Prologved en skandinavisk Fest i Paris den 25 Januar 1896.Velkommen i Paris paa Danmarks Grund,Skjønt fjærnt fra Danmark føle vi os hjemme,Hvor Danebrog og Modersmaalets StemmeOs hilser som i denne Aftenstund.Der var en Tid, da Danskens Magt var stor,Da paa sin Snekke Havet han befoer.— Da styred han sin Drage op ad SeineMed gylden Raa og skjoldomgjærdet Dæk,Da ankrede Normannen, Frankens Skræk,Op for Paris: Lutetia, den væne.Og den Enfoldige paa Tronen skjalv,Dengang han saa i Lys af Baal og Brande,Der muntert spilled imod Himlens Hvalv,Den hærgelystne Viking ilsomt lande;Thi frem af denne tætte MasteskovSteg Nordens Aand, staalpansret, staalomgjordet,Og øved elskovsstærk det Bruderov,Som ingen Sydens Stormagt havde turdet.— — Og Normandiet blev paa Frankrigs GrundEt Danelag. Det var en Lykke-Stund,En Stormagtstid for Nordens Folk og Rige.— — — — — — — — — — — — —Men Tiden skifter; andre Syner stige.Lutetia var bleven et Paris,Et nyt Athen, der ved sin Arne bænkedDet Aandens Kuld, der kom paa PilgrimsvisOg dybt sit Blik i Mimersbrønden sænked.Thi Aandens Lys udstraaled som en SolFra La Sorbonnes berømte Læresale; —De Ord, der udgik fra dets Talerstol,Fløj vidt om Verden over Bjærg og Dale;Og derfor fylkedes ved Aandens DriftFra Nord og Syd en Hær af hine Unge,Hvis Idræt Saga skrev med Lueskrift,Hvis Navn endnu har Klang paa Folkets Tunge:Bisp Absalon, hin Lærde, som blev Helt,Og senere i Tiden Griffen feldtOg Christian Winther, »Hjortens Trubadur«,Der sang saa underskjønt om dansk Natur.Og end de Unge hid i Skarer ileAt lære Tankeflugt af Aandens Ørn,Minervas Sønner og Thalias BørnValfarte hid — var det end tusind Mile.Det er, som drager dem en indre Røst,Dem frister og’ Lutetia, den væne,Dem tryllebinder Glædens Stad ved Seine;De brænder — ogsaa de — af Byttelyst.Saa lad os ønske hver, som stride kan,At vende hjem med Sejersflag i Masten,Med Vind i Sejlet og med Guld i Lasten,Med rige Skatte for vort Fremtids-Land.