De vita hominis.
Hær begyndher en lidel bogh. Hwilcken ther trachterer om alth mænniſckens leeffneth. Fran thet fforſthæ ſom menniſckæn ffødhes, Och til hanſſ yderſthæ dodæ dag. Och ſidhen framdeles til then yderſthæ och ſtrænghæ domædag. Met ſtoer wnderwiiſſningh och lærdom, til menniſckens nytthæ, Och ſiælſæns ſaligheed.
Wilt thu haffuæ læcke och ſiælens heyl,
tha ſee tig offthæ i tetthæ ſpeyl,
ſom ieg wil tig nw ſændhaæ:
Tha ladher thu huær mand waræ thin lighæ,
troo æy paa wardhen, hun wil tig ſwighæ,
til gud ſcalt thu tig wændhæ.
See huædhen thu komſt, huart thu ſckalt faræ,
ey ſyndhæ mod gud, tag thet til waræ,
taænck hær paa allæ tidhæ.
For ſyndzans ſckyld giffs ſiclen plaffuæ,
then ewighæ ded then ſckal hwn haffuc,
thet ſchalt thu wiſſelighen widhæ.
Hwad doctor eller mæſther i wærdhen er til,
ſom thet til fwldhæ ſckriffuc wil,
huad len gud wil them giffuce,
Som hær willæ geræ plicht och bood,
huar meghet gud wil wæræ them good,
thet kan ræth inghen ſckriffuc.
Nar thu æſt i thin bæſthæ tijd,
och haffuer til wærdhen ſæth thin lijd,
thu myeent thet ſchal ſwo ſtandhæ,
Dødhen komer ſchulendæ, ickæ tal eth ord,
tha ſchalt thu bødhæ huad thu haffuer giord,
met pinæ och hiarthens wandhæ.
tog thu haffuer allæ kiſther fwld,
ey fawræ klæder och manghæ;
Han ſckisder ey møghet thit krwſedhæ haar,
met hañum maat thu alt ganghæ.
Gud naadhæ tha then fattughæ ſicl,
Hwar er then ſtæd, ſom hwn ſig hæl,
i ſwodan hiarthæ qwidhe?
Haffuer thu tiænt gud baadhæ aarlæ och ſildhæ,
hwn fangher thet tha at widhæ.
Nar thu fodhæs.
Nascens procedo nudus de ventre parentis,
In partu ledo matrem granibus nocumentis.
Nascens.
hwar leghomet thet til wærdhen kom,
tænck ther paa allæ tidhaæ:
Til mænniſckæ ſchaffthæ gud tig met eth ord,
wanmechtig och neghen komſt thu paa iord,
mod leghomæns loſth at ſtridhæ.
Thin modher taaldhæ for tig møghæl nød,
thet war ſtort wndhær hwn bleff ey død,
aff pinæ och hiarthens wandhæ
Then tijd thu føddes eth mænniſckæ at wæra,
gor hennæ baadhæ hedhær och tucht och æræ,
Met ord, met gerninghær gør heſce ey harm,
blidæ heñg met gaffucær, tag heñce i arm,
hielp heñ thet thu kant læſthæ:
Ey eneſthæ i liffuæ, mæn efther hennæ ded
lad hefc ey meghet taal ſkiærſildz nød,
Nar thu liggher vti wugghæ.
In cunis iaceo, viuo de lacte mamille,
plorans non taceo, michi ſi defit liquor ille.
Ifans.
Jeg lægges nw førſt wti wugghæn ned,
met graad och ſuck giffuær ieg mig wed
for wærdzens ſtoræ wandæ,
Fanger ieg ey dij aff moders bryſt,
aff dodæn myt hiarthæ worder kryſt
ſlicht mwnnæ mig faaræ ſtandæ.
Thet waræ mig bæddræ, ieg haffdæ warit ded
før ieg war fed, end lidhæ ſlig ned,
ſom wærdhen wil mig nw ſkiænkæ:
Then twang, ſom mig nw foræ ſtaar,
ræt aldrik aff myt hiarthæ gaar,
kwnnæ ieg thet rætthelighen tænkæ.
