille Terner

Saa stolt og grusomt monne

Med Straalernes havkolde Glands forhaane,

Da rødmer Du blufærdig,

Da flyer med from, elskværdig

Blyhed fra mig min Elskovs fulde Maane:

Da flyer Du, min Veninde,

I Buret sky, som Skovens lette Hinde!

Lad mig hvile, lad mig hvile

I Din Arm, naar Dagen ender,

Tryk med Dine bløde Hænder

Øiet til, og lad det smile,

Lad det smile sødt i Drømme,

Ved Din ømme, ved Din ømme,

Tause Barm!

O bedøv mig, o bedøv mig

Med Din Aandes Duft og Varme!

Tryk mig tæt i Dine Arme,

Og Erindringen berøv mig!

I Dit Favntag, ved Din Stemme,

Lad mig slumre, lad mig glemme,

Glemme Alt! — —

Den grumme Skjebne smiler for at dræbe,

        Paa Skrømt den førte Lykken mig imod,

        Men kun for Alvor Haabet os forlod,

        Da først det havde kysset let vor Læbe.

Og Ingen dog kan Sjæl til Sjæl at klæbe,

        Og elske Ingen dog som vi forstod,

        Og Ingen kunde dog fra Hjertets Rod

        Til mere hellig Enhed sammenstræbe.

Hun kom til mig med falmet Kind; sødt kruset

        Sig Svanedunets Snee om Halsen gød,

        Vemodig Stemmens bløde Bølger sused.

„Farvel, min Ven! vi maae hinanden miste,

        Ak, denne Afsked er min første Død:

        Snart venter mig den længere, den sidste.“

— Hvorfor min Pensel hviler,

Hvorfor jeg Selskab skyer,

Hvorfor jeg ofte iler,

Og ei som forhen smiler —

Og selv mit Hjem jeg flyer;

— Om hun med det klare Øie,

Og med den gyngende Barm,

Som skulde min Hu fornøie,

Og følge mig i det Høie,

Har voldet mig Sorg og Harm;

— Hvorfor ved Midnatstide

Jeg vandrer i Nattens Vind,

Det, Venner, vil I vide:

I veed ei, hvad jeg maa lide,

Og hvad der martrer mit Sind.

De Genier, som i svundne

Tider adlød mit Kald,

Og vinked mig lysomvundne,

De ligge nu slummerbundne

I Dødens Taagedal.

Og jeg, som kunde nyde

Livet i friske Drag,

Og Aandens Syner tyde,

Og dem i Former gyde,

Jeg føler mig mat og svag.

Hun ligned Solen, naar den bryder

En Sommermorgen frem af Nattens Mørke.

Hun ligned Solen, naar den viser

Os Livets fulde Skjønhed og dets Styrke.

Naar blot sit Aasyns Glands hun kasted

En flygtig Stund paa disse dunkle Veie,

Da Livet skjønt endnu mig syntes

Med Ungdomshjertets stolte Haab i Eie.

Om Farvens Magt og Hjertets Fylde

Og Armens Styrke sang de gamle Drømme.

Jeg følte Livet i mig gnistre,

I Nerven slog Magnetens Lynildstrømme.

Hun ligned Solen, naar den rødmer,

Og den profane Jord ei længer taaler:

I Sorgens tause, dybe Bølge

Nedsank, da hun forlod mig, Livets Straaler.

Jeg elsker de skumle Nætter,

Naar Stormen driftig og frisk

Ruster de klynkende Træer,

Driver de vandtunge Skyer

Frem med sin mægtige Pidsk;

Thi hvergang Øiet sig aabner

Under Skyens kulsorte Bryn,

Og hen over Jordens Skygger

Maanen kaster ufølsom

Straalernes flygtige Lyn:

Saa mindes jeg Dig, min Elskte,

Mit Livs allereneste Skat;

Du, som frembrød engang lig

Maanens flygtige Glimt i

Den ensomme, stormende Nat!

Hvor skal jeg finde, af hvor skal jeg faae

Alt det, som jeg har tabt, igjen tilbage?

