Carl Henrik Lorenzen (1807–59)

Fra Morgen er jeg flygtet ned

Til Dig, uendelige, dybe Hav,

Afrystende det tunge Hjertets Aag.

Hvor ofte har Din rullende Bølge

Baaret min Længsel afsted, de lønlige Ønsker!

Dig har jeg elsket, fra jeg var lille,

Sad paa Faderens gyngende Knæ,

Skjød fra Chirons Bue den hvinende Piil,

Sprang omkap med Skovens Dyr,

Paa Klippetind, henover Sletten,

Da Haab og Ønsker kom og svandt

Mellem Morgen og Aften, nye Verdener

Daglig oprandt for Barnets Øie.

Nu har Tidens Haand aabnet mit Bryst,

Og de slumrende Kræfter røre sig mægtig.

Af Gudernes Slægt jeg er udrunden,

Men til tunge Lænker smedede hine mig.

Hvi fik jeg vel den stærke Arm,

Det hvælvede Bryst og Mandens Mod,

Dersom Intet paa denne store Jord

Er at forstyrre ved Ungdomskraft,

Intet at bygge med mandig Viisdom?

Hist oppe dybt i Qvindernes Buur

Sidder jeg skjult den lange Dag,

Og Nattens vandrende Stjerner

Finde mig hvilende i bløde Arme.

Saaledes dreie sig Aarets Tider,

Og stedse voxer Kraft og Trang til

Himmel og Jord ømt at omfavne,

Livet at leve, Gudernes Gave,

Kæmpe de tunge, blodige Kampe,

Give til Andre, hvad jeg har vundet,

Stride med Mennesker, storme mod Guder,

Og i det vovede Spil døe eller seire.

Et Sagn fortæller om Titaners Kamp

Mod de mægtige Guders nye Slægt;

Saa Gud imod Gud tør stride paa Jorden?

Et Skud jeg er af Gudernes Stamme

Og lider deres Dom saa længe.

Alt veiede Fader Zevs min Skjæbne,

Da Moderen skjælv for den træske Kalchas.

Ei har jeg hævet Fremtidens Slør,

Jeg skimter blot igjennem Taagen;

Men hvad end times, Glæder og Sorger,

Naar Livet bruser, Kraften prøves,

Naar Sjælens Bølger skummende rulle,

Og Alt er Strid, og Alt er Ild,

Da skal jeg prise hiin mørke Spaadom,

Ei ændse Moderens Bøn og Taarer.

Et Navn Du nævner, ei paakalder,

Som maner mig af Dybet frem.

Din Moders Aasyn skuer Du, Achilles,

Min arme, haardt betrængte Søn.

Med Smerte blev Du født til stakket Liv,

Din Ungdom pleiet ømt af Kjærlighed

Til snart at veires hen for Tiden.

Du mindes Ates Qvad og vil afværge

Ubøielige Skjebnes haarde Slag?

Guderne raade for Dødeliges Idræt,

Og i Blinde famle Menneskenes Sønner.

En Moders Hjerte nærer mangt et Haab

Ved Siden af den sørgelige Vished.

Til det Forkrænkelige blev Du knyttet,

Du Menneskesøn og Guders Ætling,

Og Floden tvætted ikke Støvet af.

Beholder kun, I Guder, Eders Hal,

Skyborgen hist paa Bjergets Tind!

Under mig blot den havomgivne Jord

At færdes paa blandt de Dødelige.

Din Jord blev skrænket ind til denne Plet;

Du skulde her i lønlig sikker Vraa

Ei rammes af den Fare, som Dig truer.

O styr Dit Sind, betving Din Attraa,

Giv ei til Priis for Skjebnens Magt

Det Liv, for hvilket Du end raader.

Hvad der er skeet, kan aldrig slettes ud;

Den svundne Tid, den har i Sjælen

Indgravet sig med dybe, stærke Træk;

Hiin Elskovslyst, den søde Livets Drøm,

Den tunge Længsel og det bittre Nag

Har blandet sig i Hjertets røde Blod,

Og kan ei skilles fra den sidste Draabe.

O Moder, Du har spildt min favre Ungdom,

Livets Dage, de rinde saa tomme!

