Theone leger ved Middagsstund
I grønnen Lund,
Hun plukker Blomster med Glæde!
Mens dybt hun bøiet i Græsset gaaer,
For hende staaer
Et Barn i skinnende Klæde!
Den underdeilige Pige bar
Et Vingepar
Saa sølverglindsende, hvide.
Theone frydefuld nærmer sig,
Og søsterlig
Omfavnes hun af den Blide.
De Smaabørn række hinanden Haand
Med munter Aand,
De hoppe, lege og spøge.
Saa ene søgte du Blomster her,
Veninde kjær!
Thi kom jeg dig at besøge.
Snart skal du skue min Blomsterflor,
Som evig groer
I Urtegaarden derhjemme;
Der blomstrer Rosen i Purpurglød,
Og undersød
Er hist Smaafuglenes Stemme.
Theone hælder sig længselsfuld
Til Pigen huld,
Sødt leer det himmelblaa Øie,
Mens hiin fortæller med yndig Røst
Om Hjemmets Lyst
Hist i det straalende Høie.
Saa venlig smilende Solen gled
Bag Lunden ned,
Da mon den Vingede smile:
See Duggen perler fra dunkle Sky,
Nu maa jeg flye!
Hjem til din Hytte du ile.
Theone beder saa bønlig blid,
O, giv dog Tid!
Mig ei saa hastig forlade!
O, tag mig med til din Urtegaard,
Hvor Blomsten staaer,
Med purpurglødende Blade!
Jeg gaaer at binde i venlig Glands
Til dig en Krands,
Snart kan du atter mig vente.
Naar Solen stiger i Rosenskjær,
Da er jeg her,
Dig til min Have at hente.
Med Smiil hun breder de Vinger smaa,
Og mod det Blaa,
Af Glands omstraalet sig hæver,
Mens Nattergalen fra Bøgen slaaer
Sødt som i Vaar,
Og Blomsten duftende bæver.
Klart skinner Solen ad Ruden ind,
Paa Barnets Kind,
Dens Straaler vække Theone.
O Fryd, da skuer hun Pigen skjøn
Med Palme grøn,
Og seierfunklende Krone.
Da hylles Øiet i Taageslør
Og Smilet døer,
Paa Kinden Roserne blegne;
Men frydfuld svæver den rene Aand
Ved Englens Haand,
Til Himlens salige Egne.