Simon gjorde her en Pause
i sin triste Enetale
og et Øjeblik han glemte
Raadmand Broberg med Familie.
Ti han mærked til sin Rædsel,
at hans Stortaa stod i Flammer;
som en rød og beget Fakkel
lyste den fra venstre Fod.
Simon jog afsted i Smerte,
Tæerne han krummed opad,
stive skinnede hans Øjne
af en sælsom indre Ild.
Skønt han næsten tabte Vejret,
dog ustandselig han mumled,
mumled, klaged, bad og trued
med en hæs, profetisk Røst.
I hans Stemme hele Klodens
Sorg og Smerte hidsigt syded.
Simons Hoved var en Gryde
og den boblede og sang.
Og imens hans Fødder dansed
over Skærverne, der gløded,
fandt han som en fattig Lykke
i at spotte, i at hulke:
Jeg hed Simon, Simon hed jeg,
jeg var frygtet, jeg var hadet,
jeg var elsket og forgudet,
Simon hed jeg, Simon Ring!
Jeg var alle Kvinders Yndling,
ti jeg spiste gerne Østers
og jeg døjed mangen L’hombre
for at glæde deres Mænd.
Jeg var fejret og feteret.
Men i Enrum sang jeg Salmer
over Fader Schopenhauer.
Og en Dag — saa var jeg død!
Hvor det piner, hvor det brænder,
Simon, Simon, hvor det brænder!
I mit surt fortjente Fedt jeg
braser som en Stegegaas.
Og alligevel jeg føler
Vellyst midt i Flammedansen.
Det gør ondt — men Fantasien
næres i den svare Hede.
Se — jeg danser som en Digter
paa den Ovn, som Publikum
og den stadig mere vaagne
Kritiker gør helvedhed.