Alt mangen Gang til os en Fremmed

Fra fjerne Lande over Havet kom,

Som stor og mægtig, lig en Gud,

Omkring paa Jordens Flade drog,

Hvis Roes alt høie Skjalde sang,

Hvis Styrke Mændene undveg;

Og fra min Krog i Qvindekjortel

Jeg hørte ham fortælle om sin Færd,

Om blodig Dyst, om høie Mures Fald,

Om Snekkens Furer i det dybe Hav,

Og efter Skjoldet famlede min Arm,

Og Haanden følte alt den tunge Landse.

O Moder, Du har spildt min favre Ungdom,

Livets Dage, de rinde saa tomme!

Din Taare saarer ei mit Moderbryst,

Og Kjærlighed tilgiver Sønnens Harme;

Jeg føler dobbelt Dine Smerters Vægt.

Paa Kinden gløder end Din Ungdomsvaar,

Den er ei spildt, ei tabt for stedse.

Kan Du ei bære tvungen Byrde,

Lad Aaget falde fra din Skulder

Og prøv at følge Hjertets Drift.

Til stakket Liv jeg fødte Dig med Smerte,

Selv Guder bøie sig for Ares Bud;

Saa skuer jeg engang Din Baare,

Naar dunkle Spaadom er fuldbragt,

Foruden Suk og tunge Taarer.

Hades skræmmer mig ei, den grumme,

Ei seent vandrende, brændende Floder.

Sjælens Skygge, saa taus og rolig,

Lider ei Jordens nagende Smerte,

Føler ei Livets Længsel og Lyst.

Du længes efter Liv blandt Dødelige

Paa denne havomgivne Jord,

Og ræddes ei for Skyggeriget?

Det Maal, som Guderne have sat,

Ingen magter at stride forbi det.

Tiden, den være fjern eller nær,

Da Øiet lukkes for Solens Lys,

Og Lemmerne løsnes paa Val eller Leie,

Uden Gru skal jeg see dens Komme,

Skjælver ei for hiint Skyggerige.

O var det Bælte sønderrevet,

Som strammer denne side Kjortel!

Et Sværd blev gjordet om min Lænd,

Med Skjold og Spyd paa Arm i Haanden,

Jeg skulde styrte frem i Kamp,

Og efter mig de tætte Skarer.

Moder, seer Du Taaren paa min Kind,

Hvor det brænder mig i Blodet?

Ud over Havet strækker jeg min Arm

Til de høie, skyvandrende Guder:

De bønhøre den Betrængte.

Min arme, vaandefulde Søn!

Dengang jeg fødte Dig ved Flodens Bred,

Jeg aned’ ikke saadan Fremtid.

Men freidig stol paa høie Guders Hjælp.

Jeg iler bort til Fader Zevs’s Throne,

Skysamlerens Knæ jeg bønlig favner,

Og beder, at han løsner Dine Baand.

Hvo som ei kjender

Kommende Dages hildende Vanfærd,

Aldrig betynger sin Hu med Frygt for

Nagende Sorg og skuffet Forventning:

Dristig han sætter sin Fod,

Og tryg han fuldbringer sin Idræt.

    Rammer et sikkert

Varslende Qvad fra kyndige Guddom,

Vaklende bliver hans Skridt, og angstfulde

Famle hans Tanker om efter Frelse,

Rædsel betager hans Sind,

Og Hvilen forlader hans Øie.

    Faa blev det givet

Rolig at see paa truende Fremtid;

Færre, paa stormfulde Livshav stedt, at

Fremme paa Trods bebudede Skjebne;

Klager ei dæmpe hiin Glød,

Ei Taarer slig brændende Attraa.

    Viselig skjules

Kommende Dages Sorrig og Glæde;

Rullende Bølge mod ukjendt Havkyst

Vugges saa blidt af føielig Medbør;

Seilene svulme med Haab

Og ahnelsesfulde Fortrøstning.

O lad dem briste, disse snevre Baand,

Og lad mig atter følge Hjertets Drift!

Selv Kjærlighed er bleven til en Byrde,

Der hviler tungt og standser Aandens Flugt.

