Saa strøg de glade Stunder, i Hob med bitre Dage,
en Trækfugleflok fra et øde, plyndret Sted.
Det tavse Nag, det vide Savn sad ene tilbage,
og Livet gik i Kloster og tvang sig til Fred.
Det kendte ej Taarer for døde Dages Lykke,
ej médløse Bønner mod det tomme Himmelhvælv.
Det havde nok at gøre med dagstøt at bygge
af det svundnes de sønderdelte Minder sig selv.
Og Livet voksed bort fra sin Ungdoms hede Brynde
og lærte sat at skille mellem urent og rent.
Den Skæbne, der løb vild før, nu skulde sig skynde
ad ny og bedre Baner. Men Livet glemmer sent.
Og naar iblandt det lapper paa den fillede Kofte,
som Landevejsløbet gjorde falmet og slidt,
saa falder det i Tanker, og Tanken vender ofte
tilbage, hvor den fordum har sværmet og lidt.
En Aande, sød af Roser, igennem Luften daler,
med Farver og Klange af én springende Vaar.
Genfødte de vaagner, de elskovssøde Kvaler,
og Kendinger, som aldrig mer for Øje man faar.
Og Livet kalder alle sine Minder af Grave,
de nærmer sig skyggelet paa Gengangerfjed
og vækker gamle Drømme i Klosterets Slave:
lyksalig den, som leved, — lyksalig den, som léd!
Det længes mod at skuffes, mod sit Døgnkaar: at trælle
for Savn og Sorg og Lykkedrøm, der rinder som Sand.
Og Livet lister Vindvet paa Klem i sin Celle
og stjæler sig til Gensyn af Fortidens Land.