Nar thu gaar offuer VII. aar.
En fugiens trocum, rogo ſit michi nemo moleſtus
impediendo iocum, quia ludus habetur honeſtus.
Puer.
Jeg leghær nw top met andræ børn,
mynæ wingher ſlaar ieg ſom en orn,
huo kan mig thet formeng?
at ligghæ gaar ieg ickæ enæ.
Thet giffuer mig æy myt rætthæ ſkiæl,
huad helder ieg gør ildhæ eller wæl,
ieg kan thet inthet ſckiodhæ.
døden han altijd foræ mig ſtaar,
ieg wedh han wil mig mødhæ.
Nar thu gaar offuer XIV. aar.
In ſpeculo wltum concerno, pecto capillos,
Non curo multum ſi quis perſpexerit illos.
Adolescens.
I thettæ ſpegæl ſom foræ mig ſtaar
ſeer ieg mig wti, och krwſer myt haar,
Baadhæ hwid och rod haffuer gud mig ſckafft,
for hoffmod haffuer ieg thet fortafft,
for inghæn wil ieg wighæ.
Jeg kan ey tæntæ paa dieffuelſens liſt,
ey paa mynæ ſynder, och ey paa criſt:
thet worder ieg ſiælff at giældhæ.
Myn acht ſtaaer effther peiinghæ och guld,
at drickæ, at doblæ och ſlaa mig fuld,
effther wærdzens pris och wældhæ.
Nar thu gaar offuær XXVIII. aar.
Laſciuus iuuenis ego ſum, viuens per amorem,
ſumn ealidus veneris: eguitando viam gero florem.
Junenis.
Migh tyckær nw ſaa vti myt ſind,
ieg wil ey ſparæ ey mø, ey quind,
myn vngdom wil ieg forthæræ
Met fruær och møer: the giffuce mig gaffuæ,
och willæ mig altijd hoes ſig haffuæ,
ſielff wil ieg hoes them wærg.
Jeg wil them kyſſæ och taghæ i faffu,
tog thet er mig til lidhet gaffn,
ieg mothæ wæl ladhæ mig nøhæ
Och tænckæ paa døden, ſom foræ mig ſtaar;
han fyl mig effther i huort ieg gaar,
mig ſiælff fran ſyndhen at bøyæ.
Nar thu gaar offugr L. aar.
Non ſcitis, monco vos qui mea robora noftis,
Nam ruit enſe meo, ſi quis fuerit meus hoſtis.
Tir.
Jeg er nw wordhen ſtærck och froo,
thet kændes paa mynæ næbbedæ ſckoo,
myt ſwærd ſchal lægghæ haſum for myn fod
inthet wænſchaff ſchal han nydhar.
Til tingh och ſteffnæ bedes ieg at gaa,
at trwæ, at bruſæ, at bindæ och ſlaa,
tijd wil mig huær mand haffug:
Ey er then mand myn wæn ſaa god,
at han faar noghet i ſaghæn bod,
vthen ieg faar ſtoræ gaffuc.
Jeg ſighær hannum wenſckaff met myn mwnd,
thet rerær ey deyrt myn hiarthens grwnd,
faa falſck er ieg aff findhæ.
Offuær en wæy wil ieg ey gaa
och ey paa rætthæ nogher tijd ſtaa,
vthen ieg kan peninghæ windhae.
Nar thu bliffuær gammel.
Suffultus baculo: f;: eo tripes quali factus
Feſtino tumulo, caput inclinare coactus.
Senex.
Myn owærdadighet haffuer fanghet bood,
thi kæppen er wordhen myn trediæ food,
thet gaar mig meeſth til meng:
Myn rygh han krøges, myt hoffuit och ſwaa,
til graffuen maa ieg farløft gaa,
ther foræ maa ieg mig wenæ.
Mynce hændhær the ſckælffuce, ſlubert er myt maal,
for ieg drickær nw aff alderdoms ſckaal,
mynæ øgnæ taghæ til at rindhæ:
Døff er ieg wordhen, ieg kan ey høra,
inghen raad kan ieg nw findhæ.