Af Elskov dulmes ei den smertelige Længsel;

Engang den lulled’ for det vilde Sind,

Opfyldte det med vaarlig milde Drømme,

Lod Glemselsurten trives i mit Bryst,

Til Lyst forvandle sig en lønlig Attraa:

Hiin Tid er borte, svunden er hiin Drøm,

Hiin Urt, den visner i den hede Barm,

Hiin Attraa vaagner med fornyet Kraft,

Og ukjendt Glød nu strømmer gjennem Aaren.

Du sidder ene, søger saa ofte

Eensomme Steder, den vilde Strand,

Stirrer ud paa de mørke Bølger,

Skyer vort stille, hyggelige Samliv?

Hvilken Gud eller Dødelig, siig mig,

Har krænket Dit Sind og saaret Dit Hjerte?

Læben magter ei at tolke Hjertets Nag,

Din Haand, Dit Blik har lukket den.

Uden Hvile færdes Menneskenes Sønner,

Tumles om paa Hav og Jord.

Mig blev forundt et Gode, men blev nægtet

Gudernes største, herligste Gave.

Menneskenes Salighed de misunde;

Har Du fortørnet dem, o lad et Offer

Forsone de Mægtiges rammende Vrede!

Lad Cypris true, lad den høie Fader

Slynge sit flammende Lyn fra Olympos,

Aldrig har Støvet seet mig knæle

Ydmyg dybt for mine Lige.

Hvad jeg attraaer, det bør komme,

Hiin Skjebne, den urokkelige;

Og bedre var det, om Du aldrig saae

Den Dag, der løsne skal det Bundne,

Og skille grumt vort Favnetag.

Har Nogen bebudet slig en Stund?

O Tiden bliver Elskovs Fjende,

Og Evigheden blot dens Ven.

Og om saa var, formaaer Din Haand

At standse Tidens rullende Hjul?

Enhver, som elsker, troer paa saadan Kraft.

Har Du engang, frivillig tvungen,

Givet Dig selv, givet Dit Hjerte,

Byttet i lange, salige Nætter

Sjæl imod Sjæl paa Læbernes Bro,

Og mener nu, at Alt skal falme,

At saadan Lue slukkes ud?

Paa mine Skuldre hviler end Din Arm,

Og Dine Lokker flagre mig om Kinden.

Jeg føler end Din Aande, seer mit Øie

End speile sig i kjærligt dybe Blik.

Alt, hvad jeg taber, elsker jeg nu ømt,

Og hvad jeg vinder, frygter jeg nu saare.

Er nogen Vinding Dig bebudet?

Afslør den dunkle Tales Gaade,

Betag mit Sind en selsom Frygt.

Hiin Vinding, føler jeg tilfulde,

Er Tab og Savn for tvende Hjerter.

Er Vinding Tab, o lad den Skat,

Som Du forøger, ei formindskes!

Bevares kan ei mere denne Skat,

Jeg raader ei for hvad jeg eier.

Min Kjærlighed er i din Eie

Jeg gav den bort mod sikkert Pant

Og kræver aldrig den tilbage.

Men staaer Din Hu til andre Goder,

Vil Du ei nøies med min Skjerv,

Hvi kalder Du hiin Vinding Tab,

Da Du bevarer ældre Gave?

O haarde Kamp, o bittre Smerte!

Hvi taler Du om Kamp, om Vaande?

Du skjuler neppe lønlige Sukke,

Din Haand, den knuger saa fast, saa ømt.

Og kan Du aldrig slippe denne Haand?

I Barmen er ei Rum for saadan Tanke;

Jeg har kun drømt om Elskovs Evighed.

Hos Dig jeg sad i Dagens søde Lys,

Og Nattens tætte Slør os skjulte;

Til Hades selv jeg skal Dig følge,

Hvor blege Skygger, tause Sjæle

Ved Acherons haarde Bredder vandre.

Min Moder talte nys om Hades.

Din Moder? Var det Dig, der kaldte

Din Moder hen til denne Kyst?

Jeg sad og grubled’ her ved Stranden,

Og hendes Navn fløi bort med Vinden;

Strax stjod hun op af Havets Dyb:

Hun gav mig Trøst og loved’ Frelse.

Og Hades? Tal, hvad sagde hun om Hades?

Hun minded’ mig om halvforglemte Qvad,

Der lød engang for mine Øren,

En Spaadom, tvungen frem ved Offerkunst,

For siden at fuldbyrdes.

