Du søde Fugl! Dit Hoved har Du bøiet,
Og foldet Vingen til den lange Roe.
Bag Løvets Skjul Du hopped tryg og fro,
Og med Din Sang Du tit mig har fornøiet!
Nu er den endt, den korte Livets Glæde!
Du ligger Lig her i min hule Haand.
Hvor blev den milde, muntre Sangens Aand,
Som i Dit lille Bryst nys havde Sæde?
Hvor har det lille Næb i Sangens Trille
Bevæget sig i livfuld Munterhed,
De spinkle Fødder hoppet op og ned, —
Og nu, hvor er det Alt saa stivt, saa stille!
See hvor de bløde Duun sig venlig bøie
Om Hals og Bryst, i rødligt Farveskjær.
Sortspættet er Din Vinge, graalig her,
Dit Hoved grønt, — men slukt det klare Øie!
Den falske Snare har Dig Livet røvet;
O søde Fugl! ei blev den sat for Dig!
Det røde Bær i Solen speiled sig
Og lokked Dig i Fælden, hist fra Løvet.
Hvor blev i Farens Stund Din ømme Mage?
Ak, var den Vidne til Din bratte Død?
Maaskee den flygted alt til Ørkens Skjød,
At ende der i Længsel sine Dage?
Saa sov da sødt! Du Lille! Yndefulde!
Du sang saa glad i Sommer og i Vaar.
Nu bruser alt det barske Efteraar,
Ei skal Du savne Skjul for Snee og Kulde!
Ved Bøgens Rod en Grav Dit Støv skal frede.
Du har vel ofte qvidret i dens Top,
Naar Morgensolen steg bag Høien op,
Maaskee bag Løvet bygt Din pæne Rede?
Nei, Sneens Hvirvler skal Dig ikke jage!
De spinkle Lemmer sove da i Fred.
Maaskee din lille Sjæl et bedre Sted
Alt fryder sig i Glædens Sommerdage!