Skjønne, underfulde Skue!
Østerlide staaer i Lue.
Hist bag Kæmpehøiens Top
Stiger Morgensolen op,
Spreder Ild paa Himlens Bue.
Trindt fra Løvets dunkle Gjemmer
Hilses den af tusind Stemmer,
Selv af Filomeles Toner
Dybt fra Skovens Kroner.
Lette Morgentaage svæver —
See hvor Demantsdraaben bæver
Paa hvert Græsstraa, fjernt og nær!
Svøbt i Iris’ Farveskjær,
Snart den sig mod Buen hæver.
Lysets gyldne Straale funkler
Paa Violer og Ranunkler,
Kjølig Morgenvinden lufter,
Liflig Blomsten dufter.
Bier hist for Kuben surre,
Elskovsfulde Duer kurre
Fra mit lave Tag med Lyst,
Mage tæt ved Mages Bryst!
Lærken hvirvler fra sin Fure.
Storkeungen ufortrøden,
Øver sig i Morgenrøden,
Stumme Muldvarp Skorpen bryder,
Op mod Lyset skyder.
Gylden glimrer Søens Flade.
Dybets kolde Slægter glade
Hilse Dagens Atterkomst.
Sommerfuglen — selv en Blomst! —
Gynger sig paa Malvens Blade.
Muntre Piger, raske Drenge
Flokkes alt i grønne Enge
Leen blinker, Blomsten segner,
Dufter sødt, og blegner!
Ak, op i det lyse Høie
Møde Tryllesyn mit Øie!
Purpurrøde Skyer smaa
Hist i det azurne Blaa
Let til Krands sig sammenføie;
Høit paa deres gyldne Sømme
Flygte Nattens lyse Drømme,
Mens i Bjergets dunkle Huler
Alfen sky sig skjuler.
Hist i Dødens Urtehave
Pusler blandt de stille Grave
Blege Mø, med Sorgens Krands,
Frisk i Taarens Perleglands —
Kjærlighedens rene Gave!
Glædens lyse Sommermorgen
Vækker Haabet, mildner Sorgen.
Evighedens Dag hun skuer
Klart i Østens Luer!
Nu til Arbeid efter Hvile!
Livets korte Timer ile!
Skjøn var aarle Morgenstund,
Livfuld efter Nattens Blund,
Alt jeg saae forynget smile!
Du, som end Dig søvnig strækker,
Hvem ei Morgensolen vækker,
Fly, o fly fra Sløvheds Dvale
Til Naturens Sale!