Mens de gamle Kloder kredser
duekælent rundt om Himlen,
sidder Herren paa sin Trone
i den store Audienssal.
Og jeg ser hans milde Ansigt
med det hvide Skæg, der falder
som et Skum fra Tidens Vande
bølgekruset over Brystet.
Jeg maa kaste mig i Støvet,
klamre mig til Herrens Knæ,
og jeg brister ud i Taarer
og i vild fanatisk Latter.
Herren, der forstaar min Graad,
lægger Haanden paa mit Hoved
og han spørger: Hvorfor ler du,
naar du allerhelst vil græde?
Og jeg svarer: Denne Latter
er mig medfødt. Selv jeg hader
den og gruer ofte for den,
den er Arv fra mine Fædre.
Ak, jeg er saa myrelille,
derfor denne Latterhulken!
Du er stor, din Magt er vældig,
jeg maa græde blot ved Tanken.
Herren tager mine Hænder,
siger: Barn af dine Fædre,
se min Storhed er saa ringe
som din Ringhed gør dig stor!
Du er ung og jeg er gammel,
Livet er mig en Erindring,
men i dig er Haabet vaagent,
endnu spørger dine Øjne!
Endnu smiler dine Læber,
kaad du er og lidt blasfemisk.
Jeg har plantet dig paa Jorden,
voks dig stor med fyldig Krone!
Tyst jeg mumler: Livet... Livet...
Og jeg hører Skridt, der nærmer
sig saa lurende og sagte,
og jeg vender mig forfærdet.
Satan, Oldemor og Simon
staar i Salen. De har alle
skiftet Ham og er civile.
Vingerne er lagt paa Hylden.
Herren folder sine Hænder;
Satan træder frem for Tronen,
staar med spændte Bukkeben
og med sine Arme krydset.
Sort mod Herrens hvide Skæg
Satans ene Horn sig tegner.
Alt et Øjeblik er stille
— gennem Salen gaar en Engel.
Simon memorerer Salmer,
han er underlig tilmode.
Sammenkomsten er hans Paafund,
men han lider for Ideen.
Oldemor er dybt bevæget,
hun har altid elsket Spænding.
Hun har Kløerne parate,
er elektrisk som en Kat.
Herren stiger fra sin Trone,
han har set, at Satan smiler.
Da han træder ned i Salen,
bøjer alle ydmygt Nakken.
Og han siger: Vær velkommen —!
Hvad har du paa Hjerte, Satan?
Siden sidste Gang vi mødtes
tusind Sekler sank i Graven.
Vi er begge blevet gamle,
vi er prægede af Tiden.
Hvorfor kommer du og minder
mig om Dage, der er svundne?
Hører du en Stemme tone
høstlig sorgfuld i dit Indre?
Jager Mørket som en Rovfugl
om dit Øje, saa du gruer?
Er din Tanke bleven stille,
lad og mat i Morgengryet.
Sidder du med tomme Hænder
i en aftenlig Bekymring?
Leger du med dine Minder
som et Barn med sine Klodser,
bygger op et lille Korthus,
hvor du bygged før en Verden?
Hvorfor er du kommen, Satan,
hvorfor vender du tilbage?
Alting stunder mod sit Ophav,
Ringen rundes, Kredsen sluttes. —
Gud har talt! — Og Satan stirrer
maalløs i de klare Øjne:
Hvilken herlig Ærlighed,
hvilken Værdighed og Ynde!
Og hans Hjerne gør et Krumspring
for at naa den samme Tone.
Og han brummer ud i Luften
som en strøget Stemmegaffel.
Med en akademisk Gestus
og i første Position
løfter han det magre Hoved
med en Pande, lav og rynket:
Himlens Herre, Verdens Gud,
jeg er kommen for at trøste
dig i dine mange Sorger.
Jeg har endnu Mod og Kræfter!
Jeg har endnu Haab og Styrke,
destoværre maa jeg tilstaa,
at jeg ej bli’r respekteret,
derfor søger jeg din Bistand!
Begge er vi i den Alder,
hvor man sættes skal paa Aftægt.
Men jeg spørger blot, o Herre,
hvor er vore Eftermænd?
Ingen kan bestride Magten,
ingen kan beherske Troen!
Vi har Navnet! Og i Navnet
ligger Riget, Magten, Æren!
Amen! memorerer Simon.
Herren smiler venlig til ham.
Satan ryster ved Refrænget
utaalmodig paa sit Hoved:
Sagen har en anden Side,
som jeg straks skal demonstrere;
ti jeg har et ærligt Hjerte
og vil ingenting fortie.
Ja, det gælder Sjælehøsten;
den var god i fordums Dage.
Sjælene i tætte Skarer,
stod i Kø ved Helveds Porte.
Tælleapparatet knirked
uafbrudt — se det var Tider!
Jeg fik næsten Storhedsvanvid
ved det stadige Rykind.
Ak, men i de sidste hundred
Aar blev alting anderledes.
Høsten slog saa ofte Fejl,
at vi nærmer os Fallitten.
Skønt vi reklamered meget,
brugte alle noble Midler,
kommer stadig færre Sjæle
ad det brede Trottoir.
En for en i doven Slentren
humper de ad Helvedvejen;
der er Dage, hvor forgæves
vi maa spejde efter Kunder.
Og hvad er det saa for Sjæle!
Deres Synder mangler Alvor.
De kan ikke taale Gryden,
de besvimer, naar de svovles.
Disse blege Bomuldssjæle
gør mig tvivlende og bange.
Grublet har jeg for at løse
dette sociale Spørgsmaal.
Jeg kan ikke finde Traaden;
derfor ser du mig, o Herre,
her i disse høje Sale!
Vil du svare, naar jeg spørger?
Hvorfor er du misfornøjet,
hvorfor dukker du dit Hoved?
Du har vundet Prisen, Herre,
du har baaret Sejren hjem!
Ti naar ingen Sjæle møder
i Klinikken, jeg bestyrer,
maa de lutrede og fromme
have arvet Himmerige.
Ja, en stor og sælsom Fromheds
Blæst maa suse over Jorden.
Alle Folkeslag maa følge
pludselig din Priskurant!
Jeg maa sige, at det ærgrer
mig at tro vor gamle Klode
vandre hellig gennem Rummet
som en rustrød Kirkeklokke.
Men jeg tvinges til at tro det,
Statistiken det beviser.
Statistikens Pegefinger
har jeg altid grebet efter!
Dog at du, o Himlens Herre,
er saa mat og træt i Sindet,
ikke munter og fornøjet,
gør mig underlig til Mode.
Alle Sjælene er dine!
Endelig du staar ved Maalet!
Som den rige Fugl du skulde
bruse med de stolte Vinger.
Selv jeg er en fattig Fugl,
kun Humøret fejler intet.
Frem jeg hinker for din Trone,
bringer Trøst og venter Bistand.
Herre! Lad mig føle Naaden
af din klare, vise Tale;
dybt din Mening interesserer
mig og Oldemor og Simon —!
Satan stryger sig om Skægget,
træder let et Skridt tilbage.
Og han bøjer sig for Herren,
lægger Haanden paa sit Hjerte.
Men Vorhere staar med trætte
sammenknebne Bryn. Han siger:
Her er heller ingen Sjæle,
derfor er jeg saa bekymret!