Aff allæ er ieg nw forſmaat,
ffor gotz och pefinghæ er fran mig gaat,
mig wil nw inghen kændhæ.
The ieg fætthæ fordwm hogt til bord,
til mig talæ the ey nw eth ord,
thet maa myt hiarthæ brændhæ.
Manghæ par klædher haffdhæ ieg at flidhæ,
ſom waræ baadhæ ſtackedhæ och meghet ſidhæ,
the haffdhæ och manghæ lydhaæ:
Mynæ hoſær waræ brwnæ, myn hætthæ war blaa,
met kæppen maa ieg at tigghæ gaa,
wælgerningher kan ieg ey nydhæ.
Jeg ſpranck offuer høghæ haffuelwerck
ther ieg war wng och karſck och ſtærck,
tha giordhæ ieg ſom en daaræ:
Myt gotz forthæredhæ ieg hiſt och hijd,
ey møghet ieg tænchthæ paa thennæ tijd,
ey hældher huad mig ſtod faaræ.
Hær ſtaar end møghet meer igeen,
ſom mig liggher fforæ aff wærdzens meen,
kan ieg thet ellers bidhæ.
Firæſyndhæ tiwæ aar, nar the kwnng komæ,
ſidhen leffuær ieg mig til lidhen frommæ,
thet kan ieg achtæ och widhæ.
Nar thu bliffuer graahæret.
Surgere non pollam, grauis vtpoté plambea malla,
Uiribus impoſlum; ſic tranſeat gloria crafla.
Decrepitus.
Mig twingher nw alderdom meer och meer,
ieg aldrig mig glædær, ey hældher ieg leer,
Ald wærdzens løſth ſckieder ieg ey meer
end then ting, ſom inghen ſeer,
gud ſckilliæ mig ſnart wed hænnæ.
Myn krop han tyngaæs nw ſom en ſteen,
ieg gidher ey ſtandhet paa myng been,
wthen ieg haffuer kæppen i handhæ,
Kryckæn vndher then andhen arm,
ſiddhær ieg fran ildhen, ieg wordher ey warm:
iodut offuer wærdhens wandhe!
Jeg hooſtær och ſpytther til allæ tidhæ,
the hoes mig æræ maa ieg ey lidhæ,
awend haffuer ieg til allæ.
Jeg ſchal ſckiet ladhæ hær lidhet och ſtordt
och ſwaræ for alt thet ieg haffuer giordt,
ffor dedhen wil mig uw kallg.
Nar thu bliffuer ſiwgh.
Uexatus morbis, morti tumulando propinquo:
Candida fic orbis, turbatus cuncta relinquo.
Infrmus.
Hwart ieg mig wændher, lidher ieg nw wee,
thet kændes paa mig ſom allæ mwæ ſee,
huar er nw wærdzens æræ?
Mig hiælper ey raad, ey læghædom,
fuld ynkælighen ieg til wærdhen kom,
Icht brydhær ſender baadhæ fødher och hænder,
myt hoffuit thet wærker, vdh faldhæ mynæ tænder,
podagel ſtaar i myn ſidhæ
Och ræcker fwo nedh til baadhæ been,
paa ſænghen liggher ieg ſom en ſteen,
krampæ dragher mig allæ tidhæ.
Myt hiarthæ thet wærker och alt myt lijff,
ſom ther ſtodhæ i en draffuen kniiff,
myn rygh brøſther al i ſtyckæ.
Jeg maa nw rymmæ baadhæ lidhet och ſtort,
awi! hwad ieg haffuer ildhæ giort,
hær fangher ieg aldrig lyckæ.
for ieg vnytthælighen haffuer thæret myn tijd,
huorledes faar liffuet ændhæ?
Gud giordhæ ieg aldrig ræt eller ſckil,
ieg duldhæ myn tiændhæ, thet wiſthæ ieg wæl,
Myn præſt hafum giordhæ ieg offthæ emood,
thet faar ieg næpt til ſiclen bood,
myn almeſſæ wildhæ ieg ickæ giffuce
Uthen thet ſom inghen mand kwndhæ nydhæ,
thet lood ieg fattughæ meñiſckæ bydhæ,
Haffdhæ ieg giffuet almeſſæ, ſom gud mig bed,
tha lenedhaæ han myn ſiwghæ och ned:
thet wildhæ ieg inthet ſckiødhæ.