Den rammer Dig? O giv mig Halvten

Af denne Lod, som vorder Dig til Deel;

Som Løn jeg kræver saadan Gave.

Hvad hændes skal, kan ikke deles,

Enhver forvinder egen Qvide.

O dunkle Gaade, mørke Guddomsrøst!

Ved Klager mildnes ei det haarde Bud.

Hellige Cypris, Du huldsalige,

Mildt henhørende, Alt forenende,

Dig har jeg paakaldt, for Dit Billed’

Knælet med Tillid i Myrtelunden,

Vend ei fra mig i Nødsens Stund

Dit husvalende Moderaasyn!

Den Hjælp, Du venter, times ei;

Ugjenkaldeligt Bud os hilder.

Jeg bøier ydmygt mig for dette Bud,

Dog Bøn og Taarer lindre Smerten.

Men ei jeg seer Dit Øie vædes:

Kan saadan Byrde bæres uden Harm,

Og Hjertesorg for Elskovs Blikke dølges?

Dig gav Naturens Haand et Taarevæld,

Forundte mig en freidig Manddom;

Dog denne Kraft beskjæmmes tidt af Taarer.

Og naar Du troer paa Qvindens Styrke,

Fuldfør Din Tale, skjul ei Noget.

Du veed for Meget alt, og dobbelt tynger

Bebudet Skjebne Dødeliges Bryst.

Kom, lad os gaae; paa Klippestien

Jeg følger til Cytheres Lund;

Udøs Din Smerte for Gudinden,

Vi sees igjen, naar Dagen helder.

Den helder alt i Hjertet; og hiin Nat,

Naar Alting daler, Elskovs, Haabets Sol,

Den stunder til med Sorgens Mørke.

Havet ligner Du, Menneskesjæl,

Naar morgenfrisk under viftende Taage

Fladen kruses af Vaarens Aande,

Naar Solen bader sit Ansigt

I lummert glindsende Havblik;

Lynsvanger Mulmsky truende stiger,

Skræmmer med graaligt Skjær

Svævende Ørn og flagrende Maage,

Storm farer hen, og skumklædt Bølge

Vælter sig taarnet med Drøn mod Bredden.

    Eller naar Aftenglød fra fjerne Høie

Smelter bort, lig gyldne Drømme,

Over det dybe, dæmrende Blaa,

Maanen høit over Lundens Skygge

Spreder sin funklende Lysstrøm,

Himlens tusinde Stjerner speiles

Roligt i tause, natlige Vande.

    Havet ligner Du, Menneskesjæl;

Farer Din Bølge, paa Stormens Vinge,

Henover Skjær, mod grundfast Klippe,

Hvirvlende bruser den frem og øver

Trodsig Kraft mod standsende Muur,

Om end gløder elskende Sol,

Om end speiles sværmende Maane.

Fra Grækenlandets skjønne Vang

Har Nat og Dag i Stormens Fjed

Nu Snekken mørke Bølger kløvet.

Saaledes lød Oraklets viisdomsfulde Røst,

At lede trindt paa Jorden

Efter den Stærke, Gudopfostrede,

Hvis Troias Mure skulde falde.

Her paa Skyros skal han være skjult

I Qvindeflok hos Lykomedes,

Og finde vi ham, skal han følge,

Thi Skjebnen fremme bør vi Dødelige.

Brug ikke Vold i fremmed Land;

Det frugter ikke, lad mig raade.

Her hjælper ikke sindig Kløgt.

Og Skade gjør kun voldsom Færd.

See, spørge kan vi strax den Træl,

Som hist paa Marken kommer os imøde.

Peliden, er han blandt Din Herres Døttre?

Jeg Sandhed kræver af Dig; siig,

Har Du ei seet engang paa Borgen

En Qvinde, stor og stærk af Lemmer,

Som ei er født paa denne Øe?

En Qvinde er her, høi og herlig,

Fortrolig med vor Herskerinde.

Alt mangen Vaar og mangt et Løvfald

Er gaaet over denne Isse,

Men sligt har Øiet aldrig seet:

Hun en Gudinde synes mig at være,

En Mand i frisk og fyldig Kraft,

Men ei en svag, spædlemmet Qvinde.

Ja, det er hende, vi skal søge.

Gaae Du foran og viis os Veien,

Paa Løn det skal ei siden mangle.

