Dagen lider. Solen synker
bag et Bakkedrag i Vest.
Alt bereder sig til Hvile —
og nu stilner Ugens Blæst.
Se, de brede Enge damper
i den lyse Lørdagskvæld,
medens Gudenaaen surler
under Brinkers Pil og El.
Men fra Kroens Have toner
Fløjte, Horn og Violin,
hvor en Fuldblods-Ungdom danser
ildnet op af Øl og Vin. —
Luften hidses af Jasminens
vildsomt hede Tropedunst,
mens de store Tyre brøler
fjernt fra Engene af Brunst.
Rundt paa grønne Borde skummer
Øllet i de store Krus,
hvoraf vilde Karle drikker
sig for Ugens Savn en Rus. —
Nogle strides om en Pige —
andre mægler Skel og Ret — —
Brøl og Eder, Bordet væltet,
Haandgemæng og Spark og Spjæt.
Se, hvor Karlen under Dansen
knuger Pigen til sit Bryst —
ud af alles Øjne luer
mørk og trolddomsagtig Lyst.
Se, hvor Par paa Par forsvinder
ad den dunkle Havegang,
hvor der er saa tyst, at man kan
høre Myggesværmens Sang.
Fra det lune, vaade Mørke
i det troldske Ellekær
ulmer paa de raadne Trunter
grønligt blege Fosforskær —
Svøbt i Slør af lette Dampe
danser Jordens Lyster frem
for at lokke Ungdomssindet
til sit søde Mørke hjem.
Gennem Skov og Have bølger
Taagerne fra Aaens Strøm.
Alt i Sommernatten vaander
sig i Rus og Elverdrøm —
Luften hvisker, murrer, sukker
under Løvets dunkle Tjæld,
medens Gudenaaen kogler
sælsomt mellem Pil og El.
Men i mangen Gaard og Hytte
ligger der en Mor i Løn,
søvnløs, ængstelig og beder
for en Datter, for en Søn,
som er med, hvor Skæbner tvindes
i den blinde Juninat —
medens Gudenaaen kogler
mellem Pil og Ellekrat.
Lyst og Glæde, Sorg og Smerte
følges ad, mens Strømmen gaar,
Slægter dør, og Tider skifter,
men engang om hundred Aar
flammer andre unge Sjæle
i en taaget Trolddomsnat,
mens de samme Strømme kogler
mellem Pil og Ellekrat.