Then tijd ieg war baadhæ karſck och kaad,
mynæ ſyndher wildhæ ieg ey bedhæ
Met faſthæ, met bønær, met kirckægang,
then tijd tychtæ mig waræ ganſckæ lang
ieg ſchuldhæ i kircken ſtandhæ.
Er haær nw enchthen qwindhæ eller mand,
ſtæncker paa mig thet koldhæ wand,
O werdhen! huar haffuer thu gæcket mig,
then tijd thu drogſt myt ſindh til tig
at tiænæ tig allæ tidhæ.
Jeg maa nw raabæ ioduth och wee,
inghen wil mig nw ſckødhæ eller ſee,
at ieg ſculdhæ thettæ bidhæ.
Nar thu ſckiffter lydh.
Candida vertuntur, immixtaque perdo laborem,
Fulgida ſternuntur, carnis ſic muto decorem.
Mutatio coloris.
Mynæ kindhær, ſom forræ waræ hwidhæ oc rødhæ,
the blegnæ nw ieg ſchal gaa til dødhæ,
huart ſchal ieg mig nw wændhæ?
Jeg kwnnæ thet ickæ førræ ſckiødhæ,
at dodhen wildhæ mig ſwo ſaaræ hødhæ
och ieg ſchullæ faa ſlig ændhæ.
Hwo ſchal mig hielpæ nar ieg er død,
giffuæ for myn ſiæl eth ſtyckæ brød,
myn fadher eller myn modher?
at ſckiffthæ myt gotz, ſom hwer maa ſce,
myn føſther och myn brodher.
Fuld lidhet haffuær ieg foræ mig ſænt
mædhen ieg haffuer wæreth i lijffuc,
Thijd ſom ieg komher, er ieg vkænt,
och ieg ſchal ewigh bliffug.
Leghomet ſigher:
Orbe michi dudum decus extitit atque poteſtas,
Tu mors me nudum reddas, modo nil michi preſtas.
Uerba corporis.
I wærden war ieg en mechtugh mand,
hwad ieg willæ gøræ ſtod til myn hand,
allæ mwnæ mig neyc och bwæ.
Blant herrer och forſther ſadh ieg til bordz,
met them at talæ kom ieg til ordz,
hwad kan thet mig nw dwæ?
Dødhen komer ſchulendhæ ſom en tiw,
han tagher met ſig ſtoldbrødræ ſiw,
Then førſthæ er ſorg och hoffuit waerck,
ieg worder wanmechtug, ſom ferræ war ſtærck,
myt ſywn gaar borth met allæ.
Jeg kan ey thalæ for ſiwgdoms wee,
iheſum ſchal ieg met øghnæ ſee,
och dieffuelen ſtander til redhæ.
Mynæ ſynder æræ manghæ, ſwo naadhæ mig gwd,
ſwo mangefuld haffuer ieg bret hanff bwd,
ieg kan nept fly hanſſ wredha.
Nar lijffuet och dødhen ſtridhæ.
Bella michi video, fortiflima pugna paratur,
ded tremo corde meo, quia via endens ſuperatur.
Pugna vitæ et mortis.
Dødhen oc lijffuet the ſtridhæ nw ſamen,
thet er nw alwaræ, ſom førræ war gamen:
gud raadhæ hwar thet wil ganghæ.
Lijffuet giffuer ſig vnder døtzens wold,
for ſiælen hwn er for ſyndhen ſold
och bliffuer nw dieffuelſens fanghæ.
I dag twinghes ieg met wee och warck,
mig ſielff til lidhen froiæ.
I morghen lægghes ieg fuld dywpt i iord,
ieg bedher ether allæ i mærckæ theſſæ ord,
ſwo lønlighæ æræ gudz doic.