Herhid! Naar Borgen skimtes,

Bliver Du tilbage:

Vi melde selv vor Ankomst.

Kom her en Qvinde, saae Dig sidde

Saa rolig stolt i side Kjortel,

Hun glemte dette Syn vist aldrig.

Saae Manden disse fulde Lokker,

Din Arm saa trind, saa sort Dit Øie,

Betoges han af dybe Længsler.

Her svinde Timer, som Minuter,

Og Tiden bliver aldrig lang.

Du spinder Uld, jeg spinder Tanker,

Saaledes rinder Dagen hen.

Jeg drømmer søde Drømme,

Mens Phøbos over Jorden svæver.

Jeg tæller Timerne med Længsel

Til Nattens Fred og Nattens Drømme.

Et Qvindehjerte er en kjælen Blomst,

Der kræver Sol og Foraarsvinde;

Den trives bedst, naar kjærlig Aand

Henover Kalk og Blade vifter.

Og Manden søger Qvindens Arm

Som Solen Havets grønne Bølger;

Her vindes Kraft og Glands igjen,

Som tabtes under Livets Taage.

O var jeg blot Dit grønne Hav,

Og Du min skjønne Sol for evig!

Jeg skulde rødme som en Brud

Hver Aften under Dine Straaler.

Og længselsfuld jeg daler ned

Med Flammekys paa dine Bølger,

Men lad mig vandre kraftig fri

Hver Morgen paa min vante Bane.

O hulde Cypris, gjenforenende,

Og Anteros, jeg skjønner fuldt paa Gaven.

Du minder mig om Guders Hjælp;

Slet ingen Tak jeg agter at frembære.

Du Grumme, hvor unøisom er Du!

Den nøies ei, der er sig Savn bevidst,

Og eied’ han uendelige Fylde.

Ud i det Fjærne Manden altid stræber,

For Øieblikket har han sjeldnere Sands.

Stæk Ørnens Vinger, lad den boe i Dalen

Og pleies ømt af Kjærlighedens Haand,

Er den uskjønsom, naar den altid længes

Langt bort fra Lænken efter Fjeld og Sky?

Hiin mørke Tanke manes atter frem;

Jeg saae den hvile nys i Elskovs Skjød.

Besværg ei dette Syn med Trolddomsord!

Hvad der er født i Barmens Dyb, fremstiger

Og danner sig til Ord, halvqvalte Suk;

Forgjæves strider jeg mod denne Trang:

Den kan ei dølges, aldrig stilles heelt,

Selv i Din Favn den skræmmer Elskovstanken.

Du har et kjærligt Vidne til Din Strid.

Og dog, hiin Gnist, som Tidens Haand har tændt,

Den blusser op ved denne Kjærlighed.

Vil Du, at den skal skiftes om til Had?

Det magter Ingen, ei jeg selv engang.

For Andres og for eget Bryst er Had

En Tyngsel. Nei, da hellere mandig Dyst

Mod hvad der møder os med fjendtlig Hu.

Min Svaghed har Du seet; nu føler jeg

Mig stærk og strider modig ved Din Side.

Og naar det Værste hændes?

                        Hændes ei,

Hvad Guders Varselsrøst bebudet har?

Og kan Du freidigt see Fuldbyrdelsen?

Jeg venter Styrke af min Kjærlighed:

Den lider tvefold, men har tvefold Kraft.

Saa lad mig ikke, hvad jeg længe næred’

I stille Sind, et lønligt Ønske dølge.

O var den Traad, som tvindes af Din Haand,

Min Livets Traad, som snart er tvundet!

Var Du hiin Guddom med det strenge Aasyn,

Der ubønhørlig grusom bryder af,

Hvor end de Fleste pønse kun paa Idræt,

Hiint Redskab i Din Haand jeg skulde prise.

Skjul Taaren i Dit Øie, træng Dit Suk

Tilbage til Din Elskovs rige Væld,

Og segn ei modig under Sorgens Byrde.

Naar Timen stunder til, naar Alt er endt,

Følg mig med kjærlig Haand til Hades,

Og lad os skilles roligt ved hiin Port,

Som fører ind til Skyggers dunkle Rige.

Tal ikke videre, hvert af Dine Ord

Har rystet dybt og frygteligt mit Hjerte.

