TilHolger Drachmann De sad dér, de pæne Mænd, ved Dug over Disk og stak til Dagens Retter, — og Dagens Ret var Fisk, —den kogte Torsk blev slet ikke vraget. Han rejste sig ved Bordet og slog paa sit Glas. Han spurgte ej om Ordet, han skaffed selv sig Plads —saa gav han sit Besyv med i Laget. Han holdt dem en Tale med Fynd og med Klem, uden Hoved eller Hale, men ganske ligefrem,som Ordene nu faldt paa hans Tunge. Og Gæsterne, de rejste sig fra Bordet og gik ud: „Den Mand er dog for gal snart, han er grov som en Stud,han er værre end de allerværste unge!“ Det blev en ren Skandale, der blev nedlagt Protest. Han skaanede jo ingen, hverken Læg eller Præst,og hans Trumfen i Bordet og hans Banden! Og saa mangled han Respekt for det, alle bedst kan li’e, og tog slet ikke Hensyn til det gamle Maskepi,ja vist, han var forskrevet — til Fanden! De andre gik udenfor — de drak nok Sodavand — han blev siddende tilbage, han var sin egen Mandog agtede saa lidt de andres Sager: „I Glasset er Burgunder, den luer dunkelrød. Og Pigens Kind kan blusse, og Pigens Mund er sød,og Pigerne skal kysses, før det dager.“ De gamle Guder døde, de ny gik samme Vej. Ingen af de Dele just voldte stor Staahej,trods alle Skrig af ny og gamle Klærker. Tilbage blev der kun en Smule Mennesketro paa det gode og det sande, der i Mennesket kan bo. —Den Tro skal løfte Fremtidens Mærker. En Tro paa Mandens Ret til at ville endnu, paa Kvindens Magt og Evne til at ildne hans Hu —selv paa Livets allertrangeste Stier! — Tak da, vor gode Mester, som paa Trods af alting tror, for de bedske og de æggende alvorlige Ord,for de friske, evig unge Melodier.