Ved lune Ovn sig muntre Rokke dreie
og huuslig Syssel gjør os Tiden kort,
ved Spøg og Snak gaaer lange Aften bort,
og trofast Samqvem med os Venner pleie.
Det visse Haab, vor hede Længsel vandt,
i himmelsk Glands sig nu for Sjælen viser,
og alle Tunger, alle Hjerter priser
dets lyse Stjerne, som i Øst oprandt.
Fra alle Læber Glædens Hymner stige,
dens Udtryk malet i hvert Blik jeg seer,
dog Ingen fryder Julens Gammen meer,
end hine Smaae, som eie Himlens Rige!
A. P. Liunge.