Jeg vaagen seer et rædsomt Syn, og gjerne

Jeg vilde troe, det var en flygtig Drøm.

Rul hurtig bort, Du sorte, bittre Dag,

Kom, tause Nat, o dulm med venlig Ro

Mit Hjertes Sorg og stands min Taare,

Dal, bløde Søvn, ned paa mit trætte Sind,

Og siden — giv, Gudinde, hellig Kraft

Til Mandens troe Ledsagerinde!

En Fremmed vover her at træde ind;

Tilgiv! man viste mig til Fruerstuen.

Hvem er Du? Siig Dit Hverv! Her er ei Steder

For Husets Gjæst.

                Jeg er en fremmed Kjøbmand

Og kommer fra Phønicien, mit Hjem.

Vi Kjøbmænd flakke om fra Sted til andet,

Falbyde vore Vare, spørge Nyt

Og gjøre Gjengjæld med hvad vi erfare.

I Sommer færdes jeg blandt disse Øer

Med Skib og Folk. Man har saa tidt fortalt

Mig om en Kongedatters Ynde og Forstand,

Om Faderens Magt og Rigdom, at jeg ønsked’

    At gjæste denne Øe. Maaskee Du er hiin Qvinde,

Som Rygtet taler om; jeg øiner Ingen,

Der kunde være andet end Din Tærne.

Du taler med Kong Lykomedes Datter.

Siig uden Omsvøb, hvad Du ønsker.

                                Blot

Den Gunst, Du vilde see paa mine Varer.

Jeg bærer her en Bylt; naar Du tillader,

Saa breder jeg det ud paa Bordet. See!

Maaskee der findes Et og Andet, som

Du synes om, skjøndt sandelig til Pynt

Du neppe trænger.

                    Hvilket deiligt Smykke!

Og disse Armbaand, denne Ring med Stenen!

Hvor funkler den med selsom Ild! Hav Tak,

Du under os et sjeldent, yndigt Skue.

Og Alting klæder Dig saa vel. Betragt

I dette Speil det gyldne Diadem;

Det sidder godt paa sorte Lokker. Her,

Tag Perlesnoren; den beskjæmmes vist,

Naar den har slynget sig omkring Din Hals.

Vælg frit blandt mine Ringe; der er nok;

Jeg har dem ikke bedre.

                        Kommer Alle!

Og Du, mon ei Dit Øie blændes kan

Af denne Glands?

                    Ha! Hvilket Syn! et Spyd

Blandt Qvindetant! See, hvor dets Odde funkler

Fremfor det røde Guld! O det er længe,

For længe siden, jeg har kunnet knuge

Et saadant Manddomssmykke i min Haand.

Du synes om mit Spyd? Læg det kun bort

Igjen; det er for tungt og klæder ilde

Din fine Haand.

                Mit gamle Spyd! Der var

Ei mange Mænd, som kunde kaste det.

Her, Kjøbmand! dette Vaaben bliver her.

Forlang, hvad Priis Du vil.

                            Hvad nytter det,

At kaste Spyd i Qvindebuur?

                                Nu, vil

Du ei, saa tager jeg med Magt Dit Spyd.

Forsøg at vriste det af Haanden paa mig.

Nu vaagner Du, Pelide; længe har

Du drømt.

                Hvem er Du? Djærvt og fyndigt er

Dit Sprog. Du kjender mig, mit Navn?

                                    Jeg er

Ei Kjøbmand, ei Phønicier. Det var

Et Paaskud for at slippe frit herind.

Ulysses kaldes jeg, han Diomedes;

De græske Helte kjende vore Navne.

Dem mindes ogsaa jeg fra svunden Tid.

Kom slige Ting i Qvindebuur paa Tale?

Spar Dine hvasse Ord! Hvad er Dit Hverv?

Jeg frygter for at kildent Øre saares.

Tal uden Omsvøb, eller Gjæstens Ret

Har Du forspildt ved giftig Tunge.

Sligt Ord jeg vented’ ei. Saa hør da nu

En Borg er bygget paa en Klippetind,

Og travle Hænder have trindtom reist

Smaaboliger og Guders Templer.

Did drage hele Grækenlandets Sønner,

Aftvættende den Skamplet, som engang

Den træske Paris satte paa en Grækers Ære.

