Englekoret intonerer.
Mange unge Struber svulmer.
Hele Himlen synger Lovsang:
Hosianna! Hosianna!
Det er fjerde Søndag efter
Trinitatis. Hosianna!
Og Sankt Peder sætter Kryds i
Almanaken. Hosianna!
Denne gamle Gavstrik elsker
Englekoret. Hosianna!
Og slaar Takten til Musiken
med sin Nøgle. Hosianna!
Hosianna! Hosianna!
Gud er stor, hans Magt er vældig! —
Og Sankt Peder ser Tripletten
sejle frem i Horisonten.
Som en Detektiv han spejder,
grynter i sit hvide Skæg.
Og han bliver bleg og svedig,
Haaret klæber til hans Pande.
Hvad er Meningen med dette?
Ak, det er da ikke Jordens
Børn, der nu har løst Problemet
om et styrbart Universskib?
Naa, det vilde være lystigt!
Hvilke Fremtidsmuligheder.
Himmelrummet som en Sportsplads,
Himlen en Station paa Vejen!
Al Respekt vil jo gaa fløjten,
ti det er det fine ved os,
at vi ligger i en Afkrog
og kan ikke observeres.
Ingen Middagsro og ingen
Fred for alskens Vagabonder:
Ateister, Anarkister,
Damer med Studenterhuer!
Og Sankt Peder trækker Vejret
dybt og sukker tungt og længe,
mens fra Himmeldybet toner:
Hosianna! Hosianna!
Trist Sankt Peder staar og smiler,
den Musik er saa vemodig,
den har ikke megen Mening,
virker dog paa Taarekirtlen.
Ak, han føler Trang til Taarer!
Alting er i Dekadence.
Tiden med de hvasse Tænder
lurer selv ved Himlens Porte.
Saadan staar han, da Tripletten
lægger til ved Himmelbroen.
Satan, Oldemor og Simon
stiger af de varme Sadler.
Og de strækker deres Lemmer,
mens Sankt Peder ler fornøjet:
Gudskelov at det var Satan,
ikke andre — Gudskelov!
Og han byder dem velkommen
i de himmelske Domæner.
Satan forestiller Simon,
siger at de fryser bandsat.
Fra det fjerne klinger stadig:
Hosianna! Hosianna!
Satan lytter til Musikken,
lægger Hovedet paa Siden.
Men Sankt Peder stryger Skægget:
Hvem er denne smukke Dame?
Simon skynder sig at bukke:
Denne Dame er min Hustru!
Oldemor betragter Simon
med to Klapperslangeøjne,
vender sig saa mod Sankt Peder,
Blikket bli’r en Bøn om Frelse.
Atter Peder stryger Skægget:
I er kommet for at hilse
paa Gud Fader? Han er hjemme!
Jeg skal melde eder hos ham.
Men idag er det jo Søndag,
Tirsdag er hans Audiensdag.
Har I Tid og kan I vente?
Slaa Jer lidt til Ro saalænge!
I skal vide det — hans Trone
repareres nu for Tiden.
Der er gaaet Orm i Sædet,
den er færdig til paa Tirsdag.
Meget maa vi reparere,
meget maa vi opforgylde.
Glansen gik af Sankte Gertrud,
og Panelerne er møre.
Tiden kræver denne Luksus.
Tiden maa vi alle lyde.
Millioner Aar er gaaet,
først nu mærker vi dens Snigtand.
Selv Gud Fader har vist faaet
Skræk for Tiden og dens Almagt.
Han er svimmel ved sin Alder,
bange for en Overrumpling.
Derfor Satan — lovet være,
at du steget er til Himmels!
Den Ide er inspireret,
indblæst dig af Herrens Naade.
Atter skal det skilte mødes
og det gamle føjes sammen.
Hvad der faldt skal atter rejses,
som der staar i Herrens Lovbog!
Tiden vil den store Lighed.
Vi maa holde paa vor Særret,
slutte Ring, staa fast og handle
efter enige Principper.
Haardt vi stride maa mod Strømmen,
kæmpe mod den røde Fane.
Alle Midler maa vi bruge
for at holde os ved Magten.
Gaar det galt, maa vi vel prøve
paa en Aktiesammenslutning.
Men jeg ræddes ved den Tanke —
Himmerig et Aktieselskab!
Men hvorfor jeg siger dette,
kan du høre af Gud Fader.
Af hans egen Mund erfare,
hvor fortvivlet det ser ud!
Intet vil han dig bebrejde.
Du kan trygt gaa hen og sætte
dig ved Tronens Fod paa Tirsdag,
lytte til hans vise Tale.
Men idag og hele Mandag
maa du vandre om i Himlen,
more Dig saa godt som muligt,
føle dig som var du hjemme.
Simon Ring og hans Veninde,
disse kælne Turtelduer
kan paa lette Vinger svæve
gennem hele Paradis.
Apropos de lette Vinger:
En Forklædning er nødvendig!
Der maa tages skyldigt Hensyn
til de himmerigske Moder.
Og desuden tør jeg ikke
slippe Satan løs heroppe
ganske nøgen uden Maske
men med Hale, Horn og Hov.
Garderobe-Etiketten
sligt forbyder. Og det vilde
vække Opsigt. Skønt forresten —
intet vækker Opsigt mere!
Derimod i en Forklædning
bli’r en Djævel til en Engel.
Har man blot de ydre Vinger,
har man med det samme Resten.
Mange Djævle spiller Engle
i den store Maskerade.
Selv de tror, at de er Engle,
kvæder daglig Herrens Pris.
Kom du gamle, muntre Satan!
Her jeg rækker dig Habitten.
Her er Skjorten, her er Vinger —
jeg skal hægte dem paa Ryggen!
Træk Parykken ned i Panden.
Halemusklen maa du slappe!
Skjorten falde skal i Folder
— klap engang med dine Vinger.
Nej, hvor denne Dragt dig klæder!
Du er skabt til den Mundering.
Skade, at Talentet mangler
og du savner plastisk Anstand!
Og din Hov! — Hvad skal vi gøre?
Den kan du jo ikke skjule!
Den vil træde alle smukke,
lyse Illusioner sønder.
Denne Hov — hvor er det Skade!
Stakkels gamle, tapre Klumpfod,
du kan aldrig træde Himlens
bonet-glatte Gulv med Hæder!
Selv Parnassets Top en Klumpfod
sjælden traadte. Lette Fødder
danser ad de stejle Slugter,
men en Klumpfod bli’r i Dalen.
Her jeg har en Rullestol.
Sæt dig blot! — Med hvide Sjaler
dækker jeg Skavanken Satan,
du vor invalide Engel!
Og Sankt Peder hjælper Satan,
da han sætter sig i Stolen.
Puder stoppes ned bag Ryggen
og en Trøster bag i Nakken.
Simon faar en vinget Skjorte,
Oldemor en lang Chemise.
Nu de passer i det store,
muntre Himmelkarneval.
Og der bli’r en lille Pavse,
mens de stirrer paa hinanden.
Fra det fjerne klinger stadig:
Hosianna! Hosianna!
Satan folder sine Hænder
ganske sagte. Hosianna!
Oldemor slaar sine Øjne
ned og sukker: Hosianna!
Simon griber Rullestolens
lave Haandtag. Hosianna!
Og de kører ind i Himlen
under Lovsang. Hosianna!
Hosianna! Hosianna!
Gud er stor, hans Magt er vældig.
Satan slaar med sine Vinger. —
Hosianna! Hosianna!