Saa er Du da rejst: Du er draget af Land!
Der er øde og tomt i min Stue.
Ensom jeg sidder tilbage og kan
kun længes bort mod min Drømmestrand
med Mindernes Bavnelue.
Ja, der er øde og trist i min Vraa
og alting er koldt derude.
Minderne kommer og banker paa:
som arme, vildsomme Fugle slaa
de Vingen til Blods mod min Rude.
Jeg drømmer om dig og om Sydens Væld
af Sol over gyldne Dage. —
Saa falder der fra mine Øjne Skæl:
hun, til hvis Elskov jeg staar i Gæld —
hun kommer aldrig tilbage.
Og jeg maa nøjes med Tiden, som svandt,
og som jeg letsindig lod svinde
uden at skatte ret, hvad jeg vandt
i dig, — og saa tænke tilbage iblandt
paa min Ungdoms fagreste Minde.
Og Tiden vil rinde møjsommelig hen
i Dagenes langlige Kæde.
Og vist jeg véd, vi skal ses igen.
Men saa vil du kalde mig koldt „din Ven“,
for en fremmed — din Mand — er til Stede.
Farvel da — og Tak for hver svunden Dag
med Skyer og Solskins-Strimer,
for vort Samlivs Lykke i Storm og Mag,
for Eftervé og for Savn og Nag
som for de sødeste Timer!