Til Ilions Stad de drage, mener Du?

Det har man her paa Øen ikke spurgt.

Ja, derfor komme vi. Du bør os følge

Paa Toget, ellers Magt mod Magt, Achilles.

Nei, Tvang behøves ikke, Diomedes,

Hans Sind er ikke skabt til Qvindefærd.

Din Smiger spilder Du; med Magt det vilde

Heelt vanskeligt for Eder blive, troe mig.

Til Ufred drage I ham fra min Side?

Fred kan jeg ikke love, men en Hæder,

Fuld vægtig som en Konges gyldne Krone.

O fæst ei Lid til denne Mand, Achilles,

Stol ikke paa hiint Lykkens Vagelsind!

Selv om den gunstig var, vil Du da nøies

Med Sæbebobler, som et Pust forjager?

Spild ei for flygtigt Tant et sikkert Gode.

Jeg eier Meget, nægter det ei heller,

Jeg vandt og gjemte her et rart Klenodie,

En Qvindes hele Sind og fulde Hjerte.

Dog bytted’ jeg et andet Smykke bort

Og saae først siden, at det var vel meget:

Min Hjertefred, en sjelden Guddomsgave.

Kan denne Strid ei ryddes ud af Sjælen?

Vognbaaren est Du ei, Du sledske Qvinde;

Hold op at snoe Din Væv om Mandens Bryst

Vær skaansom mod en Qvinde, gjæve Helt!

Du synes ei at skaane ved din Tale;

Men siig os nu, hvortil Du Dig beslutter.

I kræve Hjælp, I trænge til min Arm.

Du troer maaskee, vi savne Heltes Kraft?

Nei, for Din egen Skyld vi kom hertil:

Et Skud af saadan Stamme bør ei savnes,

Hvor Landets bedste Sønner skulle samles.

Du Underfundige! Hvor listig kaster

Du Garnet ud og troer at hilde kløgtig

En Uindviet i Din lumste Snare.

Den Vidende bør ingen Snare frygte.

Har Rokken ellers aabenbaret Noget?

Du kaade, plumpe Knægt! Du skulde tugtes,

Selv for en Vaabenløs Du skjælve skal.

Forlad ham eller kald paa Mændene!

Du Frække! viid, jeg kjender alt hiin Spaadom:

Foruden mig kan Ilions Muur ei falde.

Du veed det?

                Ja, men Resten har jeg glemt;

Den bør ei lyde for hiin Qvindes Øren.

Den naaer engang til hende, kan ei skjules.

Tie! saadant Ord er her til ingen Baade.

Jeg kræver Vished for hiint Gaadesprog;

O er nu Taagesløret for mit Øie

Alt falden? Hiin staaer taus med skummelt Aasyn,

Dit kjærligt aabne Blik bebuder Taaren

Og aabenbarer sørgelige Løndom.

Den hviler trygt; lad Tiden røbe den.

Uværdig er jeg til at dele Byrden?

Du skaaner Svaghed, tvivler om min Kraft

Og ønsked’ nylig dog, jeg skulde følge

Dig trofast paa Din sidste Gang i Livet.

Forvovent fordres det Utidige.

Bekræfte skal Du blot min Ahnelse.

O det er vist den Frugt af Offerkunsten,

Der modnes, naar hiint Ilion synker.

Det synker vist.

                    Men ikkun ved Din Haand.

O salig Trøst! Din Redning er end muelig.

Nei, elskte Qvinde, kaldes Døden Tab,

Da svigter Haabet, Alting er fortabt.

Stød bort de skumle Mænd, de fristende!

Bliv her i sikker Vraa, betving Dit Sind,

Og lad de Andre færdes, hvor de lyste,

Med blodig Hu. Et Tempel har jeg bygget

Og reist et Gudebilled i mit Hjerte.

Der truer ingen Fare, frække Voldsmand

Forgjæves trænger ind i denne Helligdom:

Den høie Cypris værner selv om Lunden.

Og Ates Bud, hiin Ring af haarde Malm,

Som slutter ind det store Verdensalt

Og sætter Grændser for det Dødelige?

Det første Led er sprunget ud af Hjelmen:

Jeg kjender grant det stumme, mørke Tegn;

Det varsler ilde, men bebuder Kampen.