Det Svundne kan jeg ikke længer naae,

Og Taage hviler over Fremtids Dage.

Hvor skal jeg finde Kjøling for min Ild?

Hvor skal jeg til min Kulde finde Varme?

Hvor skal jeg finde Fred i Striden vild?

Og jeg som Lykken holdt i mine Arme. — —

Og jeg, der kunde hersket som en Gud,

Skal trygle Livet om en flygtig Lindring,

Skal aande Savn i tomme Toner ud,

Som Slave lænket til en død Erindring.

Og jeg som kunde svælget i et Hav

Af Lyst og Harmoni med gode Magter,

Skal hente Livsstof af en evig Grav,

Og Trøst af det, som dybest jeg foragter.

Og jeg, der engang eied Troens Lyn,

Som gjør Mirakler og som flytter Bjerge,

Skal tumles hid og did af Drømmesyn,

Og tæres langsomt hen i Kamp med Dverge.

Jeg vilde see, om Himlen var mig lukt,

Jeg vilde styrte i et Dyb af Slethed,

Men ingen Gud gav Styrke til min Flugt,

Og ingen Djævel bødede paa min Træthed.

O, jeg kan aldrig finde Livets Væld,

Jeg kan ei dø i Skuffelsernes Vrimmel.

Jeg vilde give Helvede min Sjæl

For et Minut i den forsvundne Himmel.

Men der er ei engang et Helveds Kval,

Og ingen Himmel til. Vort Liv paa Jorden

Er kun som Skygger i en Taagedal,

Og der er ingen evig Verdensorden!

Der er et Sagn om Kraken, at den sin uhyre Krop

Stundom af Dybet hæver til Havets Flade op.

Og Seileren flyer med Gru for det underfulde Dyr,

Der som en Ø sig strækker med Bjerge, Skove og Byer.

Og Bølgerne høit sig taarne ved Massens svære Tryk.

Det hedder, en undergaaet Verden den bær paa sin Ryg.

Den drager saa dybt sin Aande, den suger af Solens Glød;

Saa synker den atter tilbage i Havets dybe Skjød.

Mit Bryst er som Havet — stundom dybt fra dets tause Hjem

En undergaaet Verden af Minder hæver sig frem.

Den viser et smilende Landskab, en Bæk, en skyggefuld Lund;

Den synker hurtig tilbage igjen til den tause Grund.

Jeg sad i Toppen af den store Mast,

Mens Nattevinden ruskede i Vanten,

Og oversaae den tause Ørken, fast

Lig Indiens Søn, som rider Elephanten.

Ja som en Ørken Livet for mig laa.

Dernede slumred Alt; en enlig Lampe

Stod ved Kompasset, og jeg tænkte paa

Om der er En, som styrer Livets Kampe.

I Himmeltemplet Stjernerne fremgik,

En Menighed, som samledes til Messe.

Og Middelhavets Bølger for mit Blik

Sig bugted mod Italiens hvide Næsse.

Og mens jeg gynged mellem Toug og Reer,

Min Tanke gjæsted Hjemmets Bøgeblade:

Om mig er hver Erindring svunden der,

Lig Bølgeskummet hist paa Havets Flade. —

Da blev der Liv i Ørkenen trindt omkring,

Da blev der Uro i de døde Masser:

Delfiner boltred sig i muntre Spring,

Og fjernt jeg skimted skinnende Paladser.

En mild og lunken Luftning kom fra Landet,

Og Laurbærlundens Duft jeg mærke kan.

Guul vælter Bølgen sig, blytung og sandet,

Jeg skuer den berømte Tibers Strand. — —

O Stad med de ruinbeklædte Høie,

Hvor stærkt bevæges jeg i denne Stund!

De store Skygger træde for mit Øie,

Som engang vandred paa Din hellige Grund.

Blandt Mestrene jeg iler henrykt glad,

Jeg skuer overalt kun Skjønhed smile;

Jeg stiger i dens evig friske Bad,

Og faaer en Anelse om classisk Hvile.

Og mine Ungdomstanker røre sig,

Som om den lange Dvale var tilende.

De vaagne efterhaanden sagtelig,

Jeg føler deres Liv tilbagevende.