Myt hiarthæ thet wærker, hwad mwnæ thet myeuæ?
aff werdhen gaar ieg fuld ſnart allenæ,
myn hoſtrw, mynæ frender och maffuæ,
The taghæ myt gotz: fuld ildhæ the ladhæ,
the ſlides och riffues om thet ieg hadhæ
nar ieg wordher baaren til graffuæ.
En pater noſter ieg aldrig faar
lengher end ieg deder paa gulffued ſtaar,
thet maa wel allæ mærckæ:
Thet maa wæl waræ en hiarthens nod,
ieg haffuer ey wæn nar ieg er ded,
vdhen mwnckæ, och præſther, och klærckæ.
Haffuer ieg them noghet til godhæ giord,
hugſwaleth them met gaffuc eller ord,
tha ladhæ the thet wæl kaændhæ.
Mynæ frænder torff ieg ey lidhæ paa,
ey hælder mynæ bern, ſom æræ nw ſmaa,
i pinæ ladhæ the mig brændhæ.
Jeg bedher nw allæ, i ſee ether om,
gerer goth for ether mædhen i haffuc tom,
Ellers i bliffuæ ſwighenæ baadhæ hær och hiſt,
thet ſigher ieg nw, thet bliffuer alt wiſt,
thet ſchal huær wiſſælighen widhæ.
Af thenæ ſtædh ſtaar ieg ey op,
ieg ſwedes nw offuer al myn krop,
Dedhen er beeſck vti myn mwnd,
thet ſmagher ieg nw i ſamæ ſtwnd,
mynæ leier æræ allæ hedhæ.
Sidhen wordhæ the kaaldhæ ſom en iord,
hwo hielper mig nw at raadhæ?
Jeg gaffug haſum gernæ twſendhæ pwnd,
om ieg them haffdhæ, i ſamæ ſtwnd,
mig frælſthæ aff theñe waadhæ.
Nw wil dødhen ſnarlighen komæ,
ioduth! huar græſælighæ æræ hans domæ,
wij ſckillies nw ath til lighæ.
Met ſorg och graad bæres wij aff der,
then fattughæ met then righæ.
Nar hiarthet broſther.
Intima rumpuntur, cordis creleit michi pena,
Uite ſolnuntur per mores mortis amena.
Practio cordis.
Eya, eya, thet wil nw wæræ
at dødhen wil myn macht forthæræ,
mynæ ſencer draghes nw aff laffuæ:
Myt blod forwandles, mynæ aadrer the ſlaa,
myt hiarthæ thet brøſther, i mig mwnæ ſtaa,
for leghomſens kwmmer och plaffuæ.
Til hiinelen ræcker ieg nw myn hand,
o herræ iheſu, bewaræ myn and,
lad mig ey borthæ bliffuæ:
Dog ieg haffuer moghet ildhæ giordt,
ſidhen ieg til mænniſckæ ſckabedh wordt,
paa iordhen mædhen ieg kwndhæ liffuc.
Thin ping, thin plaffuæ, thin hordhæ død
frælſæ mig i dag fran hælffuedes ned,
tag mig til himærighes nadhæ.
Uildhæ thu forgiffuæ mig ſckyld och brødhæ
then ſtwnd ieg ſchal nw gaa til dødhæ,
thet waræ thet ieg om badhæ.
Jeg ſyndedhæ tijth aff ſchrebælighed,
myn gud han thet fuld æncked wed,
och ſwo aff leghomſens kædhæ.
Dieffuclen halp til alt thet han kwndhæ,
thi ſyndedhæ ieg tijth och manghælwndhæ,
ieg maa wel ſuckæ och graædhaæ.
Then ewighæ ild er nw vptændt,
ieg haffdhaæ mig fran myn ſckaberæ waændt,
then tijd ieg war i liffuæ.
Hanſſ rætwijfhedt maa ieg nw giældhæ,
togh ieg haffohæ macht och wærdzens wældhaæ,
i pinan maa ieg alt bliffuæ
Til ieg haffuer bedt baadhæ lidhet och ſtort,
mynæ gerningher, ieg haffuer ildhæ giort,
met acht, met tanckæ, met thalæ.
