Der er gaaet flere Timer
viljeløst og uden Drømme.
Og hun løfter paa sit Hoved,
spørger mat og træt: Hvad ser du?
Simon smiler, kysser hende
over Panden, over Haaret:
Nu jeg ser i dine Øjne,
aner deres sære Uskyld.
Bag de mørke Vipper ligger
Landet gemt for mine Længsler.
I Opalskær lyser fjerne,
underfulde Drømmesyner.
Der er Sol i disse Øjne,
Sol bag Skyers Slør af Sorg.
Og jeg spørger, kan du græde?
Kan du glemme og fortvivle?
Midt i Lykken dine Øjne
gør mig sorrigfuld og stille.
Lad mig hvile her paa Lejet,
se din Sjæl i dine Øjne.
Men hun trækker blot paa Munden,
gaber let og smiler anstrængt,
drejer sig og strækker Kroppen,
bider søvnig i hans Øre.
Og hun siger: Kære Simon,
mine Øjne er saa trætte,
mine Lemmer er saa tunge,
væk mig ikke, lad mig sove.
Du har Ret i det du siger,
du har ganske sikkert Ret!
Men naar man er bleven søvnig,
kære Simon, maa man sove. —
Simon nikker tavs og trykker
hendes Haand og klapper Haaret,
kysser hendes Øjenvipper
og de dybe Smilehuller.
Varm hun ligger der og aander,
Brystet duver ganske sagte.
Simon hende ømt betragter,
hvisker mange Kælenavne.
Men hun hører ikke noget,
vrisser mut i Søvne af ham.
Det er meget trist i Længden —
Simon rømmer sig forgæves.
Og tilsidst han bliver hidsig,
skubber hendes Hoved fra sig,
dunker vredt paa hendes Skulder
og forlanger, hun skal vaagne —!
Tungt hun aabner et Par Øjne
paa en fjorten Graders Kulde.
Med et sursødt Gisp hun mumler:
Skal du ikke sove Simon?
Simon rusker hende vaagen.
Hun ser krænket ud og hvæser.
Han begynder at docere
og hun gaber, mens hun lytter.
Og da han har sluttet Talen
og har Taarer i sit Øje
af Veltalenhed og Elskov,
ligger hun paany og snuer.
Atter vækkes hun. Og atter
præker han et stift Kvarter.
Denne Gang er han forsigtig,
kysser hende stadig vaagen.
Og til sidst hun presser Armen
om hans Hoved. Og hun siger:
Du har Ret — du er min Slave
— trofast, lydig, elskovsvaagen!
Her i disse smukke Arme
skal du glemme alt og hvile.
Alt dit Mod og al din Styrke
skal du ofre nu paa mig.
Naar jeg daglig læste Bladet,
saa den Helvedsild, du tændte,
følte jeg, at denne Lue
var en bedre Skæbne værdig.
Jeg har altid dybt beundret
radikale Folk; de brænder.
Jeg er selv et Barn af Flammen
og mit Blod er Lavastrømme.
I de store Oprørsluer
sænker jeg min Sjæl. Hvor varmer
det mit hvide, nøgne Legem —
af et Flammehav jeg øser!
Hvorfor er I radikale?
Er det ikke Elskov, Simon?
Er det ikke Blodets Syden,
som til Handling eder tvinger?
Al den radikale Stræben
ender dog hos os! I vore
Arme gemmer I det hede
Hoved og den viltre Styrke.
Simon, Simon, du skal vide,
jeg har slukket mangt et Oprør,
jeg har dæmpet mange Viljer
i det varme Skød, jeg ejer.
Kom til mig, naar Modet flammer!
kom til mig, naar Styrken brænder!
Jeg skal vide at faa Bugt med
alle disse Ungdomssynder.
Jeg fortærer og forvandler,
jeg forbruger og forædler.
Hvad der flammer, bliver Aske,
Asken strør jeg bag mit Hoved.
Mens hun taler, kysser Simon
hendes Bryst og hendes Strube,
stryger varsomt hendes Arme,
hører ikke hendes Hvisken.
Han er træt. Og sært vemodig
mumler han: Aa Eva, Eva...
I det samme høres Stemmer,
hurtig rives Døren op. —
Thomas staar i Simons Hule
med to andre blege Djævle.
Og de raaber og de skriger
— Simon ser forundret paa dem.
Lidt forlegen og blufærdig
rødmer han og stammer i det.
Thomas slaar sig lydt for Brystet,
skriger: Stort Forræderi —!
Og han hvisler mellem Tænder:
Brødre! Ser I, hvad jeg sagde!
Den Forræder, se der ligger
han med Fandens Oldemoder.
Nej, hvor kælen og forelsket
han ser ud. Og hun den gamle
har nok Stadsen paa i Aften.
Hvilket Bryllup —! Syn for Guder —!
Simon griber sig om Panden:
Er det Fandens Oldemoder,
er det hende, han har elsket?
Han besvimer, svimler, falder ...
Thomas slaar sin Kno i Bordet,
Telefonens Klokke klirrer,
Simons Kladde gaar paa Gulvet
og hans Blækhus danser efter.
Oldemor har grebet Simons
Arme, støtter nu hans Hoved.
Og hun klapper ham paa Haaret:
— Du er Samson, jeg Dalila!