Ud i Verdens vilde Larm
Mel.: Vil du være stærk og fri etc.
Mel.: Vil du være stærk og fri etc.
Ud i Verdens vilde Larm
raske Yngling higer,
og med aaben, skyldfri Barm
ingen Fryd han sviger.
Nornen er ham huld og god,
ei han kjender Taarer,
og med Ild det unge Blod
ruller i hans Aarer.
Glæde smiler fjern og nær,
end ei Tvang ham binder —
ak! men stakket Vaaren er;
brat dens Lyst forsvinder.
Snart han føle maa dens Savn,
maa med Veemod klage,
og med udstrækt Længselsfavn
stirrer han tilbage.
Phantasiens Drøm saa sød
dræber Virk’ligheden,
og et Liv af Sorg og Nød
seer han for sit Eden.
Eensmatig Dont at agte paa
i hans Lod nu falder;
Poesien vige maa,
Livets Prosa kalder.
Frihed! ak, var hans Natur,
lænket er hans Vinge!
Fuglen fra sit Fangebuur
sig omsonst vil svinge.
Himlen, før saa klar og blaa,
mangen Sky fordunkler;
Haabet, rosenklædt han saae,
mat og fjernt nu funkler.
Medens varme Ungdomsbryst
længselsfuldt end gløder,
siig, hvad skjænker ham end Trøst,
Livet ham forsøder?
Du, o Venskab, tro og varm,
Du hans Hjerte fryder,
og din Straale i hans Barm
Mulmet gjennembryder.
Tæt foreent i Broderlag,
Ven med Ven tilsammen,
dobbelt paa den travle Dag
qvæger Venskabsflammen;
Evan smiler til vor Lyst,
fri er Aand og Tunge,
og af Glædens fulde Bryst
Venskabs Priis vi sjunge.
A. P. Liunge,