Bladene løsne sig, visnende under den hvide Rims Krystaller; en kold Blæst stryger gennem Vouchandalen, susende og raslende i Træerne.
Hidsige og hastige synes den store Flods stedse stigende Bølger at ville taarne sig mod Himlen; Bjærgets Skylag smælte sammen og glide ud i Slettens Taager.
Idag blomstrer Krysantemumblomsterne; imorgen vil de sidste Blade være faldne.
Jeg er lig en skrøbelig Baad, som en Kæde lænker til Bredden; mine Tanker vende alene hjem til mit Land.
Rundt om mig ser jeg, hvorledes Folk skærer sig varme Klæder til den Vinter, som nærmer sig. Op fra Dalen hører jeg Støjen af Vadskerpigerne, der banker Tøj, opsatte paa at faa deres Arbejde endt, for Dagen rinder ud.
Hvor ofte har jeg, fra Højden af denne afsides Fæstning i Kuei-tcheou, fra det Øjeblik Solen var forsvundet af Horisonten, med Øjnene ledede af Nordens Stjernebilleder, rettet mine Blik mod vor skønne Hovedstad; med Hjertet forpint af Abernes skærende Skrig og fortæret af forgæves Længsel efter en aldrig haabet Hjemrejse.
Fordum stod jeg i Gunst, i et Palads, smykket med rige Malerier; man afbrændte Røgelse ved mit Komme, og jeg hvilede paa silkespundne Hynder. Og nu bo’r jeg bag et Taarns hvidtede Murtinder, hvor Skildvagterne udsende ulykkevarslende Fløjtesignaler.
Jeg betragter med flygtigt Blik den vildtvoksende Planteverden paa Klipper, som Maanen belyser, og længere nede, i et Halvlys, den store Flods sandede Øer med deres allerede afblomstrede Sivskove.
En dyster Dvale ligger Morgen og Aften tungt over de mange Huse indenfor denne Bjergbefæstning; jeg sætter mig paa hundrede forskellige Steder, altid midt i Taagen og Skyerne.
Hver ny Nat ligner den foregaaende; altid Fiskere i deres Baad, altid udførende det samme Arbejde.
Og der kommer Svalerne flyvende i Flokke, de er lykkelige, de skulle rejse.
Jeg har forstaaet at opfylde mine Embedspligter ligesaa godt som Kuang-heng, som dog erhvervede sig et stort Navn; men jeg kunde ikke efterligne Liu-hiang, og som han arbejde for Efterkommerne.
Jeg tænker paa mine Ungdoms- og Studiekammerater, der i saa stor Mængde har naaet Ære og Berømmelse. Hvormange af dem foretog sig andet end at køre rundt paa de fem Høje for at vise deres flotte Dragter og smukke Heste! Jeg har hørt sige, at i Tchangngan synes man altid at spille Skak.
Hvormange Begivenheder i en Menneskealder, saa sørgelige, at de næsten ikke er til at bære! Fyrsternes og de Mægtiges Slotte er stadig beboede af nye Herrer; Huer og Moder er meget forskellige fra den gamle Tids.
Paa Nordens bjergrige Grænselinjer lyder ideligt Gongonger og Trommer; paa Vestens Veje er der kun Heste og Krigskarrer, selv Kejserens Ilbud opholdes længe undervejs.
Her er der en isnende Stilhed; snart kommer den strenge Aarstid, hvor selve Fiskene holde sig skjulte i det Inderste af deres Smuthuller.
Ak, mit Land! ak, I Minder om fredelige Dage! nu er der Tid til at drømme om Eder! Jeg tænker først paa Slottet Pong-lai, hvis Indgang vender ud imod Bjerget Nannchan; paa denne kostbare Vase, som løftede sig paa sin Guldstilk, som for at stige til Skyernes Moderbryst og drikke Himlens Dugg.
Vest for Paladset øjnede man Søen Yao, ved hvis Bredder Vestens Kongemoder steg ned, mod Øst Porten Han-kuan, hvor fordum røde Dampe forkyndte Laotseus Komme.
Jeg ser atter Vifterne af Fasanfjer bevægede som lette Skyer, og et kongeligt Aasyn nærme sig og Dragens Guldskæl lyne i Solen.
Jeg er rejst fra alt dette til et øde Land, og mit Livs Aften er hurtig kommet; hvor er den allerede langt borte, den Tid, hvor jeg ledede Avdiensernes Tur, siddende ved Døren med de himmelfarvede Sten! Ligefra disse Bjerges Kløfter til Floden Kio’s Kilde, overalt strækker Taagen sig, der fulgte efter de sidste Solskinsdage; den oversvømmer nu det yndige Jagtslot ved Hoangho, tidligere beæret med en højbaaren Gæsts Besøg, og den lille Have i Huyung, hvor triste Nyheder fra Grænserne for første Gang skulde bringes ham.
Og disse Telte broderede med Perler, disse yndefuldt udskaarne Søjler og disse Indelukker for de sjældne Dyr, og Djonken med Ibenholtsmast, med Sejl af blomstret Atlask, der lod hvide Fugle flagre udover det gennemsigtige Vand.
O, hvor vemodigt at vende sit Hoved om mod dette Land for alle Glæder, mod dette Tchangngan, Regenternes Bolig fra Oldtidens Dage! Ikke langt derfra ser jeg ogsaa den mægtige Sø, som frembragtes under Dynastiet Han, hvor endnu fornylig Wu-ti’s Bannere bølgede; hvor Stjernebilledet den himmelske Væverske tilbringer de klareste Nætter i Ørkesløshed; medens den store Stenfisk mælder Høstvindens Komme, naar den larmende bevæger sine Finner; de vidtstrakte Vande er for Øjeblikket dækkede som med et sort Slør af Kumiplantens neddryssede Frø; Nøkkerosens Frugt viser sig dér plyndret for det straalende Smykke, som Frosten har røvet den.
Og jeg, som er skilt fra disse elskede Egne ved ubestigelige Bjerge, jeg er ene med mine Tanker paa Bredden af en oversvømmet Flod.
Kunde jeg endnu glemme de henrivende Steder i Kuân, hvor en berømmelig Hersker fandt Behag i at bo, hvor Tchongnankædens blaa Bjergtoppe spejlede sig i Mei-peisøens Vande? Ris af udsøgt Sødme voksede der i saadan Overflod, at man lod den ligge paa Markerne til Papegøjerne; den lykkevarslende Fugl Fung-hoang ældedes der i de store Træer uden nogensinde at tænke paa at forlade dem.
Dér kom ved Foraarstid skønne unge Piger for at le og lege med os paa Søskrænterne; til Venner havde jeg Udødelige; vi tilbragte vore Dage med Udflugter paa Søen; vore Aftener med andre Glæder.
Allerede havde min heldige Pensel gjort sig bemærket af Kejserrigets Herre.
Og nu — nu ejer jeg kun Tungsindets Sange, og mit Hoved, der er blevet hvidt, er nedbøjet af Sorg.
