Kong MidasTil Fru Didi Heiberg.De strømmer til, og de bøjer Knæi Andagt, de Mænd og Kvinder.Et Gudebilled for Folk og Fæ —Kong Midas — se, hvor han skinner!Kong Midas bor paa sit høje Slot,hvert af hans Ord er en Perle.Hans Krone er en Præstekalot,hans Scepter en udslidt Ferle.Kong Midas hersker som Drot i Nordmed en Kvindehær af Guvernanter.„De fede Gloser“, „de digre Ord“er hans hvervede, tro Drabanter.Kong Midas raader for Lærd og Læg —et Selskab underlig blandet.Hans Guld har det eneste ægte Prægmed gangbar Kurs over Landet.Kong Midas raader for Kunst og Smag;han har sit eget Teater,hvor Ordene slibes — ved Folk af Fag —glatte som gyldne Dukater.Fagre Ord, der lyder saa sødt,helst naar de „Sandheden“ priste.Guld, der klingrer saa tomt og dødtsom Spadekast paa en Kiste.* * *Saa staar der en Dag, uden Prunk og Pynt,paa Scenebrædderne inde,af Jubel hilset, med Had forkyndt,en Gæst, en Fremmed, en Kvinde.Ramseth har dyppet sin Pen i Giftog stukket den bag sit Øre:blot saarbart Sted til en eneste RiftMen hvad skal Staklen vel gøre?Guldet har Klang i den sene Kvældned over de tætfyldte Radersom et højt og glimtende Straalevældfra Kunstens gyldne Kaskader.Guldet har Livets eget Præg,det fri, det højbaarne Stempel.Tavs bliver Lærd og tavs bliver Læg,Teatret bliver et Tempel.Kong Midas viger, hans Garde dør,kvalt i en Vanvittigs Latter!Jubelen stiger, begejstret, ør,mod Scenens frifødte Datter.* * *Kong Midas raader for Kunst i Nord;men én Gang Guldet dog mistersin Glans og bliver til Støv og Jord,mens hele Blændværket brister.Helst naar der staar, uden Prunk og Pynt,paa Scenebrædderne inde,jubelhilst, skønt med Had forkyndt,noget fremmed og nyt — — en Kvinde.