Det bruser fælt derude —
Kom Rok, min vante Tidsfordriv,
Lad hyle saa og tude,
Her smiler Lyst og Liv!
Du skræmmer Sorg og Harme,
Opvarmer venlig Blod og Sind;
Thi kom i mine Arme,
Lul mig i Drømme ind!
Mens travle Finger tvinder
Og Foden træder som i Dands,
Omsvæve elskte Minder
Min Sjel i Trylleglands.
Skjøndt al Naturen stormer —
Lig Hjulets Fart er Tankens Gang,
Som ofte mildt sig former
Til simpel, kunstløs Sang.
Du var min tro Veninde
Lig Harpen hist fra Ungdoms Vaar;
Jeg synge vil og spinde
Indtil jeg heden gaaer!
Ei nogen Fryd jeg savner —
O, Eders Selskab er mig nok! —
Og lige varmt jeg favner
Min Harpe som min Rok.
Jeg Traade spandt med Glæde
Til Livets lyse Brudedragt,
Til mangt et Dødningklæde,
Som længst i Muld blev lagt.
Snart spinder jeg det Sidste —
Et Lagen fiint og hvidt som Snee,
At pryde sorten Kiste —
Min egen Jordeblee!
Fra Rokken Snoren lyder
Ved Midnatstid, lig Aanderøst;
Den Dødens Komme tyder —
De Godes Haab og Trøst!
Da vil jeg Linet sømme,
Alt efter fromme Fædres Viis,
Og salig vil jeg drømme
Mig ind i Paradiis!
Der finder jeg de Kjære,
Som vandred længst fra Jorden hjem.
Forladt vil Harpen være,
Ei mere hentes frem,
Og støvet, stum og rusten
Min Rok vil staae i Ensomhed;
Thi Livets Traad er brusten
Og Haanden segner ned!