I vor Kamp med Angst og Mørke
Hav og Ild og Vejr,
i vor Længsel imod Solens
modervarme Skær;
i vor stærke Trods mod Vingthors
vrede: Ti og taal —
har vi nu omsider lænket
ham i Jern og Staal.
Hør, hvor han i Ilden buldrer.
Hør, hans vilde Kamp
syder bag den store Kedel
i fortættet Damp.
Se, det gnistrer over Gaden
i den sorte Snor —
se, det gnistrer under Vognen
paa de blanke Spor.
Det er Kraft af tusind Slægters
Livskamp, Slid og Taarer —
det er Nordens Ild, der pulser
gennem Byens Aarer —
det er Mennesket befriet
for sit Angstgys,
som bevidst i Natten tænder
Sejrens hvide Lys.