En ſtwnd tyckes mig waræ tufendhæ aar,
ioduth! huad mig nw foræ ſtaar,
gud wil ieg mig befalg.
Aff aſckæ och iord haffuer thu mig ſchapt,
o herræ ladh mig ey bliffuæ fortapt,
huad kwndhæ thu meræ gerce:
at tiænæ tig met: thet wiſthæ ieg wæl,
ieg wildhæ thet inthet herc.
Myt hiarthæ thet brøſther i ſamæ ſtwnd,
beware mig gud fran hælffuedes grwnd,
Och tæncker huad mig wil offuergaa,
aff hiarthens grwnd, baadhæ ſtoræ och ſmaa,
huar beſck er dødzens wandhæ.
Dødhæn han ſigher.
Thettæ ſagdhæ ieg tig baadhæ arlig och ſildhæ
at ieg tig en tijd gæſthæ wildhæ,
huar mwnæ teg hær om tyckæ?
Huar er thin ſtadt, thin wærdzens æræ?
ſlaghen eſthu nedher och liggher hæræ,
tith hiarthæ brøth al i ſtyckæ.
Nar thu mig ickæ wænther at kommæ,
til tig kommer ieg meth lidhen frommæ,
om thu wilt thettæ ſckisdhæ:
Hærrer och ſørſter och godhæ qwindhæ,
troer mig, ieg wil them hiemæ findhæ,
al tijd wil ieg them hødhaæ.
Frwær och møer i huar I ſtaa,
for ſandt I mwghe alt met mig gaa,
Bondhen, ſom gangher met ſyn plow,
hafium tagher ieg tijth paa marck och ſckow,
then fattughæ met then righæ.
nar han er drucken och gaar i ſængh
och wænther ſig inghen waadhæ:
Hanſſ pighæ, ſom plægher at gøræ hanff gaffn,
heñg tagher ieg met i ſamæ naffn,
the mwghar alt fylgheæ mig baadhaæ.
Leghæ och lærdhæ, i huar the æræ,
the ſchullæ alt mynæ fangher weræ,
fuld yückælighæ æræ mynæ foordhæ:
Unghæ och gamblæ offuer wærdhen wijd
tagher ieg i theres bæſthæ tijd,
om ieg ſwo ſighæ toordhar.
Nar thu æſt dodher.
Mortuns effectus feretro dormito reclusus,
Et pauper lectus; ſic communis petit ulits.
Mortuus.
Ucrdzens leefneth er ligherwiis
ſom then ther byggher paa en ijs,
och achther ther laænghæ ath bidhæ:
Eth wædher komer, ſlaer ijſæn ſmaa,
then bygning kan ther ey længhe ſtaa,
han tagher tha til at ſckridhæ.
ſeer til huar dødhen haffuer ſlaghet mig nedh:
om ieg nw warc i liffuæ,
Jeg wildhæ heldher krubæ i oermæ lighæ
end ieg noghet mænniſckæ wildhæ ſwighæ,
hær maa ieg ligghendæ bliffug.
Nw liggher ieg hær, er wordhen ded,
awij offuer ſwodan legems nød,
myn krop then wſlæ daræ
Snart ſchal baæres aff hwſedh wd,
eller örmae the afflæs mellem kied och hwd,
er wordhen myn krop, ſom liggher hærcæ,
thet tænchtæ ieg ey til tidhæ:
och gaff hañum klædher at ſlidhe.
012 ⁶
Them ſckattedhæ ieg aff then fattughæ bondhæ,
hanff gotz togh ieg ſwo manghæ londhæ,
for ieg myn krop wildhæ fedhæ:
huart ſiælen komer, worder ieg wæl war,
mynæ gerningher ſchal hwn bødhæ.
O hærrer och forſther och godhæ qwindhæ,
beſchoder myn fæng, och dragher til mindhæ,
iomffrwer och riddher och ſweenæ,
Swodan er wærdzens leckæ och ændhæ,
i huart wij oſſ i wærdhen wændhæ,
haær liggher ieg nw al eenæ.
Nar thu iordhes.