Nu Drømmen svandt. See dette blanke Sværd,

Og dette Spyd, samt Kobberskjold og Bælte,

Det funkler smukt og minder Mandens Sjæl

Om Heltefærd og Hæderens Straaleglands.

Spydsodden saarer kun; men Smerten lindres

Ved nøisom Fred og Guders høie Ro.

Med Vaabenklang sig blander Elskovsrøst

Og overdøver fast de stærke Toner.

Mand var jeg, er nu atter vorden det.

Kom, giv mig Sværdet og det blanke Skjold:

Den Lod har jeg for længe siden hørt,

Og efter den jeg længes atter saare.

Og lokkes end Dit Sind ved Haab om Frelse?

Hiint Haab er svundet, Attraa griber Barmen,

Udfolder mindste Vraa med ukjendt Lyst.

Heel stakket er det Liv, som Sjælen nyder,

Og Traaden kort fra Vuggen indtil Graven.

Snart falder Mørket paa, den tause Nat,

Hvor Længsel, Sorg og Hjertensfryd er glemt,

Og fordums Kraft opløser sig i Skygge.

Kun Fremtid er saa lang, brat flyer Erindring,

Og Daad og Kamp er ene Mindets Skat.

Jeg føler alt, det svulmer i mit Bryst,

Det er, som det sin Lænke sønderbrød

For længe jeg i Dvale laae og drømte,

Nu vaagner jeg med frisk, fornyet Kraft

Til bedre Liv, end da fra Pelions Kløfter

Jeg vuggedes hertil i Moderens Arme.

Min Taare magter ei at slukke denne Glød,

Og venlig Røst ei trænger ind i Hjertet.

Er Alt forgjæves, vil Du fremme selv

Bebudet Skjebne, da er Klagen endt,

Uværdig selv for Qvinden. Drag til Kamp,

Til varig Seir, hvis ei af Guders Haand

Brat Livets Idræt brydes af forinden.

Men svigter Haabet ei, har Moderhjertet

Fremavlet Guddomsqvad ved jordisk Frygt,

Har Offerpræsten daaret Qvindesind,

Da venter Dig engang med kjærlig Hu,

Naar Du betages af en mægtig Længsel,

Og qvægsom Ro neddaler i Dit Bryst,

Hvad end der hændes skal, et trofast Hjerte.

Troe ei, jeg glemmer Dig. O suk ei meer,

Og lad mig standse Taaren, favre Qvinde!

En Fremtid aabner sig for mine Øine,

Den er saa mørk og dog saa klar at skue.

Med denne Haand jeg hviler paa en Klippe,

Rodfæstet dybt i Kjærlighedens Skjød,

Og med den anden greb jeg nys den Skjænk,

Hvortil jeg længe følte lønlig Attraa.

Hvad end jeg vælger, Eet bør jeg forlade,

Og begge gad jeg holde fast bestandig,

Omfavne Dig, der smelter hen i Graad,

Og styrte ud i Verdens Kamp og Tummel.

Hør, Krigsbasunen lyder; det er Tid;

Skal Ilion falde, bør ei Elskov seire.

En Røst fra Hades? Kalder den mig ned

Fra Livets søde Lys, fra Elskovs Drømme?

Men Borgen paa hiin Tind, den kneiser end;

Hist seer jeg Skibe paa den vilde Strand;

Fra Bredden stride høie Helte frem,

Og over Sletten spredes mørke Skarer.

De standses brat af Muren, Porten aabnes;

Ud bølger vældig Fjendens Strøm og trænger

Tilbage ned til Havet. Stærke Høvding

Forgjæves strider tappert først i Rækken;

Hans Hjelmbusk falder, Haanden segner alt.

Er ingen Hjelp og Hævn, der redder græske Mænd?

Med Barnehaand Du griber stærke Spyd,

Og slynger venlig Armen om mit Bryst.

Nei, stands mig ikke! Tiden stunder til;

End kneiser Ilions stolte, sikkre Borg:

Den falde skal i Gruus, og vilde Luer

Henvirvle over fordums Herlighed.

Op, djærve Helte! følger mig til Havet,

Lad Snekken fure Bølgen Nat og Dag

Fra Barndoms Hjem til Mandens Tumleplads,

Og skjærmes Staden selv af høie Guder!