Sankt Peter, der Du staaer med Buer klare!

De høitidsfulde Orgeltoner klinge,

Blidt under Hvælvingerne hen de fare;

Hvidtklædte Drenge sært med Røgkar svinge.

Mildt vifter om den stille, tause Skare

En varmerig, en hellig Andagts Vinge,

Og trindt i Templet fromme Qvinder knæle,

Paa Virakskyer svømme deres Sjæle.

O søde Fred, som bygger i et Hjerte,

Naar det er fyldt med Troens Himmelrige!

O see, hvor den al Bitterhed og Smerte

Fra hvert et Aasyn bringer til at vige!

Hvert Øie funkler, som en Fromhedskerte,

Mens Tonerne mod Kuplen sagte stige.

Nu svandt den sidste Lyd af Chorets Amen:

Det smelted mig med Menigheden sammen.

Jeg slumred ind; i Drømmen stod jeg ene,

        Og prøved atter Livets Savn og Kampe,

        Og Hjertet trued med, i maalløs Krampe,

        At briste som den spændte Buesene.

Da tindred det som Lys blandt Piniegrene,

        En Varme, som naar Sommerenge dampe,

        Jeg mærked, Flammen blegned i min Lampe;

        En lys Gestalt jeg saae med Straaler rene.

Den svæved gjennem Vinduet ind i Cellen,

        Og underlig det bæved mig i Hjertet,

        Hvor flygtig Fryd med Harm og Længsel mødtes;

Og alle Minder, her i Juleqvælden,

        Om længst forsvundne Haab, hvis Tab har smertet,

        Som Foraarsblomster i mit Sind gjenfødtes.

Jeg saae dets Glands, det velbekjendte Øie,

        Jeg saae de hulde Kinders milde Skjær,

        Jeg saae — det var som kom en Duft mig nær —

        Det faure Hoved sig mod mig at bøie.

Alt, hvad der engang kunde mig fornøie,

        Jeg saae, — Alt hvad engang jeg havde kjær;

        Som Vinger flagred Svanedunet, der

        Indhylled Halsen bly og Barmens Høie:

Saalunde som den sidste Gang, hun vandred

        Til mig i Løn, og mig sin Haand i Stilhed

        Til Afsked gav, den smertelige, sidste:

Ja, det var hende — dog var Alt forandret,

        Hist Sorg forstened os, nu Fredens Mildhed

        Og himmelsk Ro i hendes Træk sig viste.

Jeg blev saa blød, ret som i fordums Dage,

        Jeg vaagned som jeg længe havde sovet.

        Hun sagde, da mit Blik at spørge voved:

        „Jeg har det godt, men hvad har Du tilbage? —

„Jeg Dig forsage saae, — modtag nu Svage,

        „Af mig langt Meer, end Elskovs Skin Dig loved.“

        — Hun lagde sine Hænder paa mit Hoved —

        „Nu er Du rig, nu har Du Alt tilbage!“

Ak Intet, Intet, siden Dig jeg misted! —

        Og er Du da for stedse fra mig vristet?

        Men ingen Stemme meer mit Ord besvared.

Da dæmred Toner, Alt af Lys forgyldtes,

        Med himmelsk Klarhed fast mit Indre fyldtes:

        Det var, som om en Gud sig aabenbared.

Da var det, som min Tankes Baand af milde

        Lysalfer løstes, og af Hjertets Øde

        Livfulde, klare Skikkelser frembrøde

        I Straaleglands fra en ustandset Kilde.

Jeg kunde lænke mine Drømme vilde,

        Udaande dem i Farver, varme, bløde, —

        I Lyset af en Kraftens Morgenrøde,

        En Verden kunde jeg i Tegn afbilde.

Da fandt jeg Styrke selv mod Amors Vaaben,

        Og som en frugtbar Aandens Foraarsregn

        Var mig hvert Savn, hver Sjælens Kamp og Møie.

Da syntes jeg at skue Himlen aaben,

        Og som en solbestraalt elysisk Egn,

        Laa Kunstens Rige udbredt for mit Øie.