Uermibus hie donor: ftricto recubendo cubili,
Omnis tranſit honor, nnne puluere dormio vili.
Sepultus.
for inghen ſchal mig nøghen ſee,
mig ſielff kan ieg ey ræckæ:
ſeer ether i ſpeghel, ſom offuer mig ſtaa,
met iordhen ſchullæ i mig tarckæ.
Hær liggher ieg met myn wærdzens prijs,
ſeer til om ieg haffuer wareth wiis,
then tijd ieg war i lüffug:
Myn graff hun er ſiw fodher langh,
er diwb, och ther til møghet trangh,
hær ſchal ieg længher bliffuæ.
Seer mig och grædher, I tørffuæ ey lee,
ieg er vdſckaath thet mwghæ I ſee,
och iordhet er ieg hæræ:
aff wærdzens rigdom giordhæ ieg mig glad,
i iordhen giffues ieg til ormæ mad,
til domædagh hær at wærg.
Nar baſſonen gaar.
Me tuba celeſtis relonans vocat a monumento,
Terra ſit ieſtis, leuo de veieri tegumnente.
Tuba celestis.
Nw blæſes then liwd, ſom tiedhæ før,
hwn høres fran wæſther til øſther och nør,
ieg ſchal ſtaa vp aff dedhæ:
Hudhen giffs om the paltughæ been,
for domeraen ſchal ieg gaa igeen,
hwerth hiarthæ maa ther foræ blødhæ.
Enghelæn rober: thet hører ſwo widhæ,
tæncker thettæ wæl offuer til allæ tidhæ,
ſtander vp uw allæ dødhæ!
Ether hiælper ey gaffuæ, ey hærræ bon,
hwer ſchal nw taghæ ſyn tiænthæ løn,
for domeræn ſchullæ i modhæ.
Mig ſckiwl ey fæſthæ, ey torn, ey mwr,
gud nadhæ mig armæ creatwr,
mig maa ieg ſaaræ weenæ,
Jeg ſchal gaa foræ then græfelighæ dom,
we mig at ieg til wærdhen kom,
mynæ bredhæ ſwarer ieg nw ceng.
Hwar er myn macht, huar er myt wold,
Myn høgh, ieg haffdhæ paa myn hand,
mynæ miønder i eth ſilckæband,
ther ieg mynæ tiæneræ gæſthæ?
Allæ ræddes for mig, huar ieg foer fram,
fra hafium tog ieg hanſſ fødhæ,
Sætthæ hañum i torn, i ſtock, i iærn,
fuld ſaaræ mwnæ ieg haſium hedhæ.
Jeg wildhæ mig ſckiwlæ, kwndhæ ieg thet goræ,
at ieg ſchuldhæ ey myn brødhæ høræ,
ieg maa alt ſtaa och thiæ:
Joduth, ioduth, huar mig er wee!
hanſſ antlæd tor ieg ickæ ſee,
ey heræ huad han wil ſick.
Nar koddhet kommer til benænæ igen.
Integer ad idem, perfectus homoque manebo,
Ut fueram pridem, cito iudicis arta (acta) videbo.
Rediens in hominem.
I iordhen laa ieg manghæ aar,
mig hobes thet foræ mynæ ſynder ſtaar,
at ieg haffuer toldh ſligh mødhæ:
Jordhen haffuer thæret myn wſlæ krop,
oermæ och paddher haffuæ ædt haſum op,
ſidhen ieg gick forſt til dødhæ.
Jeg er nw wordhen mænniſckæ igeen,
til ſamen æræ ſanckedhæ the paltughæ been,
thet giordhæ gud ſiælff meth allæ.
Snart ſchal ieg ſee wor hærres hæffnd,
for han haffuer mig nw for ſig ſtæffnd,
til domen wil paa mig kallæ.
Nar thu ffar til dommen.
Judicium pergo, ſum de tellure vocatus,
Timor ineſt ergo, guod pandam facta reaius.
Pergens ad iudicium.
Jeg er nw for then grwmmæ dom,
we mig at ieg til wærdhen kom!
huart ſchal ieg mig nw wændhæ?
