Afskeden
Romantisk Idyl.
Romantisk Idyl.
(efter La Motte Fouque.)
(efter La Motte Fouque.)
Lys traver i de første Riddervaaben
Om Aft’nen efter første vundne Slag
Den unge Kjæmper gjennem grønne Skov.
Da funkler det fra Jorden ham imøde.
”O Gud, hvor gyldent og hvor stort!
Ak, er det kun min Faders Skjoldrand ej!” —
Af Hesten sprang han, flyver til —
I høje Græs, der ligger gamle Helt,
Med gyldne Skjold vidt over sig, i Skjul;
Og Blod fremsprudler af de ædle Vunder.
Den Unge sukker, løfter Skjoldets Tag
Og prøver, Hjelmens Baand at løsne;
Da foer den Gamle op af dybe Afmagt
Og skreeg:
”Hvo vover til mit Vaaben sig? lad af,
Du Vandringsmand! Det er en hellig Skat.”
”Ak, Fader! see dog, det er mig!
Lad mig Jer lette for hiin Kjæmpevægt.”
”Lad ligge, Barn! Et Tegn det mig skal være,
At jeg med Ære faldt.
Naar jeg er død, tag saa min Hjelm,
Det gyldne Skjold, og dette gode Sværd.
Men mens endnu jeg lever
Jeg ej det slipper — Sejren er dog vor?”
”Ja, Fader!” — ”Gud skee Tak!
Den som han elsker, saa han kalder til sig! —
Er Intet meer i Skarerne for Dig?” —
”Nej, Fader!” — ”Vel; saa gjør mig til Behag,
En Sang mig qvæd — See, Skoven grøn og frisk
Og Aftensolen, Alt som da jeg først
I grønnen Løvsal hist Din Moder saae,
Den salig’, kjære Moder! Syng for mig
Den Vise, hun saa gjerne plejed synge:
Om Himlens Engle og om Skovens Lam.” —
Og Sønnen tørred taus sit vaade Blik
Og stemmed fromt og simpelt i sin Sang:
I Skoven
Hvor Løv sig hvælver oven;
Der boe de Lam saa smaae.
Samdrægtig med hverandre
Saa fredelig de vandre,
Og ind og ud de gaae.
I Himlen,
Langt bort’, fra Verdensvrimlen;
Der er de Ædles Boe;
Der toner Harmonier;
Der Kamp og Smerte tier;
Der troner evig Ro.”
”Ja, ja i Himlen!”
Saa afbrød her den gamle Helt sit Barn.
”Dog, her paa Jorden slaa’s man end ret lystigt.
Her! Paa den venstre Fløj
Sig Fjenden ordnet har!
Frisk paa din Hest, og hug saa mandigt ind!
Lev vel! Jeg skal din Moder fra Dig hilse.” —
Ham Sønnen kysser, springer rask i Sadlen.
Da efter ham den Gamle endnu raaber
Med sidste Kraft:
”Brug skarpt Dit venstre Skinbeen, naar Du hugger!
Før løb jo næsten Blissen med Dig løbsk.
Jeg kjender den. Man maa det ej forsømme.”
Da skjulte mat sit blege Aasyn han
I Græsset, gav sig Gud og Christ i Vold
Og mumled tyst i Skjægget:
”Der troner evig Roe!”
Og glad bevinget fløj den tappre Aand
Til sine fromme Helteahner
Og til de gamle Kæmper højt i Himlen.
Men Sønnen lod Visiret falde ned
Dybt for det taarefulde Aasyn;
Han sporer rask sin Hest, skarpt Skinnen bruger,
End skarpere sit Sværd, og Fjendens Skarer bryder.
A. P. Liunge.