Adolf Langsted (1864–1919)

Du har saa blød en Vuggeseng,

Mit Barn! som nogen Prinsedreng,

Men derfor minder jeg dig om,

Din Frelsers var — et Krybberum.

Din Vugge er saa bred af Fang

Og lunet trindt af Silkehang;

Thi vil jeg, Du skal tænke paa,

Din Frelsers var kun — redt med Straa.

Din Vugge har en Gang saa let,

Og Moders Fod bli’r aldrig træt,

Thi vil jeg, du skal agte paa,

Din Frelsers maatte — stille staa.

Den stod paa Jord foruden Gang,

Foruden Dun og Silkehang;

Thi beder jeg Dig: tag ham ind

Og vug ham i — Dit bløde Sind.