Tammeram — tammeram — tammeram — tammeram
igennem den sorte, høststormende Nat
af tusinde Helhestes Kræfter besat,
i Kurver og Bugter,
gennem Kløfter og Slugter,
under ratschende, bragende Broviadukter,
over Broer af Beton,
Waggon paa Waggon —
Sporskifter, Flimmer, en øde Perron —
over Landstationers forgrenede Spor,
saa det knaldrer i Skinner og Sveller og Jord,
saa det slingrer og vugger,
stønner og sukker,
mens Flammernes Skær fra de brølende Fyr
slaar bølgende ud i de dampende Sky’r,
Maskinerne raser som tirrede Dyr,
de pruster og spyr
en gnistrende Regn over sovende By’r —
vi flygter og fly’r,
saa det gungrer og gny’r,
tammeram — tammeram — tammeram — tammeram.
Columbus. Er det Havet stængt inde bag Staal,
opflammet af Vulkans solluende Baal?
Er det Æterens Storm
i en lovbunden Form,
som gaar efter Menneskets Vilje og Norm?
Galelei, Galelei. Er det Stjernernes Sang
om hverandre i Gang —
tammeram — tammeram — tammeram — tammeram —
Universets evige Kamp med sig selv,
sprudende Krater og sydende Elv —
Jehovah i Sfærernes Periferi,
ensom og gal af sin vilde Magi,
frivillig fangen og frivillig fri —
styrende ud imod ukendte Maal?
Jo. Det er Toget paa Skinner af Staal —
en lynende Gnist fra hans stormende Aand,
et Legetøj skabt af hans mægtige Haand —
vildt og besat
kværner det gennem den osende Nat
tammeram — tammeram — tammeram — tammeram —
ned over Stenalderkrigernes Jord,
saa Gravkammeraanderne tror det er Thor
eller Odin i Spidsen for Asernes Hær —
men Bønderne vaagner og skimter bag Træ’r
det vildsomme, flimrende, flakkende Skær —
og de fyldes en Stund af et skælvende Frys
af Rummets og Almagtens Evighedsgys —
og videre gaar det i fraadende Kamp,
i Dunder og Damp —
tammeram — tammeram — tammeram — tammeram —