Over Tagspæret bygger et Svalepar, en flagrende Han og Hun.
De bære Dynd ind imellem to Bjælker, i én Rede avler de fire Børn.
De fire Børn vokser baade ved Dag og Nat, de kære Stemmer raabe paa Spise.
De grønne Insekter er ikke lette at fange, Grønskollingerne lade sig aldrig mætte.
Om ogsaa Næb og Kløer slides op, Hjertets Kraft kan ikke udtømmes.
I kort Tid flyve de tusinde Gange frem og tilbage, endnu stadig bange for, at der sultes i Reden.
Tredive Dage i Træk vare de drøje Anstrengelser, Moderen bliver mager, Ungerne lidt efter lidt smækfede.
Under Kvidder lærer man at tale, enhver Unge maa klø’s i sin Fjerklædning.
En Morgen er Vingerne færdige, Ungerne føres ud i Forgaarden op paa Træernes Kviste,
de løfte Vingerne, ser sig ikke tilbage, efter Vinden flyver de spredtvis til alle fire Sider.
Han og Hun synger i Luften, med udpint Stemme kalder de, der vender ingen tilbage.
Derpaa flyve de hjem i den tomme Rede, hele Natten pippende bedrøvet.
Svaler, vær ikke bedrøvede! I skulde langt hellere ikke ænse Eders Skæbne.
Tænk paa den Dag, da I vare unge Fugle, og paa den Tid under høj Flugt vare ulydige mod Eders Moder.
Fader og Moder, tænk tilbage paa den Tid, og det vil trøste Eder i Eders Sorg.