O himæriges drotning, paradiſes ceræ,
ladh mig nw ſtadelighen hoes tig wæra
til dommen han faar ændhæ.
ieg er i ſyndzens klædhebonæ klædh,
ieg maa mig ynckælighen giffucæ:
Dommen wil nw rætwiſælighen gaa,
wij ſckilliæs adh ſom wij hær ſtaa,
huar mwuæ ieg nw ſchullæ bliffug?
Thu ſigher paa domædaghen.
Sum reſponſurus, referans mea crimina queque,
IIte dies durus, quo criſtus iudicat eque.-
Dies iudicii.
Nw ſchal ieg bødhæ baadhæ lidhet och ſtort
thet ieg mod gud haffuer ſyndhet och giort,
hær ſtaaer ey andhet til raadhæ:
Mynæ gerningher wil gud nw demæ met ſckigl,
han glemer ræth inthet thet weed ieg wæl,
gud frælfæ mig af thefiæ waadhæ.
Hwar ſwaerth er theäg dag at ſee,
ſom allæ grædhæ och inghen kan lee,
hwer bær for ſig ſtoer faræ.
Aff allæ the paa domhem ſtaa,
wedh inghen hwo hælwedhæ kan vndgaa,
gud wil tha inghen ſparg.
Criſtus wil ſighæ.
Regnum percipite, benedicti, voſque venite,
Tartara percipite, maledicti, vos procul ite.
Uerba Cristi Judicis.
Criſtus ladher tha vp ſyn mwnd,
och demer the godhæ til ſijth ſamffwnd
til himerigis hedher och æræ:
Mynæ kæræ bern, myn wilghæ haffuæ giord,
gaar hijd til mig och hører mynæ ord,
hoes mig ſchuller i nw waræ.
Han bliffuer tha wreed i ſamæ ſtwnd,
the ondhæ demer han til hælffuædes grwnd:
Fylgher diefflænæ ind til hælffuedes twangh,
ther ſchal ether tidhen wordhæ langh,
then fattughæ met then righæ.
The draghes ther ind met ſtoer wlaad,
met ſuck och ſorgh, met møghel graad,
theræ pinæ fangher aldrig aændhæ:
I hedhæ och kwld ſchullæ the ther bliffuæ,
the wildhæ tha des, the mwghæ alt liiffuc,
til forn the gud ey kændhæ.
I ſchullæ thet widhæ at gud ſwo wil,
at hælffuedhaæ ſchal ſidhen lyckes til
och ſckiærſſild ſchal lægghes ødhæ:
Thet ſamæ leghomæ, ſom wij nw bæræ,
met ſilen ſchal thet ſamen wæræ
och brændhæ i hælffuedes glødhæ.
I haærrer, ſom nw haffuæ waærdzens ſtadt,
theñæ ſchrifft læſſer offuer baadhæ dagh och nat,
rætwijſe warer i domæ:
om i willæ tha fly hælwedes plaffuæ
nar i for domeren komæ.
Them giffues ther ondt och inthet gaat,
ſom hær haffohæ læen och fæſthæ och ſlot,
met wærdzens framgangh och æræ
For wrætfærdighedh, ſom the giordhæ,
i hælffuedhæ the tha luchthæ wordhæ,
ewyndelig ther at waræ.
O hærrer och førſter, i tæncker ether om,
beſckoder och achter then grwmmæ dom,
ſom leghom och ſiæl ſchullæ lidhæ:
Hwart i ether wændhæ, och hwad i geræ,
ladher thettæ altijd ethers hiarthæ reræ,
then tijd mwæ i alt bidhæ.
Thet i haffuæ taghet mod logh och rætthæ,
giffuer thet igen forwdhen trætthæ,
thet raadher ieg ether nw allæ:
Tha bliffuæ i trygghæ, nar i ſchullæ dos,
och glædes met ænglæ och maria møs,
nar gud ether hædhen wil kallæ.
Amen.
Trycht wti Køpmanhaffn. Hoeff her pouel Ræff, ther ſamæſtedz Cannick. Anno dominice incarnationis. M. d. Xurij.