Den lyse Sommernat
har bredet ud sit Slør
og Maanestraaler kæmper imod Skygger.
Det damper over Krat
og over Kærets Rør,
hvor Mosekonen silde staar og brygger.
Den lyse Sommernat,
den lokker Minder frem,
der væves ind i Maanestraaler bløde.
Hvor dvæler nu min Skat, —
til hendes fjærne Hjem
min Tanke gaar og til vort fagre Møde.
Du lyse Sommernat,
som suger Længslen tyst,
mens sagte Hjærtets Højtidsklokker kimer!
Vær du mit Vidne, at
jeg husker klart og lyst
hver vaagen Drøm fra dine Dæmringstimer!